Copenhell 27: en bred vifte af nye navne
Der er meget langt fra Parkway Drive og Sublime til Kansas og Paradise Lost. Copenhells profil favner bredt, og det illustrerer dagens 21 nytilføjelser på blændende vis.
Sidste måned fik vi allerede løftet sløret for de første navne til at pryde Copenhell-plakaten for 2027, med bl.a. Faith No More, Judas Priest, D-A-D og Pierce the Veil som nogle af de store trækplastre. I dag får vi tilføjet yderligere 21 kunstnere, fra funkmetal-ikoner og egyptisk inspireret techdød til amerikansk 70’er-prog og orientalsk drone/doom.
Vi kommer med andre ord endnu engang godt rundt i afkrogene, så lad os traditionen tro her give jer en indkøring i, hvad de 21 nye tilføjelser kan byde ind med til næste års brag på Refshaleøen.
MARILYN MANSON
Ingen ved med sikkerhed, hvor mange penge Marilyn Manson har brugt på at indgå forlig i forbindelse med anklager om seksuelle krænkelser, men det kostede ham ca. 2,2 millioner danske kroner at trække sagen mod Evan Rachel Wood tilbage og betale hendes advokatomkostninger. Det er alligevel lidt af en regning, men den kan vi naturligvis hjælpe Brian Hugh Warner med at betale, når han gæster Copenhell til sommer.
Da mørkemanden gæstede samme festival i 2012, gav han en jammerlig koncert på Helviti, men vi har da sidenhen set ham performe stærkt i Scandinavian Congress Center i 2018. Det svinger, hvor man har Manson, hvilket arkivet med liveanmeldelser gennem tiden kun bekræfter. Det er selvfølgelig aldrig til at vide, om amerikaneren aflyser koncerten på dagen, som han gjorde i 2025.
Publikum må selvfølgelig selv stå til ansvar for deres handlinger – spørgsmålet er, hvordan en festival af Copenhells kaliber kan finde det ansvarligt. Det fremgår sort på hvidt af festivalens generelle værdigrundlag, at ingen form for chikane eller hadefuld tale accepteres. Alligevel har man tilsyneladende intet imod at overlade scenen til Warner, med den historik det indebærer. Man kan vel godt tillade sig at forvente, at et så klart defineret værdigrundlag også afspejles i de bookinger, der foretages?
Læs alt om Marilyn Manson her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
PARKWAY DRIVE
Der er begyndt at blive afholdt flere metalkoncerter i K.B. Hallen, men de (sløje,) kommunale regler gør, at ild er forbudt. Senest gik det ud over Behemoth og Dimmu Borgir, og værst gik det i november sidste år ud over Parkway Drives koncert i sådan en grad, at det australske band valgte at aflyse kort op til showet.
Til sommer er der endelig revanche, når et af musikhistoriens største metalcorebands gæster Copenhell for fjerde gang. Og du kan roligt forvente masser af ild!
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
PRIMUS
“Primus sucks!” lyder kampråbet i fancirklerne – og Primus er da bestemt også et band, der deler vandene med deres bizarre humor, spektakulære videoer, Larry LaLondes skæve guitarfraser og så ikke mindst bassen, der mere end noget andet forklarer, hvorfor man som oftest associerer Primus med begrebet funkmetal. Les Claypool er et talent udover alle grænser, ikke blot for hans tekniske færdigheder i både slapbas, tapping, funk og leg med whammy baren, men også for sin særegent nasale, staccato-agtige vokalføring, der bestemt ikke kan være let at mestre samtidig med al sin thumpin’ & pluckin’.
Primus vandt hurtigt indpas tidligt i 90’erne med plader som ‘Frizzle Fry’, ‘Sailing the Seas of Cheese’ og ‘Pork Soda’, og endte også med at blive opdaget af et bredere publikum, da de bidrog med temasangen til South Park. De har da også hyppigt gæstet landet gennem årene, bl.a. også til, hvad vi dengang betegnede som en aparte paddehattefest på Copenhell i 2015. Den paddehattefest ser vi hellere end gerne gentage sig, når portene åbner igen næste sommer!
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
Læs vores seneste interview her
Læs vores Metaldiktator om ‘Frizzle Fry’ her
SUBLIME
Hvis der er noget, der klæder Copenhell, så er det truthorn, ska og undertoner af hiphop. Midt i metalfesten er det et kærkomment pusterum, hvor man kan genstarte nervesystemet og genfinde energien. Sublime er et eminent valg – af mange årsager.
