HDDT'14: Fredag

Populær
HDDT'14: Fredag

Devilutions gæsteskribent kom lidt skævt ind på andendagen, men blev samlet op af Dread Sovereigns charmeoffensiv og væltet bagover af nogle orgelspillende bedemænd fra Italien.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doom Town
Spillested
Dato
02-05-2014
Genre
Forfatter

De gode intentioners dag. Op i ordentlig tid, få torsdagens kæfert under kontrol, lufte hunden, æde, jævne skidtet, ud og være der i god tid til finske Oranssi Pazuzus dommedag. Men gode intentioner er til for at skide i havet, så i vanlig dårlig stil ankom jeg alt for sent til Ungeren til rigtig at være i stødet til etwas brutales. Desuden var jeg mærket af, at den 5A, jeg netop havde siddet i, var nærmest dækket af bræk. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, om det mon var en jeg kendte, der var ansvarlig, eller om det var et tegn på kommende tider. Hold igen med porteren og Hancocken, syntes budskabet at være.

Jeg hader at ankomme for sent eller senere end planlagt, sådan lidt hektisk. Stress er en koncertdræber, så i stedet for at kvase mig ind i mørket og den øredøvende lyd på Main Stage fandt jeg mig nogle venner, nogle bajere og et strategisk sted at sidde, lige ved indgangen til Main. Så var det stadigvæk muligt at løfte hovedet og lytte, når der væltede noget interessant og nærmest black ud af døren, samt drikke bajere, når det bare lød lidt middelmådigt på afstand. Gårsdagens eskapader samt Hans B.’s lookeri skulle jo også lige diskuteres og af vejen, inden man rigtig kunne koncentrere sig om musikken.

Efter en lommelærke på omgang og en håndfuld bajere følte flokken sig i stødet til en omgang riffs med riff på. Nogen skreg ”Dread Sovereign! Primodial dudes, old school mædl!”, og af sted var vi. Ind i mørket, bajer i hånd, gode mennesker over alt. Inden længe havde jeg pludselig tre bajere i hænderne. Aah, the bliss! Herligt når folk glemmer at koordinere tissetur og ølkøberi, så ender man altid med lige den rette mængde bajere. Det eneste, der manglede, var en smule røg. Som en ånd ud af flaske stod jointmaster Ausi der, med en kæp af det værste, kradse stads, der kan opdrives overhovedet. Skinken, der ellers havde svoret, at hun skulle have en blid HDDT, fordi hendes hjerne skulle bruges til formidling i næste uge, måtte se sig slået. Igen! Nederlaget var også heftigt torsdag nat. Man hvad fanden gør man lige, når universet rotter sig sammen mod én og bringer fede og øl og lommelærker i stride strømme!

Nu manglede vi bare, at universet bragte os riffs. Fææst, nu! Om Dread Sovereign var den fest, vi håbede på, er der vist delte meninger om, men jeg så næver, pegende fingre og boppende hoveder. Mine egne nakkemuskler rykkede det også i. Det er svært ikke at lade sig charmere af et band, der måske ikke lige opfinder den dybe tallerken, men som i det mindste så rent musikalsk tilbeder mestre som Saint Vitus og Venom. Ekstase blev der i hvert fald for en stund, da tonerne af Venoms 'Live Like an Angel, Die Like a Devil' øffede ud over Main Stage som en gedigen omgang kreidlerrock. Nogle gange er middelmådige covers af mesterlige sange lige det, man har brug for. Glæden var stor, salige smil, nogle smil dog medlidende og overbærende. Der var fest blandt metalsinkerne og morskab blandt de romantiske doomfolk. Alle var glade.

