Ufarlig Manson

Populær
Ufarlig Manson

Marilyn Mansons show på Copenhell regnede væk, mens bandet selv gjorde deres til at gøre det endnu værre med playback og ufarligt og forudsigeligt teater.

Dato
16-06-2012
Distributør
Trackliste
1. Hey, Cruel World...
2. Disposable Teens
3. The Love Song
4. No Reflection
5. mOBSCENE
6. The Dope Show
7. Slo-Mo-Tion
8. Rock Is Dead
9. Personal Jesus (cover)
10. Pistol Whipped
11. Tourniquet
12. Irresponsible Hate Anthem
13. Sweet Dreams (Are Made of This) (cover)
14. Antichrist Superstar
15. The Beautiful People
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Hovednavnet på dette års festival var utvivlsomt Marilyn Manson. Shockrockeren, der igennem snart to årtier har forarget og forskrækket religiøse kristne og almindelige, pæne mennesker, der forgæves har forsøgt at stække hans vinger. Med årene er hans vanvid dog taget af og koncerten på Copenhell blev derfor en lidt rutinepræget indsats.

Regnen stod ned i stænger lidt over midnat da Marilyn Manson blev annoncert over højtalerne. Intromusikken og lysene begyndte at arbejde og publikum brølede op mod scenen. Kort efter faldt det sorte scenetæppe og showet var i gang.

Marilyn Manson starter med at synge med ryggen til publikum og efter et halvt vers vender han sig så om og kigger ud mod publikum, der kvitterer med at hilse pænt på amerikaneren.

Manson styrter frem og tilbage på scenen og laver underlig akrobatik med sig selv og sin guitarist. Der er teater for alle pengene. Lidt ærgerligt er det, at det er amerikansk på den værst tænkelige måde. Der er meget af showet, der er båndet, så alle de gode skrig og vræl kommer fra anlægget og ikke Mansons mikrofon. Samtidig er Mansons vokale levering heller ikke noget at skrive hjem om. Det er faktisk sløjt, at han ikke gør mere for at ramme tonerne rigtigt.

Regnvejrsudvandring

Vejret gør det heller ikke nemmere for hverken ham eller publikum. I starten udvandrer folk i stort antal. Men efter nogle sange er der dem tilbage, som vil se hele showet. Og det er et show. Et show, der denne aften topper under de to cover-sange ‘Personal Jesus’ og ‘Sweet Dreams’ af henholdsvis Depeche Mode og Eurythmics.

Der er dog også store hits fra hans eget repertoire, der bringer feststemning frem under regnslagene. Det er bl.a. når han fra scenekanten blankt erklærer, at han ikke gider en masse forspil og i stedet bare skærer ind til benet med det samme og erkender sin forkærlighed for stoffer, hvorefter ‘The Dope Show’ sættes i gang. Det samme gør sig gældende ved de sange, der stammer fra monsteralbummet ‘Antichrist Superstar’. Her trakterer han i løbet af showet med en lille håndfuld sange, der fint doseres til allersidst. Specielt den afsluttende ‘The Beautiful People’ er naturligvis et kæmpe hit blandt de regnvåde fans. Her eksploderer Copenhell i ekstase en sidste gang.

Kører på rutinen

Tilbage står vi dog med en lidt broget dom. Marilyn Manson er ufarlig og kører på rutinen. Godt nok river han stadig Bibelen i stykker under ‘Antichrist Superstar’, mens han står på podiet og opfører sig tosset. Men det er i dag mere en gimmick og føles slet ikke, som om han virkelig afskyr religion og bruger det som et standpunkt. Det er bare teater. Teater, sløv vokal og indstuderet, forprogrammeret hårdrock er hvad, der står tilbage. Manson hiver et par stjerner hjem fordi han trods alt har nogle ganske vellydende og fængende sange. Det skal han have! Men helhedsindtrykket var, at det i dag mere handler om at få set og oplevet giraffen end at opleve den vrede og smerte, der satte Marilyn Manson og hans musik på verdenskortet.