Tvivlens nådegave
Populær
Ole Luks Afsky har ændret radikalt i det musikalske udtryk, men er samtidig på forunderlig vis forblevet tro mod lyden af Afsky. Det har givet en fascinerende selvsikker plade.
Den der ingenting ved tvivler aldrig
Natmaskinen
Arveskam
Flaggelanternes sang
Svanesang
Man skal passe på med at sætte lighedstegn mellem kunstneren og det kunstneriske output, men det er fristende at læse ‘Fællesskab’ som en reaktion på Ole Luks periode som hovedperson på det lokale metal-internet, da en kontrovers om Israel og Palæstina brød ud i lys lue. Der er ingen grund til at referere diskussionerne her, men det kan vel nok siges, at ingen af de involverede parter nåede til enighed, og det er vel nok også rimeligt at antage, at Ole Luk følte sig udsat for folkets harme. Det er givetvis ikke en rar oplevelse, men heldigvis ser det ud til, at Ole har kanaliseret oplevelsen ind i sin musik.
‘Fællesskab’ giver en del løftede øjenbryn fra første færd. Albumåbneren ‘Velkommen til livet’ lægger ud med et sample fra Maria Stenz’ dansktop-klassiker ‘Hvor er alle drømmene’, men pladen går i hak, og en susen af vind tager over, inden selve nummeret begynder. En ny kulturel kant at låne fra, hvor Afsky før har gjort det i lån og bearbejdelser af langt ældre materiale, men det er tydeligt, at Ole Luk er skuffet over det fællesskab, han synger om. Samplet kan også ses som en kompositorisk indvarsling af nye tider. Den fremragende black metal-podcast Afgrunden peger decideret på schlager-strukturer i sangene. Om jeg vil gå helt så vidt, er jeg ikke sikker på, men det er vist, at langt mere folkelige strukturer og former har fundet vej ind i Afskys musik. Det resulterer blandt andet i en langt mere bevægelig og komprimeret sangskrivningsstil.
Hvor Afsky før har haft stort held med en langsomt flydende atmosfærisk tilgang, så er der her helt anderledes fart på akkordskiftene, og der spilles mere ekspressivt og fabulerende. Lyt for eksempel til de hurtige rundgange på ‘Arveskam’, der i øvrigt indledes med et trommefill, der i sin enkelhed absolut ikke siger black metal, men det kommer det så til i Martin Haumanns kyndige trommehænder. Det lyder, som om han har haft en fest i studiet – sikket spillemæssigt overskud.
Et overskud, der matches fint af den iderigdom, der lægges for dagen af Luk. Vreden og skuffelsen er kanaliseret over i nye måder at hyle og skrige på. På ‘Arveskam’ lyder det næsten som en klassisk heavy metal-vokal sine steder. Og den synes også at have resulteret i førnævnte langt mere frie og virkelystne tilgang til kompositionerne. Det er sjovt, for samtidig lyder det stadig meget som Afsky.
Vredens dag
Mest tydeligt synes internetkonflikten at have sat sit præg på ‘Den, der ingenting ved, tvivler aldrig’, et godt burn á la Dunning-Kruger, men man kunne jo indvende, at det heller ikke lyder, som om Luk tvivler på sit standpunkt, ikke at jeg skal genstarte diskussionen. Man kan let komme til at tvivle på brugbarheden af internettet som den skænderifabrik, det er blevet til. Uanset hvad er ‘Den, der ingenting ved, tvivler aldrig’ et ret forrygende nummer og måske det klareste blik ind i den hekseforfølgelse, Luk må have følt forløbet som. Det har tydeligvis været godt, kreativt brændstof, selv om en samplet reference til folkedomstolen nu nok føles lige vel tyk i kanten.
Hvor vreden synes at have sat rundgangstempoet op, så føles udbruddene af episk flødeguitar triumferende, og disse grundfølelser føjer sig til Askys vanlige tristesse. Det giver et langt mere komplekst følelsesspil på ‘Fællesskab’, og i den forstand har skænderifabrikken så alligevel produceret noget godt, for den har tilsyneladende animeret Luk til at skabe sit hidtil mest komplekse og nok også modigste værk. Tror jeg nok. Bare rolig. Jeg tvivler.