Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Doom og okkultisme

Updated
Doom og okkultisme

Dread Sovereign er et nyt band fra Primordial-frontmand Nemtheanga, og den første fuldlængdeudgivelse byder på solid doom med et okkult og old school twist.

Titel
All Hell's Martyrs
Dato
24-04-2014
Genre
Karakter
4

Efter en kort intro sparkes 'All Hell's Martyrs' noget så eftertrykkeligt i gang med 'Thirteen Clergy', som er et fantastisk nummer med en stemning meget lig det formidable nummer ' " target="_blank">Plunging Into Ash Tombs' fra danske Dwell (med ex-medlemmer af Cerekloth). En forskel, der er værd at nævne er dog, at Nemtheanga primært synger med sin rene vokal, mens Dwell growler. Netop den rene vokal fra Nemptheanga har aldrig været noget fra alle, men har man overgivet sig til den, så bruger tilhængere ofte meget, meget positivt ladede ord om den specielle vokal.

Til Dread Sovereigns kollage af tung bas i en herlig smadret lyd, tung guitar og et mere melodisk guitarlag ovenpå vekslende fra ren guitar til leads, så passer vokalen perfekt: det sætter en mystisk og dyster stemning, passende som fod i hose til teksterne, som ikke er bange for at bringe selveste Lucifer på banen. Den okkulte scene er sat.

Med undtagelse af nogle få introer, så er skivens numre lange - fra 6 til 13 minutter. De er solide og pakket i en old school produktion, som er så langt, man kan komme fra moderniteter og mastering til "max". Der er med andre ord plads til en nærmest storladen dynamik i lydbilledet, når anlægget skrues godt op.

'Scourging Iron' minder tildels om førnævnte 'Thirteen Clergy', men ellers er der god variation i sangene til trods for musikkens simplicitet og bevidste karakteristika, som går igen på albummet. 'Pray to the Devil in Man' er forførende fra start til slut, mens den lange 'We Weild the Speir of Longunus' starter i det mest langsomme doom, og ville være en skidt åbner, da det for fuldt udbytte betinger, at man er blevet oplsugt af musikken og stemningen. Men halvvejs i det 11 minutter lange nummer sættes tempoet op, og et væld af stærke melodier dukker op fra guitar og vokal. Skiftet er overraskende, men det fungerer fremragende.

Dread Sovereign siger selv, at de bygger musik på et fundament af doom som Saint Vitus og Cirith Ungol mixet med en okkult herlighed a la Venom. Det er ikke meningen, at det skal forny noget som helst, og man kan måske også godt mere end ane grundlaget, men alligevel, har bandet ramt en lyd, som virker som bandets egen. Bandet er skabt af Nemtheanga og det er også ham, som i lyden bærer en stor del af æren for denne personlige lyd: hans røst er speciel, og så er det også specielt, at få en så grumset baslyd på et doom-album, hvor der fortrinsvis synges med ren vokal.