Efter Dread Sovereign blev folk hængende lidt indenfor. Det var fælt lyst udenfor. For lyst. Der var lemmer, der ikke ville, som jeg ville. Jeg havde reelt tænkt mig at liste over og se en snas af Leechfeast, men tanken om flaskehals og masen rundt virkede som en dårlig idé i betragtning af, at jeg med besvær kun lige holdt mig oprejst. Desuden var det essentielt at holde formen i top, dermed essentielt at holde sig nær en nemt tilgængelig bar og nemt tilgængelig røg, fordi det næste på programmet var italo-doomproggerne Abysmal Grief. Et for mig ganske ukendt band, men flere havde stukket til mig og sagt, at det sgu nok lige var min skuffe. Noget med orgel. Orgel er roden til alt godt og ondt, skulle det vise sig.

Horrororgel og dæmonisk latter

Abysmal Grief stak totalt af ud i horrorland, med alt hvad det indebærer af dæmonisk latter, gale prædikener og orgel. Masser af orgel. Ud over at stikke af generelt, så stak de også af med titlen som festivalens absolutte højdepunkt og muligvis årets koncert oveni. Jeg følte mig nærmest privilegeret over at få lov til at se dem live i så mægtig en form uden at kende en skid til dem i forvejen. De bedste introduktioner til nye favoritbands er, når man intetanende lusker ind for at se noget fedt og så bliver losset noget så grundigt i røven. Kraftpræstation er kun et fattigt ord. Abysmal Grief!

Det navn blev gentaget mange gange resten af aftenen, der også bar præg af, at intet rigtig ville nå de højder, der lige var blevet nået på Main Stage. Derfor skal man jo ikke være et skarn og undlade at snuse til lidt flere af de programsatte navne, men først det obligatoriske pitstop i gården. Der var næver, der skulle rystes anerkendende i face på folk, der var lige så oppe at køre over Griefen, der var bajere, der skulle drikkes, og burgere, der skulle ædes. Godt med ristede tånegle, snot, tyndskid og ketterblod i. Det var svært at slippe Abysmal Griefs skrækunivers, alt blev transformeret til ren gru og fætter maddike. Fik jeg sagt, at de var fede?!

Efter indtagelse af superbe veganerburgere stod funeral doomsterne Loss klar til at tage tingene ganske betragteligt ned i tempo inde på Main. Jeg fik konnotationer til Black Shape of Nexus, som jeg dog kun kender for deres tunge og slæbende sæt på Roadburn i 2008, og som også sportede en gigantisk og frygtindgydende forsanger, nøjagtig som Loss. Frygt eller ej, jeg kunne ikke helt komme nok ned i tempo til at blive suget ind i koncerten, den italienske horrorbus til helvede sad fortsat solidt i kroppen. I stedet for at tvinge kroppen i doomtomgang besluttede vi os for at prøve os frem med noget Glitter Wizard. Der var garanteret fest og hurtig guitar. På plade appellerer de ikke til mit iskolde stenhjerte, men det er sket før, at ting folder sig anderledes ud live, tænkt bare på Uncle Acid and the Deadbeats. Lidet mindeværdige skiver, gode koncerter.

Glittertroldmand med gæsteastronaut

Hvorom alting er, Dr Space fra Øresund Space Collective gav den som gæsteastronaut, hvilket efter sigende gjorde koncerten en del bedre end forventet. Jeg holdt ud i to numre, den glitrede troldmand kunne drysse nok så meget ønskestøv ud af ærmet, jeg var ikke overbevist. Desuden var det svært at komme længere op foran, flaskehals og alt det der. Umiddelbart virkede det, som om det var et krav at komme op foran og feste med, hvis det skulle fungere. Mine fødder gjorde også ondt, og min rockemuskel, den der lange mavemuskel, man normalt ellers aldrig bruger, medmindre man spiller følt luftguitar, brokkede sig gevaldigt. Det var ved at være sengetid for undertegnede. Nogle onde italienere havde stjålet al min energi, sat orgel på repeat i mit hoved og gjort mig opmærksom på muskler, jeg ikke anede, jeg havde. Stærkt, stærkt, åååh så stærkt.

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:
ABYSMAL GRIEF
DREAD SOVEREIGN
LOSS
og
ORANSSI PAZUZU