Mørkt kaos

Mørkt kaos

Rendestenens allstar-band, Corrections House, levede op til de ulmende forventninger og leverede en Main Stage-koncert, der udlangede soniske øretæver.  

Spillested
Dato
10-04-2014
Trackliste
1. Drapes Hung by Jesus
2. Party Leg and Three Fingers
3. Bullets and Graves
4. Dirt Poor and Mentally Ill
5. Hallows of the Stream
6. Last City Zero
7. Serve or Survive
8. Hoax the System
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Roskilde-aktuelle Corrections House er et forholdsvist nyt sort firkløver bestående af Mike Williams fra Eyehategod, Scott Kelly fra Neurosis, Bruce Lamont fra Yakuza samt Sanford Parker fra Minsk. Hvor flere såkaldte sideprojekter til tider har det med at være et frirum, der mest består af kun småinterressante idéer, man forsøger at blande sammen til et færdigt udtryk, da fungerer det anderledes med at lade fire etablerede musikere slå pjalterne sammen i Corrections House. Det beviser debutpladen 'Last City Zero' fra sidste år, der er en dystopisk samfundsdissektion bestående af kynisk industial og led sludge, og som desuden er så involverende og ditto involveret en plade, at det vil være en hån i sig selv at associere den med noget så let som et musikalsk frirum. Seriøsiteten, ambitionerne og den oprigtige lede er ikke til at tage fejl af.

Det samme var på godt og ondt tilfældet med Corrections House, da man torsdag aften oplevede dem live på Roadburns Main Stage (den første af to koncerter, de spillede på årets Roadburn - den anden var placeret om fredagen og skulle angiveligt havde fokuseret på materiale hentet fra medlemmernes andre bands). For mens pladens seriøsitet har det med at krybe helt ind under huden på en, når man hører den alene på sit mørke kvistkammer, da var det i live-regi sværere for bandet at nå helt derind, hvor det bliver en sund, ondskabsfuld katarsis at holde stanken af den musikalske rendestensurin ud.  

Måske ens mentale distance under koncerten skyldtes bandets performance-agtige tilgang til eget materiale. Det er ikke utænkeligt, at bandets hidsige brug af symbolik på scenen og Mike Williams' gentagne brug af teatralske positioner var med til at distancere én. Titelnummeret fra debutpladen, der bliver båret frem af Richmond Fontaine-agtige spoken words fra Williams, virkede dog enormt stærk i sin koncentrerede afmægtighed. Så stærk, at den var et af festivalens stærkeste øjeblikke overhovedet.

På plade som på en scene klæder det desuden Scott Kelly at overlade store dele af vokalen til Williams, ligesom det samtidig klæder Williams at holde sin ofte overrumplende uligevægtige vokal i kortere snor, end han normalt gør i live-regi. De to synes på mange måder at stablisere hinandens tungsindige egoer.

I 2011 besøgte Scott Kelly Roadburn Festival med et andet sideprojekt, Shrinebuilder, hvilket dengang resulterede i en irriterende fodnote af en koncert. De fire egoer, der tilsammen udgør Shrinebuilder, var allesammen for store, til at der kom noget vedkommende ud af den koncert. Deres plade er skam god, men oplevelsen af dem på den samme scene var én stor forvirring. Dette er på ingen måder den opfattelse, man sidder tilbage med efter at have oplevet Corrections House live. Tværtimod. Bruce Lamont virkede muligvis til tider en smule egenrådig i sine maniske bevægelser med en støjende saxofon i hånden, men samtidig var det netop ham og Sanford Parker, der bag deres respektive instrumenter og supplerende vokaler gav bandets liveudtryk en skæv, energisk balance til den delte vrede indædthed mellem Williams og Kelly.

Det kan kun blive godt at få dem set igen på Roskilde. Vi krydser fingre for en sen placering på døgnet og gerne på en lille scene.