Copenhell '19: Torsdag – Er det ikke snart tid til Tool?

Den første fuldlængde dag af 10 års-jubilæet for Københavns største metalfestival gik langsomt. Rigtig, rigtig langsomt. Først med Konvent, og derefter med at vente på, at et af Copenhells absolut bedste bookinger skulle gå på scenen.

Var man allerede på beton onsdag aften, og havde man måske som undertegnet en forholdsvis hård aften, grundet ølindtaget til Eagles of Death Metal, samt kuldegysninger og gennemblødt tøj til Katatonia. Det var derfor ikke just nemt at cykle hele vejen ud til Refshaleøen tidligt torsdag – “festivaltidligt”, vel at mærke, altså efter middagstid – og starten på dagen var oven i købet også stressende grundet en manglende kameratilladelse. Og nu er det ikke fordi beretningen for torsdag på Copenhell skal starte med brok, tværtimod. For dét, der mødte de mange tidlige festivalgæster var noget så sejt.

Konvent, som også spillede under sidste års When Copenhell Freezes Over, fik den ubarmhjertige åbningstjans og endda under en stegende hed sol, men det stoppede ikke bandet fra at levere et under omstændighederne ganske anstændigt show. Jovist, der er plads til forbedringer, og mange af dem endda, men det er ikke alle doombands, der vil kunne få deres musik igennem på den tid af døgnet, og det er bestemt ikke alle frontpersoner, der vil kunne levere den imponerende performance, forsangerinde Rikke List gjorde. Budskabet var ondt, musikken tungt og modtagelsen enorm. Dette er uden tvivl en af de bands, der med noget mere koncerterfaring kunne gå hen og blive store.

For undertegnede var denne fuldlængde førstedag ikke spækket med musikalske favoritter på programmet foruden Tool, hvis seneste danske besøg under Roskilde Festival i 2006 gjorde et meget stort indtryk. Otte lange timer skulle der gå mellem must-sees, hvorfor både Demons & Wizards og Skindred blev helt undladt til fordel for at gå på opdagelse på pladsen, der foruden Pandæmonium-området var lukket af dagen forinden.

Det var et glædeligt gensyn med den store trækirke mellem Helviti, Pandæmonium og madområdet ved Biergarten, som i år havde fået selskab af to sorte og kutteklædte høje skikkelser, der ledte tankerne dels på dementorerne fra Harry Potter-universet, Nazgûl fra Ringenes Herre og ikke mindst maskotten for den norske festival Midgårdsblot, Devilution besøgte forrige år. Og apropos denne norske festival var det glædeligt at se, at den tilsyneladende havde inspireret Copenhells vikingeområde ‘Udgård’, som i år lå afsides resten af pladsen blandt træer og små jordforhøjninger, hvis naturlighed var med til at gøre området langt mere autentisk og hyggeligere end tidligere. Det var et tiltrængt afbræk fra beton, menneskemylder og støv, hvor mjød kunne nydes til lugten af bål.

En anden glædelig overraskelse var ‘Purgatory’-området bag for Pandæmonium og til venstre for B&W-hallen, der have det skæve og bizarre som omdrejningspunkt, og som også husede det famøse Smadreland. Det mest interessante her var dog ‘The Art of Pain’, hvor visuelle kunstnere af forskellige art havde små udstillinger. Besøgte man denne lille bitte afkrog af festivalen, kunne man måske genkende noget af det artwork, der hang på teltets grumsede hvide sider, som blandt andre husede Trine Grimm, der primært arbejder som tatovør i Oslo. Og som også har samarbejdet med flere musikfestivaler og bands som Monolord, og ikke mindst Christine Linde og hendes kunstprojekt ‘Tomarum’, hvorigennem hun eksempelvis har lavet artwork for danske Afsky.

Resten af eftermiddagen og tidlig aften blev for undertegnede en mærkelig blanding af at stå i kø til madboder og lede forgæves efter et sted at sidde, da der syntes at være langt flere publikummer på pladsen end tidligere år. Der er heller ikke noget at sige til, at tilstedeværelsen på festivalen var enorm på dette tidspunkt, da fyraften for de hårdtarbejdende lønmodtagerne havde indtruffet og der ikke var længe igen til det absolut største hovednavn på plakaten. Det gik desværre ud over livemusikken, hvor kun Whitechapel, Refused og Fever 333 fik sneget få koncertøjeblikke med ind i de eller sløve og afventende timer – men tre gode øjeblikke var de!

Gensynet med Whitechapel, der også spillede på festivalens spæde år, var god trods en massiv og urokkelig publikumsmasse, som fyldte hele Pandæmonium-området. At se Refused og Fever 333, som begge valgte at bruge tid på at få vigtige feministiske budskaber frem, for første gang var bestemt heller ikke nogen dårlige oplevelse.

Godt og vel halvanden time i showstart blev tiden brugt med at stå i pitten til Tool, og selvom det kan virke teenage-agtigt og som spild af tid, viste det sig at være en ganske klog beslutning. Masseriet blev værre og værre, pladsmanglen større og større, og forventningerne højere og højere. Da bandet endelig gik i gang var det al ventetiden værd – både den i pitten og i løbet af dagen.

Bedre kunne det ikke blive, og bedre blev det ikke.

Læs alle torsdagens fulde anmeldelser her:
Konvent
Demons & Wizards
Skindred
Stone Temple Pilots
Whitechapel
Refused
Terror
Slash feat. Myles Kennedy and the Conspirators
Fever 333
Halestorm
Tool
Fiend
Vltimas