MMF'VII: Tysk power i eftermiddagssolen
PopulærParagon fra Hamborg gjorde en fin indsats på Metal Magic Festival 2014. Der burde bare have været flere, der oplevede den.
Paragon var programsat til at gå på scenen fredag kl. 16.45. Det var lidt synd. For på det tidspunkt var der relativt langt mellem tilhørerne/tilskuerne foran udendørsscenen. Jeg havde gerne set Paragon få en lidt bedre placering på dagens program. Men det var naturligvis mest synd for dem, der lå lig på dette tidspunkt. For Paragon så i hvert fald ikke ud til at lade sig påvirke af, at skulle spiller i bragende sol og for et relativt beskedent fremmøde.
Fra start var der fuld gang i Paragon med en tændt Andreas Babuschkin som indpisker i den vokale front. Det kan fremføres, at Paragon ikke er blandt de mest succesrige eller mest originale tyske power metal bands. Men ikke desto mindre har bandet kvaliteter, der rækker højt på dette års Metal Magic Festival.
Paragon har efterhånden noget af en historie at tage afsæt. Bandets første udgivelse rækker helt tilbage til 1994, hvor bandet debuterede med ’Into the Black’ og siden er det blevet til yderligere 10 albums - det seneste ’Force of Destruction’ fra 2012, som vi tidligere har anmeldt på Devilution.
Måske skyldes Paragons manglende store gennembrud, at bandet lige var en postgang for sent ude. I begyndelsen af 90’erne var tyske power metal bands som Helloween, Gamma Ray, Blind Guardian, Grave Digger og Running Wild alle blevet velrenoverede bands. Men så alligevel – det lykkedes jo dog Primal Fear at komme efter Paragon og få noget mere succes.
Men alle de spekulationer skal ikke tage fra Paragon, at de gav en fin koncert på dette års Metal Magic Festival, hvor der naturligvis blev gravet dybt i bandets bagkatalog, men hvor der også blev plads til sange fra bandets seneste udgivelse i form af eksempelvis udmærkede sange som ’Tornado’ og ’Gods of Thunder’.