Smuglytning: Triptykon

I torsdags blev Triptykon offentliggjort til Copenhell. 14. april udkommer deres nye plade, og der er god grund til at glæde sig. Hypen holder! Vi bringer et kort smuglyt!

Forhåbentlig er mørket faldet på, når Triptykon går på scenen til årets Copenhell og sender hele festivalen ind i en kollektiv depression - på den fede måde!

'Melana Chasmata' har været længe undervejs, men 14. april udkommer pladen. Hvorfor der skulle gå fire år siden debuten udkom, kan man blive klogere på i et interview,  Devilution lavede med deres guitarist i sidste uge.

Pladen er på flere fra redaktionen allerede hypet som årets bedste album. Om dommen holder, bliver vi klogere på i december. Men allerede nu er det vist sikkert, at udgivelsen høster æren af at være årets mest deprimerende plade - på den fede måde!

Vi bringer her et kort smuglyt, men du kan også høre nogle af sangene og få flere ord på pladen i Sort Søndag, hvor Devilution var forbi.

1. Tree of Suffocating Souls
Suveræn titel på pladens hårdeste nummer, der ikke er langt fra lyden af Celtic Frost.

2. Boleskine House
Hypnotiserende tungt nummer med godstogssløve guitarriffs og skønsang.

3. Altar of Deceit
Indledes af ren guitarklang, som går over i hårde forvrængede riffs, der trækker i retning af en blanding af Sleep og Type O Negative.

4. Breathing
En fandenivoldsk sag, der lyder som High on Fire i et morbidt humør. Får skabt en glimrende balance til de tunge numre.

5. Aurorae
Pladens mest stemningsfulde nummer, hvor trommer og bassen lægger ud, inden et rent guitarstykke slutter sig til og skaber et melankolsk lydbillede. Tom G. Warrior kommer på banen tre minutter inde med en næsten messende vokal.

6. Demon Pact
Foruroligende tungt nummer med en aura af mystik og melankoli. Lyder som soundtracket til et satanisk ritual.

7. In the Sleep of Death
Pladens bedste nummer. Dystert og virkeligt sortsindet nummer, hvor der passende er mere smæk på. Minder til dels om danske Cerekloth.

8. Black Snow
Alene titlen taler for sig selv. Tolv minutters dyb depression, hvor bassen konstant runger så voldsomt, at det muligvis skader ens indre organer.

9. Waiting
Skivens korteste nummer fremstår som en epilog at svævende synthtoner, kvindelig vokal, tunge guitarriffs og ren guitarklang, der giver én den sidste olie.