Naturligvis er der det musikalske perspektiv. Genre-kombinationen, der kan sætte ild i dansegulvet (og sikkert også mere), alt imens vi som publikum kan blive belært om etikette og skik, når de forsøger sig med et romantisk rendezvous som på ’Date Rape’, eller får et hint om glæden ved grøn urt som på ’Smoke Two Joints’.
Derudover skal man ikke undervurdere glæden ved at have Sublime tilbage i en version, der er ledt an af en Nowell. En tragisk historie og et dødsfald, der her mange år efter har udviklet sig i en positiv retning, som bandet har fået sønnen Jakob Nowell front, hvor hans far var, inden han døde i 1996.
Alt i alt en koncert, man bør se, om ikke andet så for at svinge hofterne til skæve rytmer og afsmittende energi.
KANSAS
Har du ikke hørt om Kansas, så har du helt sikkert hørt deres kæmpehit ‘Dust in the Wind’, der udkom i 1977. Eller 'Carry On Wayward Son' fra året før. Bandet har med andre ord over 50 år på bagen, og de to originale medlemmer, der er tilbage, guitarist Rich Williams og trommeslager Phil Ehart er tæt på at ramme de 80 år. Så du kan godt regne med, det nok er første og sidste gang, at Kansas kan opleves på Copenhell.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
SEVENDUST
Sevendust er lidt af en hidden gem. Et band, der lever en sær eksistens som et af de der amerikanske bands, der fulgte i halen på nu-metal-bølgen dengang. Vokset til at være relativt populære over there, knap så kendte i Europa. Og selvom Lajon Witherspoon i front da har evnen til at rappe enkelte strofer, er Sevendust mere et sejlivet og enormt habilt liveband inden for den alternative metal.
Det er samtidig et band, der meget sjældent gæster Danmark. Tre gange er det blevet til, siden bandet blev dannet tilbage i 1994. Senest i starten af året, hvor de spillede en alt for kort, men fin opvarmning for Alter Bridge. En koncert, hvor man kun ønskede sig mere.
Det får vi nu, og det kan kun blive til en tidlig koncert i solen (forhåbentlig), men det er egentlig heller ikke helt skidt. Der er et groovy drive over bandet, og hvem kan ikke rocke med til sange som ’Denial’, ’Crucified’ og ’Enemy’? Solid,alternativ metal, skabt til godt humør og en kold øl.
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
WIND ROSE
Kom du kun på Copenhell i år for at se Warkings? Hvis du gjorde, har vi gode nyheder! Wind Rose kommer på Copenhell til næste år.
Festivalens omtale af Wind Rose omtaler genren som “Dwarf Metal”, men vi kalder det nu bare for power metal.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
PARADISE LOST
Da vi i fredags på Facebook delte plakaten med 102 nye navne på Graspop Festival og spurgte vores følgere om, hvilke navne på plakaten folk gerne så komme på Copenhell, var der utallige, der svarede Paradise Lost. Bønnen er hørt!
Det er så sandelig også på tide, at de britiske melankolikere endelig kan opleves på Copenhell. Gennem 35 år og 17 plader har Paradise Lost været blandt metalgenrens mest stilskabende og solide bands. Det kan kun blive stort, når de til sommer indtager Refshaleøen, og der skal synges med på alt fra ‘As I Die’ til ‘No Hope in Sight’.
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
Læs vores Metaldiktator om ‘Icon’
Læ vores Metaldiktator om ‘Draconian Times’
NILE
Nile spiller dødsmetal og har i over 30 år hentet deres inspiration fra oldtidens Egypten. Guder, gravkamre, forbandelser og dødsriget går igen i sangene, og musikken er lige så monumental som temaerne. Du skal spænde hjelmen, for ingen kommer sovende til Nile. Ekstremt højt tempo afløses pludselig af meget langsomme og slæbende tunge doom-rytmer, når dødsmetalfaraoerne tager dig med til deres omgang Døden på Nilen.
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
FEUERSCHWANZ
Fra festivalarrangøren, der før har givet os bands som Gloryhammer, Warkings, Angus McSix, Electric Callboy, Trollfest og Red Warszawa på scenerne omkring Ulven, kommer endnu et band, hvor du enten sk(r)åler løs, trækker på smilebåndet eller undrer dig over, om du nogensinde vil få brug for den yderste plads i skoene, skulle den tåkrummende situation blive permanent.
