Musik for rene hjerter
Det britiske enmandsband Phantom Spell er aldeles uhippe og blottet for ironisk distance til sin egen renhjertede blanding af hard rock og progressiv rock. Måske er det derfor, deres andet album er så vidunderligt opløftende og vellykket?
2 Siren Song 3:34
3 Evil Hand 3:47
4 A Distant Shore 5:53
5 Heather & Hearth 10:58
6 Old Pendle
Hvor mange bands i metallen og nærliggende genrer lyder optimistiske og opløftende? Meget få. Et af dem er britiske Wytch Hazel, hvis hard rock trækker på britisk folk og på 70'er-bands som Wishbone Ash. Wytch Hazel er desværre begyndt at stå lidt i stampe. Men savner man en opløftende version af den hårde rock, står lige så britiske Phantom Spell klar til at hjælpe. Sidste år udgav Phantom Spell en splitsingle med netop Wytch Hazel, og ligesom Wytch Hazel er Phantom Spell tydeligt inspireret af folk og folkrock, af Wishbone Ash, af Rainbow og 70'ernes hårde rock, fra lige før den transformeredes endegyldigt til NWOBHM.
Phantom Spell er Seven Sisters-mastermind Kyle McNeills soloprojekt, og hvor Seven Sisters er i et mere rendyrket metallisk territorium, er det i Phantom Spell, at McNeill får afløb for sine proggede tilbøjeligheder. Vi er langt fra proggens ekstreme excesser. Tænk i stedet på Van der Graaf Generators mere melodiske øjeblikke, tænk på Camel og på decideret uhippe melodiske grupper som Eloy og Kansas. Der er noget naivt og uskyldigt over Phantom Spell, og det er, ligesom de proggede tendender, blevet endnu mere udtalt end på den ellers allerede formidable debut 'Immortal's Requiem' fra 2022.
'Heather & Hearth' er utroligt nok endnu bedre end 'Immortal's Requiem'. Det er meget langt fra at være cool, men det er enormt heroisk og enormt opløftende, renfærdigt og medrivende, samtidig med at albummet er fyldt med både hooks og variation nok til at holde lytterens interesse fanget. Et eksempel kunne være den knap 12 minutter lange albumåbner 'The Autumn Citadel' (ja, tekstmæssigt er vi et et meget purt mytologisk landskab), der har højt energiniveau, fængende vokalmelodier, galopmetal og kitschede Moog-passager, der giver lytteren lyst til at løfte hovedet højt mod himlen og tænke på meget heroiske gerninger. Det kan måske lyde som kitschet retromani, men det er bare virkelig, virkelig godt og lyder fuldstændig oprigtigt, selvom det lige så let kunne være endt kikset, hvis ikke McNeills hjerte var så rent, som det åbenbart er. Han slipper endda af sted med at kalde sit pladeselskab for Wizard Tower Records, og det føles bare helt rigtigt i stedet for uhjælpeligt uncool.
Man kunne også tro, at Phantom Spell bare var summen af projektets influenser. Men det ville være langt fra virkeligheden: I stedet bruger Phantom Spell det musikalske afsæt til at transformere udtryk fra de forskellige bands og skabe deres helt eget. De lyder først og fremmest som sig selv, selvom McNeill ikke ligefrem går og putter med, at han er inspireret af andre bands.
'Siren Song' er knap fire minutter lang og har lidt af Manilla Roads episke elementer blandet med Wishbone Ashs dobbelte leadguitarer, og hvis man kan høre passagen fra 1:38 og frem til 2 minutter inde uden at føle vinden i ens lange hår, mens man stirrer mod fjerne horisonter, hvor store heltegerninger skal udføres, ja, så har man sgu nok virkelig ikke talent for at dagdrømme. Her rammer McNeill næsten Eric Adams fra Manowars store præstationer.
Et nummer som 'A Distant Shore' progger voldsomt ud med blippende keyboards. Det burde ikke fungere, men McNeill er så gennemmusikalsk og har så sikker sans for produktion og balance i lydbilledet, at det gør der. Det 11 minutter lange titelnummer? Monumentalt, og så langt fra alt det generiske lort, metalscenen er så overfyldt med, som man overhovedet kan komme. Det her, det lever, og det siger lidt om McNeills tro på sit eget værk, at han efter en elegisk outro bruger 1½ minut med fuglesang som afslutning. Der er ikke nogen leflen for lytterens manglende opmærksomhed her, men hvorfor skulle man dog også være uopmærksom, når man lytter til et album af den kaliber? Det her lugter langt væk af årets album indtil videre.