Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell med ekstra scene

Populær
Updated
Copenhell med ekstra scene
Copenhell med ekstra scene

Copenhell annoncerer en tredjescene og de to sidste navne på plakaten; Danko Jones og Dead By April.

Kunstner
Koncertarrangør

LiveNation og Copenhell har netop offentliggjort de sidste to navne til festivalen. Det er canadiske Danko Jones, der for de fleste metalhoveders vedkommende er et velkendt navn i genren. Han er indbefattet af rock'n'roll, og han vil med sikkerhed kunne løfte opgaven at hidse folk op på den nye scene.

For i samme ombæring har Copenhell annonceret, at de laver en tredje scene, der skal hedde Biergarten. Et stort telt med langborde og en scene, som var det taget ud af et jysk kræmmermarked med øltelt og Kandis på scenen. Her er pensionister og dansktop bare skiftet ud med øl fra Ølfabrikken og tung tråd fra netop Danko Jones og det sidste navn; Dead By April. Dead By April kommer fra Sverige og skulle efter sigende være et interessant bekendtskab, der ikke er bange for at blande genrerne. De kommer med en pris for bedste nye band i Svensk Metal Award i ryggen, så der burde være mulighed for en god koncert.

Når ikke de to bands står på scenen har man indhentet en del DJ's, der kan bestyre mixerpulten og levere heavy hits til det hungrende publikum. Det er bl.a. Rock The Night, Sort Søndag fra P3 Rock og ingen ringere end Jacob Bredahl (ex-Hatesphere) fra The Kandidate.

Slutteligt er der mulighed for karaoke med metal. Den disciplin blev afprøvet på Aalborg Metal Festival sidste år og var et kæmpe hit som aftenen skred frem og promillen steg. Kombineret med de berømte og berygtede 'Fuel Girls' fra Rock The Night, ser det ud til at der er lagt op til fest på Copenhell.

Så ved vi hvad vi skal bruge ventetiden på, når der er sceneskift mellem Deftones, Megadeth og Suicidal Tendencies, Behemoth m.fl.