Oprør på tid
Toldermania blev til en ualmindelig veloplagt aften med en bredde i de musikalske indslag, som gør arrangementet ære.
Der var lagt op til en aften af den hidsige slags, da Toldermania 2026 slog dørene op til Pumpehuset kl. 18.00 med første koncert allerede kl. 19.00. For de, der ikke kender Toldermania, er det en føljeton af koncertarrangementer opstået i Smertegrænsens Tolderes øvelokale. Den første Toldermania løb af stablen i 2017, og man kan roligt kalde det en institution på den danske metalscene.
Enkle regler - for alle
Reglerne er enkle: Hvert band har 20 min til sit sæt, setup’et er minimalistisk, change over er hurtig og det hele foregår helt nede på gulvet – bogstaveligt talt. Pumpehusets store scene var derfor omdannet til en kæmpestor merchbod, og højdeforskellen udlignet af bredde trapper der tjente os, der er lidt vertikalt udfordrede godt. Musikken, den var på gulvet. Nu kan man indvende, at det hverken gør noget godt for udsyn eller lyd at placere bands på gulvet med de begrænsninger det giver for PA’ens kapacitet - eller den yderste ring af publikummer.
Men det fungerede virkelig godt. Det tog det formelle ud af hele koncerten, og selvom visse indslag på de sociale medier sarkastisk kommenterede et ret storsnakkende publikum, så irriterede heller ikke dét i samme grad. Der var ligesom plads og albuerum nok til at de, der ville høre musikken kunne det, og de, der ville sludre, også fandt sig et sted til det. De "skrigende halse", som ellers godt kan opleves til koncerter - altså dem, der insisterer på at vende dagen på kontoret på et dB-niveau, der konkurrerer med lyden fra scenen - var heller ikke rigtig at finde. Så jo - der blev sludret, men på en måde på den rigtige måde.
Hulter til bulter
Rækkefølgen af bands var ikke meldt ud på forhånd – ingen over eller under hinanden – og aftenens første indslag var Nyredolk, der fik sat godt og grundigt fart i pitten med sit hidsigt-punkede black metal. Det var festligt, kaotisk og præcis, som det skulle være. Og det var da heller ikke alle ni bands, der i samme grad formåede at trække en pit op eller have så mange publikummer. Nyredolks musik passer fænomenalt til formatet for Toldermania, og at dømme efter det lidt, jeg kunne se, havde både Nyredolk og publikum en aldeles fremragende fest i de 20 minutter, showet varede.
Efter ti minutter – præcis længe nok til masse sig op til baren (gudsketak og lov for hvid januar, der reducerede bar-køen betydeligt) – var det tid til næste levende billede, der kom i form af Inertials, der spillede deres debut denne aften. Det kunne nærmest ikke være en federe start for et band, der med afsæt i screamo-hardcore også satte gang i festen med det samme. Det betød dog ikke, at der ikke blev plads til melodierne og opbygninger, der stod som god kontrast til de hidsige, næsten forpustede stykker. Og så var de 20 minutter også gået. De går hurtigt, når man er godt underholdt. 
Og med et stopfyldt Pumpehuset var det heller ikke svært at falde ned i gode snakke, men knapt var samtalen begyndt, før aarhusianske Båndet skruede op på 11. To EP’er har aarhusianerne i ærmet og formatet på Toldermania svarede vel sådan ca til EP25 + en halv EP24. Noget i den stil. 
Den tørre, skarpslebne lyd i deres musik var perfekt som ganerenser mellem Inertials og aftenens proggede indslag i form af Psudoku, der også var det første “afviger”-indslag.
Hvor de foregående tre bands alle bevæger sig inden for punk med de variationer, der nu måtte være, så havde Psudoku helt andre planer. 
Deres proggede grind - af bandet selv kaldet space grind var et frisk pust ind i aftenen. Deres elektroniske elementer var … specielle, og jeg er ikke helt sikker på, at det ramte præcis, som det skulle. Derfra hvor jeg stod, blev det lidt dominerende og stjal fokus enkelte steder, men jeg afviser ikke, at andre har haft en anden lydoplevelse et andet sted i salen. Det er charmen ved denne type DIY-arrangementer.
Bidske og groovy toldere
Og bedst som vi alle sammen gik og troede, at der trods alt måtte være et uformelt, uudtalt hovednavn gemt i Smertegrænsens Toldere overraskede de ved at gå på som femte band. Fotografen måtte i hast og med fare for slemme forbrændinger sluge sin ramen, mens folk i rygeskuret fik travlt med skodde cigaretterne. For selvom de ikke vil kaldes hovednavn, ville det være naivt at lade, som om de ikke rent faktisk er hovednavn.
