HDDT'14: De klassiske dyder

HDDT'14: De klassiske dyder

Episk doom, twin leads, guitarposeringer... svenske Isole var heldigvis ikke bange for de smukke klichéer, da de åbnede Ungdomshusets store scene om lørdagen på Heavy Days in Doom Town.

Kunstner
Spillested
Dato
03-05-2014
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Den opmærksomme læser af tidligere rapporter fra Københavns stolthed, Heavy Days in Doom Town, vil vide, at denne skribent har et punkt, der er så blødt som smør, for den episke doom metal, som Candlemass grundlagde i 80’erne.

Alligevel havde jeg ikke hørt svenske Isole før denne lørdag eftermiddag, sikkert fordi bandets logo og bandnavn har sendt mine tanker i retning af fesen post metal, frem for mægtig episk doom med twinleads og tre (!) vokalister, der alle synger fedt.

Om det er sådan, alle andre har tænkt, ved jeg ikke, men i hvert fald var der få blandt publikum, der lod til at kende bandet på forhånd, bortset fra en lille gruppe yderst dedikerede fans oppe foran. Men mon ikke de fik et par nye oven på denne koncert?

Bandets opstilling udmærkede sig som sagt ved, at tre af medlemmerne også var vokalister – begge guitarister og bassisten skiftedes til at synge og indgik også i nogle fine vokalharmonier, der smukt føjede sig ind mellem bandets melodiske og sørgmodige guitarfigurer, der gik lige i doomhjertet.

Klassisk sceneshow

Bandets bassist, Jimmy Mattsson, fungerede som frontmand. Han har åbenbart lige afløst bandets gamle bassist/vokalist, men det var ikke til at se, at han var ny i bandet, for han håndterede frontmandsrollen med stor selvsikkerhed og jokede selvironisk og afslappet med, at publikum ikke rigtig kendte dem. Og så skal man heller ikke undervurdere værdien af guitarposeringer – det kunne Isole også finde ud af, ligesom Mattsson mod koncertens afslutning hævede sin bas mod himlen. Herligt med den slags klassiske metaldyder. Man skal være lavet af sten for ikke at elske den slags.

Men alt det ville jo være ligegyldigt, hvis ikke musikken holdt (okay, det ville det måske ikke. Jeg elsker virkelig, når bands hæver deres instrumenter mod himlen). Det gjorde den, hvor bandet med afsæt i den klassiske doom og tendenser henad While Heaven Wept  fik åbnet Ungdomshusets store scene i endog meget fin stil. Trommeslageren lavede en masse små lækre finesser, der gav bandet et anstrøg af progressiv doom og spillede i det hele taget glimrende. Til gengæld var jeg mindre begejstret for passagerne, hvor bassisten ikke sang, men growlede. Det virkede ikke nødvendigt, og stilistisk stak det lidt ud. Det var nu mindre fejl i en ellers aldeles fornøjelig koncert, og publikums glæde ved denne ægte, uforfalskede metal resulterede oven i købet i et ekstranummer.