MMF'VII: Fredag

Fredag på årets Metal Magic var først og fremmest præget af lyden af den gamle skole. Der var måske Benelux-tema, og der var besøg fra både Italien og Colombia, inden der blev lukket af med et inferno af bøllethrash.

Morgenvækning med klogskab i togvognen

Morgen på Metal Magic! Op at få sig et par bajere i togvognen og være klog med andre kloge mennesker, få sig lidt svensk snus at vågne op på, lidt morgenmad, diskutere dansk litteratur med Lasse Bak (!!!); føre samtaler om Fredericias erhvervslivs eskalerende begejstring for Metal Magic (og det forstår man vel egentlig godt: ingen ballade og folk, der bruger penge på hoteller, mad og en enkelt hvid vand med brus i ny og næ); tale med kammerater, man næsten kun møder den ene gang om året, diskutere inflationspriser på Razor-vinyler samt høre på stærke, stærke anekdoter. Det er sgu lige før, jeg også ville komme til Metal Magic, hvis der ikke var noget musik, men bare de samme mennesker forsamlet.

Togvognen går ud over Bulldozing Bastards motörizerede black/thrash, men jeg tænker, at jeg nok ikke går glip af det helt store. Dog skal bandmedlemmerne have en cadeau for at kalde sig henholdsvis "Irön Kommander" og "Genözider". Stilsikre er Bulldozing Bastard, og det behøver man ikke ligefrem at overvære koncerten for at kunne høre - det trænger fint igennem i togvognen. Seven Thorns' spillede habil power metal, og det var egentlig meget rart med lidt afveksling og melodi. Så var det også blevet tid til dagens første egentlige punkt på programmet, nemlig tyrkiske Hellsodomy, der spillede møgbeskidt og rå death/thrash/black, der ikke var interesseret i progression, variation eller i at tage fanger. Buldrende og herligt. Bandet har et lidt anstrengt forhold til myndighederne i hjemlandet, der vist ikke er så glade for deres hang til blasfemi og trommeslageren fik da også råbt en del ting, man nok skal være lidt varsom med at gå og råbe på gaden i hjemlandet. Det er interessant at se et band, der bringer (mere end økonomiske) ofre for metallen, og det var en brutal omgang, den tyrkiske trio fik buldret sammen. Ganske velgørende.

Franske Hürlement fik jeg ikke rigtig set, og ej heller det norske grindcore-band Laserguys. Mit forhold til grindcore er nu også lidt anstrengt, men jeg kunne forstå, at det også havde været underholdende, også hvis ikke man var til genren, takket være Kim Larsen-cover og trommeslagerens cirkusdansk og platte vittigheder. Ja, man skulle nok have været der.

De tyske power metallere Paragon er anmeldt andetsteds, men gjorde også efter min ringe mening en god figur med deres Running Wild-inspirerede power metal. De lignede og lød som et band, der egentlig havde fortjent større kommerciel succes, end de har fået.

Retromani og veteraner

Geografisk kom vi vidt omkring denne fredag, hvor næste band var belgiske Possession, der gav én lyst til at råbe "Only ancient cult is real" med tyk sydamerikansk eller bare en hvilken som helst kontinentaleuropæisk accent, også selvom bandet først blev dannet i 2012. Possession havde samtlige lemmer plantet solidt i 80'ernes proto-death/black, hvor idolerne er Sarcófago, meget tidlig Sepultura og Celtic Frost, ligeså tidlig Destruction og den slags, og det var catchy og rocket. Måske vel meget retro, men til gengæld en vellykket retromani.

Retromani af en ganske anden slags fik vi med svenske Portrait, der spillede klassisk 80'er-metal og gjorde det godt, men måske også uden at løfte sig for alvor, om det så skyldtes udendørsscenens sollys, eller at materialet lige mangler det sidste i mine øjne, men de er anmeldt andetsteds.

Belgiske Countess (var der Benelux-tema den dag?) lød af retro, men var så gamle, at de havde været med dengang. De begyndte i 1992, men lød ikke som om de havde udviklet sig voldsomt siden dengang, hvor de startede med deres i dag lidt atypiske black metal. Hastigheden er midtempo, og lyden er både præget af rockede grundstrukturer, klassisk 80'er-metal og keyboards. Catchy, episk og i besiddelse af en sær charme, der vandt én over, selvom det både var afdanket og fisbrændt. Lidt på samme måde som en stor, dum hund.

Så skulle vi til Italien, hvorfra Dark Quarterer var ankommet for at spille deres sære blanding af episk, tidlig Manowar- og Manilla Road-agtig metal og en sjat progressiv rock. Bandet har været i gang siden 1978 og lød allerede sære og retroprægede på debuten fra 1987, der samtidig havde et episk touch, der var svært at modstå. Gamle mænd, keyboards og epik, og italienerne lød ikke helt som noget andet. Sært, men interessant og en overraskende vellykket koncert.

De svenske retro(!)rockere Horisont fik jeg ikke lige set, da jeg lige skulle komme mig lidt. De har spillet før i Danmark og spiller her sikkert igen.

Det ar colombiansk/amerikanske Inquisition også, men dem kan man alligevel ikke tillade sig at overse. De er anmeldt andetsteds, og de gav en magtdemonstration. Hvorfor overhovedet være mere end to mennesker på scenen?

For ligesom at runde denne lidt gammeldags, men vellykkede dag af, var norske Infernö sidste band på plakaten i Ungdommens Hus på den varme indendørsscene. Som andetsteds beskrevet var der en lidt mærkelig stemning oppe foran til Inquisition, og det samme gjorde sig gældende til Infernös bøllethrash, hvor et par af de samme mennesker var med til at skabe en lidt mærkeligt hensynsløs pit, hvor gemytterne dog dæmpedes, da et par lidt ældre metallere deltog i løjerne. Der var fandeme også smæk på Infernös tyskerfetichistiske thrash, der smadrede igennem. Det er sjovt, at flere af medlemmerne spiller eller har spillet i mere eksperimenterende og progressive  bands som Virus, Ved Buens Ende, Beyond Dawn og den slags, når Infernö er så back to basics, som tilfældet er, men det er tydeligt at se, at musikerne nyder frikvarteret og overgivelsen til den rene thrashtrang. Der blev naturligvis råbt "URGH!" hvert 10. sekund.

Hvis der var noget, man kunne lære af fredagen på årets Metal Magic, var det, at metallens glæde ved egen fortid kan føre til vidt forskellige resultater af stærkt varierende kvalitet, men at det i høj grad handler om at forlene materialet med et eget, personligt touch, der fører det ind i nutiden.