Top 5 - Besynderlige koncerter

King Diamonds blod, en slagtet høne og stangstive musikere ude af stand til at spille. Ugens top 5 byder på redaktionens mest besynderlige koncertoplevelser!

Ingen andre kunstarter overgår metalkoncerters massive indtryk på sanserne. Med tiden fordamper de fleste sikkert fra hukommelsen. Mens de mest magiske brænder sig for evigt fast i erindringen. Ditto de mest elendige og i særdeleshed de mest mærkelige.

Redaktionens skribenter behøvede ikke grave dybt i hukommelsen for at mindes de mest bizarre oplevelser, som er samlet i Ugens Top 5, der ser tilbage på en håndfuld af besynderlige metalkoncerter i Danmark.

1. Mercyful Fate (Saltlageret, 1981 – husket af Krigsguden)

Min første ”freakkoncert” var, da Mercyful Fate supportede Girlschool i 1981 på Saltlageret. King Diamond har tappet sit eget blod ned i en spand før koncerten. Mercyful Fate ville have, at scenen lignede deres første ep-cover (den vil altid være min favorit-MF-udgivelse), så de har været ude at lede efter en stripper.

Det bliver så til en junkieluder fra Istedgade, som bliver hængt op på et kors. Koncerten går i gang, King dypper næven i sit blod og giver os foran sit blodige håndtryk. Der bliver sat ild i et lille bål under den topløse luder, som intet fatter i sin narkorus. Det gør hun så senere, da der næsten er gået ild i hendes ben.

Hun råber og skriger, mens bandet fortsætter og tror, at hendes skrig skyldes, at hun lever sig ind i rollen. Staklen blev dog hevet ned til sidst. (”Og så fik hun fik lige en ekstra plov med i pungen, da vi sendte hende tilbage ned på Istedgade,” som Michael Denner for nyligt selv sagde under Copenhagen Guitar Show, hvor guitaristen fortalte om den berygtede koncert, red.)

Så går Girlschool i gang. I tredje nummer går der overgang i lortet (pga. at Saltlageret og Girlschools udstyr ikke passede sammen), mens sanger/guitarist Kim McAuliffe griber i mikrofonstativet, og 40.000 Volt hamrer igennem hende!

Hun spræller og skriger, og kroppen går amok i spasmer. En får sparket mikrofonstativet væk fra hendes hånd, og hun bliver hurtigt kørt på intensivafdelingen på Rigshospitalet i en ambulance. McAuliffe overlevede heldigvis. Og vi fik vores penge tilbage (men fik alligevel en hel time med den allertidligste større Mercyful Fate-koncert). Aldrig har jeg set noget lignende... eller har jeg?!? 80erne var en skør og tåget tid.

2. Hellstorm (Århus, 1999 – husket af Pilgaard)

En varm sommerdag i Århus. Hellstorm er på programmet. Bandet har aldrig helt slået igennem med deres ordinære black-thrash. Men hvad nordmændene ikke helt har af pondus på plade, havde de til gengæld på en scene.

Det er vist heller ikke uden grund, at forsangeren Kim har valgt Dr. Amok som sit kunstnernavn. Aftenen er gået efter planen. Stille, sort og rolig med Ad Noctum og Exmortem som support. Hellstorm går på scenen, sætter det første nummer i gang, og fluks kaster frontmanden som det naturligste i verden chokoladenissemænd i hovedet på publikum.

Næste nummer. Amok rækker mikrofonen ned i hænderne på gæsterne, der får lov at overtage vokalen, mens bandet bryder ud i Metallicas ’For Whom the Bell Tolls’. Der står en kasse Tuborg på scenen. Nisserne bliver afløst af øl, der rystes, åbnes, bælles og sprøjtes med. Øllet flyder over alt, og en forstærker må lade livet, da en overdosis af humle kortslutter den.

Ingen problemer for bandet, der har spillet i knap tyve minutter og gør klar til det store indslag. I siden af scenen står der en papkasse. Amok løfter sløret for indholdet og hiver en levende høne ud med en den ene hånd og finder en økse frem med den anden.

Så brager det ellers løs med infernalsk norsk black metal, alt imens den kære Amok maltrakterer den hvide høne sønder og sammen. Spillestedet er i bogstaveligste forstand smurt ind i øl og fjer, der flyver rundt i lokalet.

Slagtningen er effektiv. Men kortvarig. Stikket bliver trukket, lyset bliver tændt, og stedets afvikler flipper fuldstændig skråt ud på både band og publikum. Faktisk er manden helt sikkert på top 3 over de meste arrige mennesker, undertegnede har oplevet. Og så var den koncert ligesom overstået.

Set her i bagklogskabens lys må man nok erkende, at der var tale om temmelig svinsk dyremishandling. Sådan tænkte man dog ikke lige som 17-årige black metaller. Tværtimod var det temmelig tr00 at vågne op dagen efter (i øvrigt i Skanderborg på højst mystisk vis) med blodige fjer i sine bokseshorts!

