Virkelig vellykket Vildhjarta
Imens store dele af den danske metallytterskare befandt sig i Tyskland til en vis festival, festede nogle ganske unge og lovende bands på KB18, hvor svenske Vildhjarta var hovednavnet.
Mere om dem senere. Først skal der lige smides anerkendende nik og pæne ord efter alle de tre lokale opvarmningsband, der virkelig formåede at varme op. Først var det Ghost Iris, der spillede en meget veldrejet omgang metal, som ligger i grænselandet mellem djent, core og groove. Det sidste gør de faktisk umanerlig godt og tight. Og frem for alt forfriskende, at der er nogen, der giver sig i kast med det igen, efter en længere periode, hvor groove har været sat i skammekrogen. Gode sange har de fået ud af det, præsenteret af en dygtig sanger. Musikalsk er disse fyre virkelig langt; lidt scenetræning, så man ikke kommer til at anklage publikum for at være kedelige, og den burde være der...
Næste band var Evra, der kunne fortælle, at de fejrede deres 11 måneders koncertdebut på KB18, netop hvor det hele begyndte. 11 måneder. Det er gået hurtigt for denne unge kvartet, som allerede har Copenhell og snart også Hardcore Showdown på cv'et. Stilen er hardcore med et stænk rock'n'roll og det giver et hæsblæsende og fandenivoldsk udtryk, som bliver mere og mere helstøbt at høre på, så det er tydeligt, at de fem ungersvende har fået noget godt ud af al den positive opmærksomhed. Alligevel kunne man godt savne nogle lidt stærkere sange, for de mangler lige det sidste for at blive hængende. Men som før nævnt: 11 måneder. De har tiden for sig og skal nok få den del med også.
Et mere drevent band var det næste på menuen, nemlig Billy Boy in Poison. Stilskifte igen, for her er der tale om en art deathcore, hevet op af den meget veloplagte skuffe. De fik virkelig skovlet noget kul, samtidig med at musikkens mere lyriske detaljer fremstod klart. I det hele taget var der noget ubesværet og legende over koncerten, selvom musikken var skarp og tung. Og denne fine balance mellem det brutale og det festlige var i høj grad med til at sætte stemningsbarometeret på højtryk.
Sidst var det så svenske Vildhjarta. Et band, der ofte bliver sammenlignet med Meshuggah, hvilket er forståeligt pga. de synkoperede riffs, men heller ikke helt retfærdigt, da det spiller på nogle helt andre stemninger og lyde. Musikken er vanvittig i alle henseender. Svær, snørklet, poetisk, smuk og frem for alt brutalt tung, og det lykkedes virkeligt godt for Vildhjarta at få alle disse aspekter med live. De begyndte med noget af deres instrumentale, og første gang vokalen kom på var med den mesterlige 'Shadows' fra pladen 'Måsstaden'. Herfra fik vi også 'Eternal Golden Monk' og 'Dagger', som også var fantastisk præcist leveret, og det var i det hele taget materialet fra denne plade, som var mest sælsomt og originalt og egentlig også bedst.
Musikken er god, men det er som sådan ikke festmusik. Derfor virker svenskerne heller ikke overdrevet udadvendte, og måske også fordi de bare er svensk reserverede. Det var i hvert fald lige til den kølige side, uden at de dog helt mistede kontakten. Men stadig var det endnu en succesoplevelse med dette fremtidshåb af et band.
(Og helt bogstaveligt i parentes bemærket: Hvis du går undrer dig over, at en af dem sagde ”Bedstefar og jeg” på et tidspunkt, kan du med dette youtubeklip blive klogere. Og måske også underholdt...)