NMF 25: Elvere og hobbitter på rutinen
Blind Guardian rundede førstedagen af på udebane – men så snart de største klassikere blev trukket op af hatten, var fællesskålen og skrålen sikret.
Blood of the Elves
Nightfall
Tanelorn
Time Stands Still
Violent Shadows
A Past and Future Secret
Deliver Us From Evil
The Bard’s Song – In the Forest
The Bard’s Song – The Hobbit
Mirror Mirror
Valhalla
Lad det være sagt med det samme – jeg er selv en af dem, der indtager sin power med måde, og selvom Blind Guardian er et af fikspunkterne, der for undertegnede glider lettere ned inden for genren, så er det stadig ikke et band, jeg indtager af egen fri vilje.
Med det sagt, så har jeg da flere glimrende Blind Guardian-shows på CV’et, herunder da de gæstede Copenhell tilbage i 2016 samt på Summer Breeze, hvor de i 2022 spillede hele ‘Somewhere Far Beyond’ (den der med ‘The Bard’s Song’) fra start til slut. Koncerter, der alle har været kendetegnet ved en stærk repræsentation af dedikerede fans, der har repertoiret mere under huden end de fleste, og som hjælper til at give Hansi Kürsch & co. mere blod på tanden til at demonstrere, hvad der får dem til at hæve sig over deres ligesindede.
Det er dog ikke helt der, vi er i dag. Næstved Metalfest skorter på indslag for de power metal-inklinerede, og selvom Blind Guardian efter sigende leverede et triumftog af et show på Epic Fest 2023, så er det trods alt også kun to år siden, og i dag snakker vi altså en torsdag i Næstved …
‘The Ninth Wave’ åbner sættet, og lyden er godt boostet op og massiv fra start, måske endda mere end vanligt. Desværre er det både her og på den efterfølgende ‘Blood of the Elves’ synligt, at Kürsch ikke synger så meget igennem som ved tidligere lejligheder, og det bliver i høj grad musikken, der bærer koncerten frem. Det går nu også fint, ikke mindst i kraft af guitarist-makkerparret André Olbrich og Marcus Siepen, der supplerer hinanden glimrende med riffs og lir galore, men det er først rigtigt på ‘Nightfall’, at de får os alle med, og publikum uopfordret begiver sig ud i spontane fællesklap, da den bliver allermestt drukvise-folket.
Herfra begynder showet så småt at tage fat, med højdepunkter løseligt doseret hen over de kommende 50 minutter. Den meget speed-metalliske ‘Tanelorn (Into the Void)’ stormer afsted, og Kürschs røst står endelig klart frem i lydbilledet. ‘A Past and Future Secret’ er et fantastisk pusterum ned i deres mere traditionelt folkede gear, lækkert nedtonet uden behov for at bevæge sig op i de crescendoprægede opbygninger, og så absolut et bevægende højdepunkt for koncerten.
Derindimellem får vi de mere svulstige ‘Violent Shadows’ og ‘Deliver Us From Evil’ fra deres seneste album ‘The God Machine’, hvor man godt kan mærke, at noget af den fordums charme går tabt i farten, men det er til gengæld for længst glemt, så snart vi når til den obligatoriske, to-delte ‘The Bard’s Song’, hvor publikum igen helt uopfordret synger store dele af nummeret for dem, og man for alvor kan mærke, hvor kærligheden til deres repertoire står stærkest. Bandet er tydeligt rørt, og de afsluttende ‘Mirror Mirror’ og ‘Valhalla’ er fortræffelige prikker over i’et til afrundingsvis at samles om storhedstiden i 90’erne – omend den totale skampuling af ‘Valhalla’-omkvædet er helt og aldeles unødvendig, men hey: Valhalla < mere Valhalla, som man siger.
Alt i alt en hæderlig koncert, omend det føltes lidt som en middelmådig udebane-affære. Blind Guardian lyder ligesom på én måde, og det gjorde de bestemt også her, omend de ikke selv virkede helt overbeviste om, at det skulle være i aften, de behøvede gøre noget særligt ud af at sælge varen, førend vi nåede halvvejs ind i showet. I det mindste fik Kürsch dog reddet lidt af æren hjem med sin kraftfulde patos, efterhånden som publikumsresponsen kunne mærkes, og Olbrich og Siepen havde som vanligt alle deres guitarlicks på det rene.
Ganske vist den sløjeste af de nu fire gange jeg har set dem – men selv en middelmådig dag på kontoret kan noget, når bundniveauet fra scenekanten er højt.