Der blev lynhurtigt godt pakket i salen, mens Smertegrænsens Toldere overholdt ikke bare én, men to tolderregler. Ingen numre var længere end to minutter, og det ene afløste det andet i en form for hidsig musikalsk kæderygning, mens hele salen havde en fest. Det er måske ikke så nyt og spændende, som det var engang, men de ved fandeme, hvordan man spiller op til dans, og der var veloplagt på “scenen” og på gulvet, hvor også enkelte fandt anledning til en lille flyvetur. 
Bidsk, fedt og groovy som fanden.
Freejazz er også en slags punk
Det var aftenens sjette optrædende også. Men på en HELT anden måde. Dancer, der blandt andet tæller trommeslageren i SVIN!, Thomas Eiler, var næste levende billede. Leder man efter bandet på sociale medier finder man primært en navnebror (eller -søster) i Glasgow. 
Dette Dancer spiller freejazz. En guitar, en trompet og en trommeslager. Hvem har også brug for bassister? Trompeten løb i vekslende fart og gangart hen over musikken, hvor trommer og guitar legede kispus. Dancer blev aftenens mest aparte indslag, og efter min mening også aftenens mest geniale booking. Der er intet galt med punk, eller med screamo, eller bøllet black metal, men vi skal også lige have den dér ret på menukortet, som overrasker. 
Det er fedt at et arrangement med så stor tilslutning som Toldermania også lige får præsenteret noget nyt for folk. Som forventet var der ikke mange i salen til Dancer sammenlignet med de andre bands, og formatet passede måske heller ikke så godt. Freejazz skal helst have plads at udfolde sig på – også over i tid. Det blev derfor til et intenst, men lidt amputeret forspil i selskab med Dancer og så var det pludselig slut. Men Dancer fik vist os, at på bagsiden af månen kan vi sagtens mødes i musik, der helst ikke skal be’ om regler.
Pleaser skal helst heller ikke be’ om regler. I hvert fald ikke de traditionelle regler for, hvad f.eks kvinder kan og ikke kan. Der er ikke så meget, Pleaser ikke kan, og de spiller medrivende og levende til stor fornøjelse for publikum.
Annie Nyvold på vokalen lød dog desværre lidt, som om hun løb tør for luft, og det var lidt ærgerligt for de ellers slagkraftige numre og stærke lyriske budskaber, som blev leveret med lidt svagere stemmeføring end normalt. Pleaser er ikke nye i Toldermania-sammenhæng og optrådte langt mere hjemmevant og selvsikkert end sidst, jeg så dem (for efterhånden tre år siden).
Tekster, der fryser hjertet til is
Selvsikre var aftenens næstsidste band også. Det var ingen ringere end Lack, der indtil for et par år siden holdt en dejlig lang pause på en 13 års tid, men som har været tilbage i et par år. Lack er rutinerede, de har ting på hjerte, og de kom, så og sejrede, da de i 20 minutter spillede et eminent sæt med nye numre og tekster, der krøb ind under huden og frøs hjertet til is. Lack bider fra sig. 
Lack bider hårdt. Og deres tekstunivers er hårdt, tungt og hudløst. Men de forfalder aldrig til det sentimentale, for de mener hvert et ord, og de mener hver en node, men som en konstatering snarere end et råb om hjælp. Det var en stærk oplevelse, og heldigvis lader det til, at Lack er tilbage sådan rigtigt ægte. 
Og hvem anden end St. Digue til at slutte aftenen af? Med sin rå, mørke elektroniske musik krydret med guitar er St. Digue blevet til et navn i en fart i metalverdenen. Og råt og mørkt som den iskolde januaraften udenfor var St. Digue også denne aften. Vi har her på redaktionen ved en tidligere lejlighed udråbt projektet til Årets Danske Navn. Og det holder fortsat, men ligesom jeg også har svært ved at se udviklingen i fx. Perturbator, så kan jeg få lidt af samme følelse med St. Digue.
Ikke fordi der ikke sker noget på kompositionsfronten, for det gør der skam, men der måtte bare gerne ske endnu mere. Og Sophie Lake og Annie Nyvold, der normalt slår deres folder i Pleaser, var som så ofte før med på vokal, og uanset hvad, så var det opskriften på den perfekte afslutning på en fed aften i Pumpehusets mørke.
Og sådan sluttede en intens aften med meget forskellige musikalske indtryk. Formatet med 20 minutter til hvert band er faktisk en fuldkommen genial måde at smide nye bands eller bare nye ansigter i metalverdenen på scenen. En masse små hapsere, som hver for sig alle sammen smagte efter mere, men som til sammen udgjorde et solidt måltid. En vellykket aften som få. Derfor er det også arrangementet i sin helhed, der får karakter denne gang. 5 kulsorte firkanter til Toldermania 2026.