Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jernfrelsernes gentagelser

Populær
Updated
Jernfrelsernes gentagelser

Iron Savior nægter at forlade den rille, som de indledte karrieren i, og det er en imponerende kedelig bedrift.

Kunstner
Titel
Rise of the Hero
Trackliste
1. Ascendence
2. Last Hero
3. Revenge Of The Bride
4. From Far Beyond Time
5. Burning Heart
6. Thunder From The Mountains
7. Iron Warrior
8. Dragon King
9. [Suprise Track]
10. Firestorm
11. The Demon
12. Fistraiser
Forfatter
Karakter
2

I 1996 udgav producer Piet Sielck, der mest er kendt for sit arbejde med Gamma Ray og Blind Guardian, sit første værk med eget band, Iron Savior. Det er sidenhen blevet til yderligere otte skiver, hvor dette års 'Rise of the Hero' altså er den seneste i rækken af power metal-skiver koncentreret om science fiction-historier.

Det mest bemærkelsesværdige ved den er, at intet har ændret sig i de 18 år. Produktion, sangskrivning, riffs, vokal - det hele kunne gå ind på både debuten og den aktuelle skive uden at skille sig ud. Det er naturligvis en imponerende bedrift, og da ingen siger, at man absolut skal forny sig, såfremt man allerede fra start har et vinderkoncept, er det heller ikke et sikkert minus.

Men Iron Savior har aldrig haft fat i nogen dyb tallerken. De har et hæderligt drive og et vist flair for one-liners i omkvædene, men så heller ikke mere. Resten er umådeligt jævnt og middelmådigt, og man kan ikke lade være med at undre sig over, at de kan stille sig tilfreds med så simple trommerytmer, så mange guitarriffs, der kun består af hængende akkorder, og så få temposkift. Der er heldigvis ingen horribelt ringe sange, men desværre heller ingen som kan trække dem over midten og væk fra det sorte hul fyldt med kedelig og anonym power metal. Kort sagt er den tyske kvartet et umådeligt kedeligt bekendtskab - sådan som de har været det hele karrieren.