Slip banden!

Populær
Slip banden!

Viljen og evnen var god til Blastbeasts The New Shit Showcase, men det haltede bekymrende for kreativiteten.

Titel
Blastbeast
Spillested
Dato
11-01-2014
Trackliste
Evra
Sunken
L.A. Collection
Decay Of Existence
Bersærk
Mental Coma
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

For et års tid siden iværksatte vennerne ovre på Blastbeast en god og meget sympatisk ide: Sitet ville sætte fokus på de nye, fremadstormende bands ved hver anden måned at præsentere en særligt udvalgt demo fra undergrunden. Initiativet kulminerede i lørdags med en præsentationskoncert med seks udvalgte bands.

Og på mange distancer har projektet været vellykket. Eller måske snarere veludført. 230 betalende gæster og en forside samt artikel i Politikens Ibyen-tillæg. Det er sgu ret godt skuldret! Men muligvis er det også oversolgt, skulle det vise sig. Artiklen lægger med overskriften ”Grøde i metalindustrien” op til noget, som i hvert fald denne lørdag aften ikke var til at få øje på, og i den forstand var det måske ikke så vellykket endda. Men veludført? Så afgjort. Det musikalske håndværk var generelt set meget højt. Der blev ikke tabt slag, sunget pivfalsk eller udstillet andre former for elendigheder af dén skuffe. Men skuffende var det nu alligevel, som det vil blive uddybet efter denne korte gennemgang af bandene:

Mental Coma
Aftenen startede med Mental Coma, der spiller skolebogs-thrash metal med et stærkt tysk islæt. Det gik sgu stærkt, men var veludført, tempoet til trods, og var leveret med en tryg og fast hånd. Vokalen var til gengæld lige en tand for anonym til helt at slå igennem, og sangene mangler stadig lidt identitet for at fæstne sig hos lytteren. Ser man på nogle af genrens store såsom Kreator, så er det netop denne egenskab, som kendetegner musikken. Svært? Ja, det er ligefrem en kunst, men ingen har sagt andet.

Bersærk
Et noget mere selvstændigt udtryk havde århusianske Bersærk. Igen, de spillede også skidegodt, men det var især sangeren, som med sin helstøbte, forvrængede rockvokal var med til at give bandet noget unikt ved at trække det i retning af klassisk rock. Stilen var annonceret som sludge, men der var også tydelige hard alternative-elementer, da Queens Of The Stone Age flere gange tittede op i riffene. Selv om det var lidt for ofte og lidt for tydeligt, var det nu stadig en af aftenens bedre oplevelser.

Decay Of Existence
Decay Of Existence var næste nummer i rækken. Bandet har ikke mange år på bagen – ca. to må det blive til – men mere behøves vist heller ikke, for de har godt nok ikke brugt tid på at opfinde hverken den dybe eller den flade tallerken. Stilen er amerikansk dødsmetal med hvad dertil hører af splattertekster. At kalde det old school er ikke ukorrekt, men det skal forstås i den københavnske forstand, hvor ”skole” rimer på huller i væggene, buler i gymnastiksalsgulvet og skår i toiletkummerne – udslidt med andre ord. Virkemidlerne er hørt så mange gange før, at man kan sammenligne dem med afspilning af 'Smoke On The Water'. I udgangspunktet glimrende, men slidt op af for flittig brug. Musikerne er dygtige rent teknisk, men gid de ville bruge evnerne på at finde på noget nyt.

L.A. Collection
Noget mere uskyldsrent festlige var L.A. Collection. Energien er i høj grad det, der redder bandet, for heller ikke her skal der uddeles innovationspriser. Som fadølssoundtrack er det dog forrygende. Det var effektiv hard rock, der gjorde sig bedst nede i tempo, hvilket var tilfældet, da de spillede Cliff Richards 'Devil Woman' i en ganske fin fortolkning, men i grunden var det også lidt farligt. Det med at hive covernumre ind blandt egne numre kan nemlig give et uheldigt sammenligningsgrundlag på de sidstnævntes bekostning.

Sunken
Fra udadvendt hard rock til indadvendt atmosfærisk black metal. Forskellen kunne ikke have været større. Sunken var næste programpunkt, og det var ganske stilsikkert med kraftige betoninger af et-slaget og ikke så mange andre slag. En lidt slidt effekt, for sådan lyder alle der vil føle. Den spinkle liveerfaring mærkede man ikke, og der var en solid bund i musikken, som man må håbe udvikler med tiden til noget egentlig unikt, for også her havde man en følelse af deja-vu.

Evra
Inden aftenen blev overgivet helt til Sort Søndags Anders Bøtter og hans plader, var det tid til Evra. Ganske velvalgt at netop dette metalcoreband skulle afslutte livemusikken. Numrene er ganske helstøbte og virker naturlige, og det er især riffene, der ligger et spøjst sted mellem hardcore og sydstatsgroove, som tager kegler hjem. I versene var der en behagelig variation i forvrængningen, men melodierne i omkvædene var lige lidt vel meget standard metalcore. Men faktisk et godt og energisk bud på at komme videre inden for genren.

Den gode, den onde og den grusomme konklusion
Så hvor står dansk undergrund hende? Bedømt på baggrund af The New Shit-showcasen, så må man sige at der på positivsiden er virkelig mange rigtigt dygtige musikere, der er seriøse i den forstand, at de har øvet sig. Viljen til metal er også glædelig.

Hvad der til gengæld er mere problematisk er den manglende evne og/eller vilje til at finde på noget nyt. Når det hele bliver retro, bliver det også forudsigeligt og dermed kedeligt, og hvad der er endnu mere bekymrende: autoritetstro. Meget mindre rock'n'roll bliver det vist ikke.

Så den grusomme konklusion må være, at dansk metal er i problemer. Hvis ungersvendene i vækstlaget inderst inde helst bare vil opføre idolernes musik, er der ikke meget, der giver andre grund til at høre det, når mange af de gamle idoler stadig turnerer og udgiver plader. Og hvis metalmiljøet ikke indser dét, kommer genren til at lide jazzdøden og henslæbe en tilværelse som et nichesoundtrack til fredagsbranderten, ligesom i hvert fald dele af jazzen endte som elevatormuzak og som lydtæppe til torvedage.

Dog kunne man her indvende, at selv Beatles startede med at spille røvballe, og røvballespil kan jo være en ærlig sag. Dog bliver det næppe noget, der brænder igennem. Alle, det er lykkedes for, har bragt noget selvstændigt til festen, som har virket helt utroligt godt tænkt, da det kom frem – Pantera, Rage Against The Machine, System Of A Down, Gojira, Mastodon. Ja, selv danske Volbeat havde en god ide, en vision, som der var en musikalsk fortælling i. Og en sådan fortælling var ikke lige til at få øje på til showcasen.

Men der er bestemt noget at bygge på, for viljen og håndværket er til stede, så tag dette som en velment opsang: Slip banden, giv de gamle idoler en respektfuld fuckfinger og lad jer inspirere af, hvad Chris Cornell sagde engang i sine velmagtsdage: ”I use my time on being creative, as opposed to being good.” Find på noget farligt, for fanden!