Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud. 

I morgen spiller duoen John Cxnnor for anden gang på Roskilde Festival. Med sig har de taget Witch Club Satan, og publikum skal vente sig noget anderledes. Noget, der skaber synergi. 

Det er vildt moderne med læringspunkter, lessons learned, feedback – kært barn har mange navne i bullshit bingo-spillets uendelige ordforråd. Men der er faktisk noget om snakken. For hvordan bliver vi bedre, hvis ikke vi tør kigge tilbage og tage ved lære af fortiden?

Jeg er som oftest ikke at finde i anmelderhæren alle dage på Copenhell, men lørdag tog jeg en fuld dag, der endte med en masse musik, alt for mange skridt, for få øl og en masse rod med at finde nogen som helst. 

Onsdag bliver en af de travle for folk med hang til skæve vinkler på afprøvede genrer – og så skal vi naturligvis ikke kimse ad Deftones, der spiller en længe ventet midnatskoncert på Roskilde Festivals største teltscene, Avalon. 

Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem. 

Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne. 

Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum. 

Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container. 

De svenske pionerer i In Flames startede koncerten i varmen fra flammerne i Copenhells tårne og holdt niveauet hele vejen til mål. 

Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement. 

Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy. 

Mnemics homecoming blev en rejse ned ad ungdommens gade og viste overraskende aktualitet i et stramt spillet sæt, hvor næsten ingen fingre sad forkert. 

Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt. 

Gensyn med Slipknot, fræs med Sodom, melodi med In Flames eller hvad med en tur i Gabestokken? Mulighederne er mange, når logistikken skal gå op på en tætpakket sidstedag på Copenhell 2025.

Åbningsdagen er næsten ét stort gensyn med navne, der før har spillet på festivalen, og byder på årets svageste dag. Men mon ikke vi nok skal få serveret et par stærke koncerter fra de 19 bands, der er på onsdagens program. 

Valerian Swing har åbenbart sat sig for at smadre alle kasser, og det gjorde de noget så eftertrykkeligt, og de var for skribenten den klare vinder i kategorien "Årets bedste booking".  

Frail Body overraskede enormt positivt og spillede, som gjaldt det livet til fredagens første Store Vega-koncert. Desværre forblev arbejdsdelingen fast, og den lovede ud-af-kroppen-oplevelsen udeblev. 

Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt. 

Oranssi Pazuzu kontrollerede kaos, da de lukkede ned for Vega på ACW's førstedag.