Femhovedet hardcore-monster bed fra sig

Populær
Femhovedet hardcore-monster bed fra sig

Stengade var omdannet til en slagmark, da nogle af hovedstadens fremmeste aktører på hardcore-scenen varmede hinanden og det talstærke fremmøde op med en intens forfriskning fra nordvest. Hele tiden tæt på kogepunktet, men lange skift tog desværre toppen af trykket.


Kunstner
Titel
+ Smertegrænsens Toldere + Église + Redwood Hill + Czar
Spillested
Dato
06-02-2016
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det lød som en rigtig god idé. Find et spillested. Saml alle bands, der på en eller anden måde har haft noget med The Psyke Project at gøre, og krydr det med en tyr fra Jylland. Og brænd lortet ned. Det skete også næsten på denne på papiret vilde aften, der havde trukket selv undertegnede ud af kløerne af sin årlige syge-uge, hvor fysikken går i stykker, næsen stoppes, og en generel elendighed føles i hver bevægelse. Men hovedet, det fejlede næsten ingenting. Og det viste sig også at være det rette valg. Selvom forestillingen, om at de fem bands i et intenst ridt ville skynde sig med at skifte hinanden ud på scenen og dermed også gøre kort proces, langt fra blev opfyldt.

I stedet blev aftenen desværre præget af alt for lange skift mellem hver af de optrædende bands, der ikke svingede så meget i lyd og udtryk, at det havde været nødvendigt med så grundige soundcheck før hvert nyt band. Retfærdigvis var lyden også særdeles fremragende. Men alligevel, til et hardcore-show er der ikke noget i vejen med lidt skratten, hvis det betyder, at publikum kan blive holdt varme uden alt for lange pauser. 

Braget fra Terminator

Første band var LLNN, der er centreret omkring trommeslager Rasmus Sejersen og guitarist/vokalist Christian Bonnesen, der begge slog deres folder i The Psyke Project. Musikken er post-apokalyptisk post-metal spillet af onde robotter forklædt som mennesker. TUNGT som meget få andre. Fyldt med slugdet riff, bastante trommer, desperate og vrede brøl med et raffineret lag spooky synth indover, som fuldender LLNN's spændende soniske angreb. Jeg frygtede på forhånd, at netop de ville have svært ved at overføre deres monstrøse numre til scenen, men der var absolut ingen grund til tvivl. Den halve time de fik var – musikalsk set – aftenens højdepunkt. Også selvom bandet undervejs lod sig rive lidt ud af den mørke stemning, som forsvandt i rusen af mange venner i salen. Forståeligt nok. LLNN fik vist, at de mestrer deres egne ambitioner til fulde. Og et eller andet sted er der også noget betryggende og rart ved at vide, at en af landets umiddelbart mest brutale orkestre består af nogle af de mest velovervejede og flinke mennesker i miljøet.

4/5

Tog tyren hårdt ved hornene

Andet band var et gensyn med en af de rigtig tunge på den danske heavyscene. Med en ryg stor nok til at huse en tyr er der altid noget opløftende ved at se Jacob Bredahl betræde en scene. Som forsanger i Hatesphere var han måske den bedste metal-frontmand, Danmark nogensinde har haft. Uden at glemme tiden i blandt andet Barcode og genopstandelsen i The Kandidate. Og netop Barcode slog ud som den mest sigende reference denne aften, hvor Jacob Bredahl på guitaren fræsede igennem med sine Smertegrænsens Toldere på ægte hardcore-maner. Intet filter, bare ren, punket aggression med en livlig forsanger, der også svinger ordene i Tæve. 12 minutter. Sådan. Velkommen til. Som fotografen kækt bemærkede, så var det også opløftende at se fire ældre mænd give ungdommen baghjul og minde os alle om, at det aldrig handler om alder, men altid om at have den rette attitude.

5/5

Atmosfærisk hardcore-drøn

Så var han der igen. Sidst Martin Nielskov, den velrenommerede forsanger fra The Psyke Project, indtog en scene, var i min erindring i Pumpehuset, hvor førnævnte band lukkede ned med et af danmarkshistoriens mest eftertrykkelige afskedsshow i efteråret 2014. Hurtigt frem til 2016, hvor bandet nu hedder Église. Et ældre band på den københavnske hardcore-scene, som dog først for nylig er begyndt for alvor at få noget luft under vingerne. Med Martin Nielskov har bandet fundet den perfekte mand til at styre de kaotiske løjer med sin bestialske skrigevokal. Genremæssigt befinder Église sig et sted mellem Converge og The Secret med et langt større fokus på atmosfæriske melodier, blastbeats og et i det hele taget imponerende højt støjniveau. På scenen virkede alle medlemmer opslugte af deres egen vanvid, mens de lod den ene storladne lavine ruller sig stor og magtfuld efter den anden. Et lidt større fokus på en mere varieret sangskrivning, så det hele ikke drukner for meget i effekter og animalsk vrede, ville være det sidste prik over i'et for Église.

4/5

De hævnende hættetrøjer

Aftenens fjerde artist var Redwood Hill. Det københavnske post-metal-orkester, som tidligere har imponeret med deres visuelle og stemningsfulde shows. Noget, som denne aften både var godt og skidt. Godt, fordi Redwood Hill er hamrende dygtige og skriver nogle stærke post-metalnumre, som de leverer til perfektion live. Skidt, fordi deres sceneshow måske er ved at føles en anelse brugt. Det mørke lys og hættetrøjerne skaber en effektiv mystik, der fremhæver den både grusomme og blide storladenhed i deres længere kompositioner, men det må heller ikke blive alt forventeligt. I vores interview med dem om deres optræden på dette års Copenhell fremgår det da også, at der er sat nye ingredienser i kog.

3/5

Marijuana og gedehoveder

Sidste band på plakaten var Czar. Et slags superband på hovedstadens hardcore-scene. Med medlemmer fra både Helhorse, Rising og Église. I front var nemlig igen Martin Nielskov. Og hvor vi tidligere på aftenen så ham i vanlig hardcore-uniform med jeans og en band-shirt, var det nu blevet tid til at gå Rambo! Med et bånd om hovedet, krigsmaling og synlige overarme tog det ikke lang tid at finde ud af, at Czar er et ustyrligt aggressivt væsen fra landet med gedemennesker og joints så store som rundetårn. Masser af blast, vildskab og nøgne kroppe forvandlede Stengade til et forhistorisk slagsmål i kampen om at tænde den største ild. Det var svært at finde hoved og hale i musikken, men hardcore var det i hvert fald. Hvis det tidligere på aftenen havde virket en smule seriøst, så var Czar den forløsende fuckfinger, man har brug for, når hjernen allerede er kørt ned. Mange, unge som gamle, må have følt et lille rush i kroppen, da Martin Nielskov halvvejs igennem sættet tog sig tid til at skue ud over den imponerende store svulmende og dansende masse af tilbedere og efterfølgende i et post-poetisk øjeblik med en aura meget større end musikken selv, som en ægte leder, konstatere: "hold kæft, jeg elsker den københavnske hardcore-scene!"

Kærligheden blomstrede uden tvivl til den lyse morgen.

4/5