Copenhell skriver selv, at bandet er for dig, der måtte ønske sig “et middelaldermarked med Marshall-forstærkere, mjød i stride strømme og et publikum, der synger med på tysk, uanset om de kan sproget eller ej”. Hvem skulle dog ønske sig lige præcis det? Vi forestiller os en blandet reaktion, som elever og lærer i en tysk-lektion, hvor klassens metalfan på magisk vis er lykkedes med at få Red Warszawas ‘Aldi’ ind i undervisningen til analyse og grammatik-retning. “Liebe ist für alle da” eller noget.
Violin, drejelire, tunge metalriffs og folk i ringbrynjer og rustninger. Hvis du allerede synes, at ‘Dragostea Din Tei’ (den moldoviske sang med “maia hi, maya ho”) er dum, så synes du nok ikke, den er markant federe med Feuerschwanz, som i øvrigt ikke er et Rammstein-coverband, selvom navnet for så vidt kunne have været passende nok til det. Men bandet er ikke bange for at smide et cover afsted, de har blandt andet også fjollemetalificeret ‘Gangnam Style’.
CRYPTOPSY
Det kommer ikke gå stille for sig, når de tekniske dødsmetallere i Cryptopsy kommer til Refshaleøen, og bliver vejret som det plejer, vil publikum vælte lykkelige rundt i en sky af pis-og-beton-støv og sammenligne kamp-ar efter koncerten. Jep. Det bliver nemlig en af den slags koncerter.
Kom beredt!
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
ONSLAUGHT
Wow! Den her havde vi ikke set komme. Britiske Onslaught blev dannet i 1982 og er blandt thrashens første navne. Det er ægte, old-school thrash, der er skabt til en kæmpe moshpit.
Første gang Onslaught spillede i Danmark var på Saga i 1987, og her fire årtier senere er sangeren og guitaristen stadig med i folden. De to herrer er i midten af 60’erne nu, men det bliver næppe en stopklods for et solidt bangershow.
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
SHOWING TEETH
Som navnet antyder, kan amerikanske Showing Teeth godt lide at skrue bissen på. Det gør de inden for rammerne af moderne death- og metalcore, så forvent en guitartone så digitalt beskidt, at den næsten ikke er tonal, smukke melodier, bistre skrig og musikalsk vovemod fra forsanger Addison, som er den absolutte kerne i bandet, der på ganske kort tid har skabt sig et snerrende navn på metalscenen.
BIG ASS TRUCK I.E.
Danmarks ukronede countrykonge er, var og vil altid være Mr. President, og ingen er mere truckervenlig end manden, der sang ‘T-Bone med Bønner’, ‘Den Sidste Convoy’ og ‘Kør Dyt’, men Men Big Ass Truck I.E. kommer tæt på. Og med breakdowns i 16-hjulers-klassen vil L.A.-hardcorebandet levere en virkelighedstro oplevelse af, hvordan det føles at blive pløjet ned af en bredrøvet lastbil. Vi taler helt nådesløs beatdown af den slags, man kan mærke på kroppen i pitten.
Vi har ikke skrevet noget om latino-losangelinoerne før, så her får I noget andet, som et plaster på såret. En anden god sang om at køre truck.
THE DARK.FM
The Dark.FM er et moderne, melodisk metalcore-band med et hint af industrial og darkwave-elementer. Trods lidt keys og nogle sprudlende mellemsekvenser som ’prometheus.exe’ og ’epoch.exe’ er der altså intet signifikant genrebrydende over bandets lyd. Men mindre kan naturligvis også gøre det, og kvintetten er da heller ikke helt ukendt på Copenhell. Guitarist Alan Ashby har vi set på festivalen før. Han gæstede nemlig Copenhell i 2022 sammen med Of Mice & Men, og mon ikke andet besøg bliver på nogenlunde samme tid af døgnet?
Trods en forventning om en relativt ufarlig koncert, krydret med nogle solide breakdowns, kunne den amerikanske kvintet godt blive et spændende bekendtskab – og potentielt et af de bands, der med tiden kan udvikle sig til at få en senere spilletid.
