AWC 26: Ikke så meget post
Sunken befriede A Colossal Weekend for bindestreger og genre-bending med en på alle måder storslået koncert i Store VEGAs historiske omgivelser.
Jeg må med skam erkende, at jeg ikke har formået at fange Sunken live siden engang for 200 år siden, hvor de spillede på det hedengangne Tape i Aarhus (Musikcafeen for os over 40). Dengang havde jeg ikke anmelderbrillerne på, men husker koncerten som god, omend noget usynlig rent visuelt, da bandet var stort set forsvundet i blåt lys og scenerøg i en skala, der nemt kunne konkurrere mod Sunn 0))).
De har sidenhen fået en del flere koncerter under bæltet, et par tours i udlandet og er blevet et større navn, så denne lørdag aften var de sat på programmet i Store VEGA. Et spring, der gjorde mig en smule bekymret, for det er en stor sal at fylde, og større navne har fejlet den opgave. Men Sunken gjorde min bekymringer til skamme. Big time.
Black – bare black
Uden nogen former for bindestreger eller post foran eller bagved leverede jyderne et brag af en koncert, der af nogle blev omtalt efterfølgende som deres ACW 26-højdepunkt. Altså for hele festivalen. Der skal typisk lidt til, men selv om de ikke inkasserer magasinets eftertragtede top-topkarakter, så var de ikke langt fra med et show, der fra start til slut var professionelt til tænderne med enkelte jysk-charmerende kommentarer imellem numrene fra forsanger Martin Skyum Thomasen.
Sunken har skiftet lidt ud i besætningen så de eneste to originale medlemmer var Skyum og guitarist Simon Skotte Krogh, men de nyeste medlemmer gjorde det bestemt fremragende, og ingen skal have mere hæder end andre. Og så alligevel. For Skyum var ankeret i koncerten, manden i front, med et skrig, der flåede sjælen ud af røvhullet og med luft som en fridykker i verdenseliten. Vokalen var simpelthen helt hjernedødt god, og med god afveksling mellem det tunge, mørke og de hidsige, episke stykker spillede Sunken ganske enkelt det, de hævder at spille: Atmosfærisk black metal. Uden bindestreger eller andet vedhæng.
Aldrig kedeligt
Det er forholdsvist sjældent, at black metal i denne gren af genren kan slippe afsted med at spille i en time, uden at det sætter sig i gabemusklen. Men Sunken havde sat et sæt sammen, som aldrig rigtig tillod lytteren at kede sig, og så havde de en finte, som andre bands godt kunne lære lidt af. I stedet for at bøvle alt for meget med broer, der alligevel aldrig kommer til at virke, eller en røvsyg rundgang på trommesættet, så bruger man da bare vokalen. Se, dét kan alt muligt, og hos Sunken bandt det flere gange det tunge og det smadrede sammen til en helhed. 
Og selvom jeg kunne skrive side op og ned om hvor fed Skyums vokalarbejde var, så skal resten af bandet bestemt også have ord med på vejen. For det var et særdeles godt sammenspillet band, der stod på Store VEGAs scene lørdag aften. Udtryk, præcision og en lille udefinerbar legesyge, særligt i trommearbejdet, viste, hvor langt Sunken er kommet, siden de næsten stod på gulvet på Tape indhyllet i røg og damp. Skottes guitararbejde var solidt, bastant og uhyggeligt præcist, mens trommeslager Joachim Højer Larsen spillede forfinet og elegant, særligt i de stille stykker, der heldigvis blev drysset ud over sættet med løs hånd. Det er i kontrasterne, Sunken virker bedst. Som når Skyum lakonisk siger: “denne her sang handler om lykke” (med reference til bandets seneste fuldlængde fra 2025, ‘Lykke’), lige inden bandet gav på fuld æde på smadder.
I det hele taget var der ikke mange hår i suppen, og skal man vælge noget, var det, at Skyums dybe vokal simpelthen forsvandt i mikset. Det var lidt ærgerligt, men gjorde ikke nogen større skade, og der skal i hvert fald ikke gå 200 år, før jeg fanger Sunken live igen.