Copenhell 25: Fællessang, fælledans og frieri
Populær
Alderen og årene har også sat sig på snart 70-årige Billy Idol, men han sørgede stadigvæk for en fin fredagsfest på Copenhell, hvor der var plads til både fællessang, fællesdans og frieri.
“Still Dancing”, erklærede Billly Idol indledningsvis. Hvilket var godt at vide. Manden er trods alt 69 (70 år den 30. november). Nummeret fra hans aktuelle album, 'Dream Into It”' hvor den gamle engelske 70’er-punker, senere 80’er pop rock-MTV fænomen, ser tilbage på årene og livet, der er gået.
Heldigvis ser Billy Idol også tilbage i tiden i sit sætlistevalg. Ja, selvfølgelig er han det. Hans bedste og største eviggrønne hits er fra start-80'erne, og var dem, der skulle garantere en gedigen fredagsfest på Copenhell.
Ja, metal-festivalen, hvor Billy Idol har stået som det ganske skæve headlinerrnavn, men på Helviti scenen også med sin faste guitarist gennem solokarrieren, Steve Stevens. Han giver Idols melodiøse poprock og elektroniske elementer en nødvendig dosis vitalitet og vildskab med sine rå rockriffs. Måske lidt i den overgearede ende, men lad nu det ligge. Den ældre Billy Idol havde brug for en pause og lidt luft, så ind med et par guitarsoloer eller tre.
Billy Idols musikalske formel er af den ægte 80’er skole, som vi kender den fra Def Leppard, Europe og ZZ Top, der alle tidligere har optrådt på Copenhell. Sidstnævnte (i form af sanger/guitarist Billy Giibbons, som dog diskede op med adskillige 'Eliiminator' numre, der så klart eksemplificerer den nævnte 80’er formel).
Strithåret og den forvredne overlæbe er stadig den 69-årige Idols visuelle kendetegn, og inde fra sin erfarne rocksjæl krængede han nok en gang lækre rockhits ud som 'Flesh For Fantasy', 'Eyes Without A Face', 'Rebel Yell' (med fællessang) og ekstranumre som “Dancing With Myself” (med fællesdans), “Rebel Yell” og den svedige sætlistelukker “White Wedding” (hvor jeg i parentes bemærket lige friede til min kæreste gennem ni år, og hun sagde ja).
Still Dancing? Joda, gennemgående sådan på den feststemte fredag aften på Copenhell, som dog også havde dets lidt mindre glødende momenter. Indrømmet.
Copenhell har brug for hits og fællessang (og dans), og det fik vi med Billy Idol, og så kan vi ellers tage den “ideologiske” diskussion om hvad der hører til Copenhell - og hvad der ikke gør - når vi har samlet os en smule igen mandag formiddag og i tiden fremover.
Om ikke andet: “It’s a nice time for a white wedding”. Så meget tør jeg dog at fastslå om fremtiden.