3. Deicide (Aalborg Metal Festival, 2005 – husket af Kong Kent)

Deicide på Aalborg Metal Festival var en historisk koncert af flere årsager. Den lette løsning var blot at nævne setlisten, der var perfekt. Det var dog forsanger Glen Bentons knap så ædruelige tilstand, der løb med overskrifterne. For selvom undertegnede og min anmeldermakker på Aalborg Metal Festival 2005 begge så frem til netop Deicide og havde håbet, at de løb med al æren så blev det desværre en tragikomisk historie. 

Glen Benton var nemlig faldet i kløerne på et par unavngivne brødre i et dansk dødsmetalband, der kommer fra Silkeborg. De hældte Jägermeister på den sagesløse amerikaner, der i 15 år op til denne dato var kendt som "Verdens ondeste mand". Eller det var i hvert fald, hvad han var blevet stemt til af Terrorizers læsere i mange år i træk. Denne aften fremstod han dog lettere falleret. Det lange, sorte hår var klippet kort til ørerne og både backstage før koncerten og på scene under koncerten snublede han rundt og glemte til tider hvilken sang, de lige havde spillet. For som anmelder Morten Vejlstrup skrev i anmeldelsen:

"Problemet var bare at Glen Benton var stegt i en sådan grad, så han to gange ville præsentere et allerede spillet nummer."

Det må i siges at være en meget rammende beskrivelse. Deicide spillede nemlig en udmærket koncert og de mange år på landevejen gjorde trods alt, at selvom forsangeren var hønefuld, så kunne han huske teksterne og brølede derfor korrekt hele vejen igennem. Det var mere det, der blev sagt mellem numrene, der var noget uheldigt. Han nåede endda at gøre sig uvenner med et par enkelte tilskuere, hvorfor han til sidst stod og svingede med bassen for at ramme dem! Heldigvis var det først til sidst og det endte uden alt for store skærmydsler.

Desværre for Deicide og Glen Benton blev eftermælet dog knap så tilforladeligt. De vil i Aalborg altid blive husket for, at Glen Benton flere gange annoncerede den sang, de lige havde spillet. Som i flere gange i træk! Guitarist Jack Owen var grædefærdig af grin da han måtte korrekse Glen for anden gang i træk efter en sang. Vi andre måtte gemme ansigterne i vores hænder i et øjebliks desperation over ikke rigtig at vide om man skulle grine, græde eller begge dele. Ak og ve.

4. Mayhem (Loppen, 2004 – husket af Pilgaard)

Mayhems gamle frontmand, Maniac har altid formået at leve op til sit navn. Især de gange, hvor nordmanden er blevet indlagt på hospitaler, efter at han har sprættet sig selv til blods med knive og pigtråd på scenen.

I 2004 fik gruppen dog nok af sangerens bizarre opførsel og sparkede ham ud. Det forstås, når man tænker tilbage på Mayhems koncert på Loppen i København et halvt års tid før han endegyldigt fik en fyreseddel.

Vanen tro går det berygtede band sent på torsdag aften på Christianias spillested. Med hvid ansigtsmaling, sort lædertøj og en flaske vodka i hånden slingrer Maniac op på scenen.

Sven Erik Kristiansen som han borgerligt hedder er ikke bare fuld. Han er så kampstiv, at han knap nok magter at stå oprejst eller at synge. Sidstnævnte er han sådan set også ligeglad med og kaster flere gange mikrofonen ud til publikum, alt imens vodkaflasken kommer for munden.

Efter få numre bliver en ny flaske Smirnoff åbnet. ”Er der nogen, der har en lighter?” råber Maniac ud til det efterhånden temmelig skeptiske publikum. Det er der. Maniac tænder en smøg, stirrer vredt omkring sig, mens en ny gæst forsøger sig med noget tilfældig growl i mikrofonen. Efter en lille halv time og midt under klassikeren ’Freezing Moon’ får den visne nordmand nok.

”Fuck you! Fuck all of you!” skriger han, vader ned fra scenen og forsvinder i zigzaggende gangart fra koncerten. De tre øvrige musikere kigger på hinanden. Guitaristen Blasphemer overtager vokalen på ’Pagan Fears’ og ’Necrolust’. Det var så det. Ingen af de tre tilbageværende nordmænd siger noget, men forlader hastigt scenen efter 45 minutters kaos.

5. Blind Guardian (Rust, 11. oktober, 1996 – husket af Villumsen)

Tyskerne var forbi Danmark for at indspille i Sweet Silence i forbindelse med den dengang kommende skive 'Nightfall in Middle-Earth', og der blev også lige plads til et begrænset promoveret show på det lille spillested Rust.

Og det var med nogle meget fulde tyskere – især Hansi Kürsch, der valgte at forsøge at spille bas liggende ned på gulvet. Vokalen overlod han mestendels til en roadie, der vistnok gjorde det ok, men det var jo ikke lige ham, folk var kommet for ...

Nå ja, så fik bandet også startet forfra en hel del gange på coveret af 'Barbara Ann', fordi fuldskab gjorde den sang sværere end vanligt.