XCOMM
Teenage hardcore-punk hentet ind direkte fra Venice, L.A. XCOMM er rasende energiske, med ungdommens vildskab intakt, og deres debutalbum ‘Time to Burn’, der udkom her i maj, demonstrerer på blændende vis, hvad det er for et outfit, vi har med at gøre, i øvrigt med Ross Robinson (Korn, Slipknot, Sepultura m.fl.) bag tasterne. Udover den klassiske guitar/bas/trommer-konstruktion har de også Hunter Grogan som deres femte hjul på samples, men det sagt, så er deres dedikation til 80ernes store hardcore/punk-ikoner altoverskyggende.
Vil du have et friskt, ungt skud punk med masser på hjerte, masser at bevise på denne side af Atlanten, så notér dig XCOMM, når det går ned til sommer – de kan meget vel blive det nye sort i de kommende år.
HOME FRONT
Fra Edmonton, Canada finder vi duoen Home Front, der gør sig i en art punk-møder-synth med råbe-med-omkvæd af den gadedrengede skuffe. Da vi så dem i fuldt fem-mands live-format på Roadburn i 2024, beskrev vi dem som en art "Joy Division, der spiller stadionrock over et kraut-beat", og det udtryk afspejler de stadig på sidste års ‘Watch It Die’, der opretholdt stilen fra deres 2023-gennembrud ‘Games of Power’ med masser af hooks og glissando-keys.
Craver du dansekicks mere end moshpit-vildskab, med lidt New Model Army og New Order-feels med i ligningen, så skriv lige Home Front bag øret til sommer – det kan kun blive festligt!
THE MAINLINERS
Mainliners skyder Cali-punk lige i dine årer til sommer. Heldigvis er musik stadig et lovligt rusmiddel, så det bliver både sjovt og juridisk forsvarligt, når vestkystamerikanerne blander skate punk, oldschool-hardcore og rock-energi af den slags, der kører den ind med udstrakt mellemfinger, på Refshaleøen.
Lyt til ‘Woman’s Got Me Drinking’ ovenfor, hvis du lige skal have en tofingers-snaps af en forsmag på, hvad du kan vente dig af møgbeskidt og stærkt underholdende sager til sommer.
NETHERWILDS
Peasant metal kalder David Monk aka Worm Chewer selv sit udtryk her i.f.m. dette særegne projekt, der først så dagens lys tidligere i år, da musikvideoen udkom til debutsinglen ‘Return the Goat’. En video, der på glimrende vis fremstiller, hvad Netherwilds er for en størrelse. Både image og lyrik skal her ses som udtryk for bøndernes oprør mod herskabet, svøbt ind i et musikalsk univers, der flirter med alt fra black metal, hardcore og doom til korsektioner, EDM-trommer og middelalder-folk.
Netherwilds skal bestemt ikke tages alt for alvorligt, som debuten ‘Peasant Rising’, der udkom sidste år, så åbenlyst demonstrerer. Vil du tage del i oprøret, eller bare indstille dig på et grin af de mere finurlige, så noter dig lige Worm Chewer og hans Netherwilds næste sommer – vi må dog på forhånd advare om, at Live Nation ikke tillader høtyve med ind på pladsen.
SPLIT DOGS
Hvis du går og tænker: “Hey, de der Split Dogs, de spiller sgu da sådan noget halvfjerdseragtig punk’n’roll,” så er det, fordi du har øjne i hovedet og ører på siden af samme kropsdel.
Hvis du tænker: “Hey, det bliver sgu da pissesjovt at se Split Dogs på Copenhell til sommer,” så er det, fordi du har øjne i hovedet og ører på siden af samme kropsdel.
Find din stor-i-skrævet-energi og din alt for korte læderjakke frem og dans med. Knallerten må du dog stille udenfor festivalpladsen.
WYATT E.
Et indslag til drømmerne derude. Vi snakker orientalsk drone/doom af den art, der folder sig ud som deres særegne soundtrack til glemte, mellemøstlige civilisationer med alt, hvad dertil hører af tablas, trippede moduleringer og vævende toneregistre henover doomens tunge pacing.
Måske har du allerede oplevet dem til Roadburn 2022, A Colossal Weekend 2023 eller Vesterbro Beat Dage 2025 – de har i hvert fald gjort sit til at udbrede deres hypnotiske dagsorden, med hvad dertil hører af kjortler, hætter og skæg, så trænger du til at søge lidt væk fra de mere kontante energier, Copenhell ellers har i ærmet, så er Wyatt E. et oplagt alternativ til at komme helt ned i gear og lade dig berige af en helt anderledes form for doom end den, vi ellers kender herhjemme.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her