Baest henlagde - trods de dybe rødder i det østjyske - deres fejring af det seneste pladeudspil til Byhaven i ærkekøbenhavnske Pumpehuset, men beviste, at de kan fylde pladsen, uanset hvor de befinder sig.
Der er varmt ude som inde, og der er kommet fuld tryk på kedlerne på landets spillesteder og DIY-festivaler. Hele fire festivaler kan du komme til i denne uge, og gider du ikke det, er der masser af alternativer live og på plade. Det er bare om at komme i gang.
Steve Von Till lagde vejen forbi Karlsruhe på en regnvejrsonsdag, og intet kunne have været mere perfekt.
Fredagen på Roskilde Festival startede og sluttede med et brag, mens midten blev reddet af godt selskab og en overset spaghetti-bod.
John Cxnnor og Witch Club Satan viste os en anden side af deres samarbejde og udfordrede sit kernepublikum med en anderledes og potent koncert.
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil.
Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen.
I morgen spiller duoen John Cxnnor for anden gang på Roskilde Festival. Med sig har de taget Witch Club Satan, og publikum skal vente sig noget anderledes. Noget, der skaber synergi.
Det er vildt moderne med læringspunkter, lessons learned, feedback – kært barn har mange navne i bullshit bingo-spillets uendelige ordforråd. Men der er faktisk noget om snakken. For hvordan bliver vi bedre, hvis ikke vi tør kigge tilbage og tage ved lære af fortiden?
Jeg er som oftest ikke at finde i anmelderhæren alle dage på Copenhell, men lørdag tog jeg en fuld dag, der endte med en masse musik, alt for mange skridt, for få øl og en masse rod med at finde nogen som helst.
Onsdag bliver en af de travle for folk med hang til skæve vinkler på afprøvede genrer – og så skal vi naturligvis ikke kimse ad Deftones, der spiller en længe ventet midnatskoncert på Roskilde Festivals største teltscene, Avalon.
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne.
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container.
De svenske pionerer i In Flames startede koncerten i varmen fra flammerne i Copenhells tårne og holdt niveauet hele vejen til mål.
Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement.
Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy.