Metal Magic '15: En skamfuld fornøjelse
PopulærTyske Atlantean Kodex leverede deres næsten for letfordøjelige doom/power metal med charme og fællessang på Metal Magic.
Atlantean Kodex var et band, der i den grad delte vandene blandt Devilutions udsendte følge på Metal Magic. Fotografen og senioranmelderen udtrykte i hvert fald en vis fjendtlighed i en intern mailkorrespondance. Men så er det jo heldigt, at undertegnede er bandet mere venligt stemt og er moden og distingveret nok til at sætte pris på bandets balanceren på kanten af cheesyness.
For bandets episke doom metal tilføjer et ordentligt skud patos fra tyskens favoritgenre, den galopperende power metal, og bandets korarrangementer og tendens til storladenhed er på kanten til at kamme over i cheesyness. Læg dertil er ordrigt tekstunivers, der blandet power metal-heroisme med neofolk-agtige referencer til mytologi og historie, og vi er ude i noget, der nok vil få en del til at rynke på næsen.
En såkaldt guilty pleasure, altså. Men jeg kan simpelthen godt lide særligt deres seneste album, 'The White Goddess', med dens storladne hymner som 'Sol Invictus' og 'Heresiarch', der rammer det højstemt hymniske på en yderst overbevisende måde. Det gør de også her i Fredericia, hvor der er fællessang på de forreste rækker. Atlantean Kodex er ikke noget stort trækplaster her i den tidlige aftensol, men der er fest på de forreste rækker.
Her er sanger Markus Becker en god frontmand. Hans smil er stort set identisk med Bonne fra Piss Vortex', og spilleglæden er smittende. Han har selvironi nok til at kalde den lige vel corny 'Twelve Stars and an Azure Crown' for "our wimpy song". Og selvtillid nok til at sige, at "but everyone likes it anyway". Det er simpelthen et band, der ved, hvad der virker, og selvom 'Twelve Stars...' er lige ved at blive for kitschet, tager tysker den alligevel hjem på charmen og det skamløst hymniske, og jeg er ikke for fin til at æde den slags råt, når det bliver leveret med charme og overskud. Et nyt nummer smager til gengæld mere af galop-power metal, og det klæder ikke bandet. Der lægger man mærke til, hvor letfordøjeligt og uden kant det egentlig er, og det er jo ikke rart at tænke på, når man egentlig meget godt kan lide det. Men resten holder, og det gør de, fordi Atlantean Kodex selv godt ved, at de bevæger sig på kanten, men holder sig inden for den, så maksimal effekt opnås.
Indrømmet, koncerten var måske ikke heeelt til 4/5 firkanter, hvis vi arbejdede med halve karakterer, og hvis jeg ville gøre vold på min egen glæde ved koncerten via kritisk distance. Men hvis ikke, man skal honorere, at man har haft en god koncertoplevelse med et band, der har en helt igennem sympatisk udstråling og en underholdende frontmand og et effektivt materiale, hvad skal man så snart honorere?