Klicheerne står i kø
Onslaught leverer deres thrash præcis lige så tidløst og tandløst, som man kunne frygte fra et band, der bare gerne vil have lov til at være med.
2. Strike Fast Strike Hard
3. Bow Down to the Clowns
4. Generation Antichrist
5. All Seeing Eye
6. Addicted to the Smell of Death
7. Empires Fall
8. Religiousuicide
9. A Perfect Day to Die
Onslaught er noget så sælsomt som britisk thrash metal. Det er ellers mest USA og Tyskland, der er kendt for at gøre den genre populær. Men Onslaught var faktisk noget ved musikken der i starten og midten af firserne, hvor de udgav plader som 'Power From Hell' og 'The Force', mens der stadig diskuteres, om den tredje, 'In Search of Sanity', var lige så god som de to foregående. Og allerede dengang forsøgte guitarist Nige Rockett og pladeselskaberne at styre slagets gang, så udskiftningen af medlemmer var en tilbagevendende begivenhed for hver plade. Det gik da også helt galt efter den tredje plade, og i 1990 gik bandet i opløsning.
Så gik der 15 år, førend Nige Rockett fik det klassiske line-up samlet til en rigtig gendannelse i 2005. Det betød bl.a., at de gæstede Sweden Rock i sommeren 2006, og i 2007 udkom deres comeback så i form af den fjerde plade, 'Killing Peace'.
Og så gik det ellers slag i slag op gennem 00'erne og 10'erne, hvor der blev udgivet 'Sound of Violence' i 2011, der bragte dem forbi Royal Metal Fest samme år, og 'VI' i 2013. Men i 2018 gik det så galt igen, og forsanger Sy Keeler, der ellers havde været med på alle pladerne siden comebacket, samt den populære 'The Force' fra 1986, forlod bandet. Han kunne simpelthen ikke få tingene til at hænge sammen og valgte en anden karriere end som turnerende musiker.
Nige Rockett har dog ikke opgivet ævred, og med en ny forsanger, trommeslager og guitarist er Onslaught i 2020 klar med 'Generation Antichrist'. Og hvis ikke titlen allerede har afsløret det, så er vi fanget i en tidslomme, der vel efterhånden har 35 år på bagen. Det er tidløs og tandløs thrash metal fra firserne. Bevares, produktionen er da bedre end dengang, men det gør den blot desto mere poleret, og enhver kant, der måtte have været i Onslaughts lyd, er barberet væk med moderne teknologi. Det er svenske Daniel Bergstrand, der har drejet på knapperne for Onslaught. En erfaren herre, der jævnligt arbejder sammen med In Flames, Behemoth, Meshuggah, Dark Funeral og Dimmu Borgir.
Det efterlader 'Generation Antichrist' med en lyd, der hverken fornærmer eller henrykker. Det er bare thrash metal, som vor mor lavede i midten af firserne. Det kan man indvende imod eller hylde. Problemet er bare lidt, at når man ikke rigtig kan finde sig selv i nogle af de lejre, så bliver 'Generation Antichrist' hurtigt en jævn affære uden de store højdepunkter. Titelnummeret lyder lidt som Arch Enemy, hvorimod 'Strike Fast Strike Hard' er netop en hård og hurtig størrelse, mens 'Addicted to the Smell of Death' er et af pladens bedre numre, fordi det tør bryde med den røvsyge formel, som mange thrash-numre er bygget op omkring, og som der er rigeligt af på denne plade. Det bliver heller ikke bedre af, at Onslaught på 'Empires Fall' lyder lidt som Machine Head når de er deres mest generiske.
Onslaught har også genindspillet 'A Perfect Day to Die' , som de i 2019 smed som en single. Dengang var det Sy Keeler på vokal, og den er så med den nye forsanger, Dave Garnett, her på pladen. En sang, der var dedikeret til Lemmy fra Motörhead, som Onslaught var på turne med, dengang tingene gik hurtigt i firserne. Skal vi knytte et par ord til den nye forsanger, så er det positivt, at der her er en thrash-stemme, der ikke er slidt i stykker og derfor har et ganske udmærket raspende vræl.
Så det er egentlig ikke, fordi Onslaught med 'Generation Antichrist' falder fuldstændig igennem og laver en elendig plade. Den er bare lidt for poleret og anonym til, at man sådan for alvor tænker, at her fik thrash-genren lige en ordentlig vitaminindsprøjtning. Det er derimod en variation over en formel, der har været kørt gennem thrash-maskineriet alt for mange gange. Er man fan af Onslaught, så er 'Generation Antichrist' en ret god indikator for, at de ikke er færdige med at komme på turné. Med nye folk i folden burde Nige Rockett nok kunne lokke dem med på græs, så karrieren kan fortsætte.