Copenhell 23: Snublende tæt på
Populær
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
I 2013 leverede det australske band en succeskoncert på Hades. Dengang fik vi insisterende og voldsom metalcore. Solide riffs, insisterende breakdowns og et højenergisk sceneshow. I 2018 var bandet forfremmet til Helviti med det simple formål at starte dagen i den brændende sol. En tilsvarende succesfuld koncert, omend bandets genremæssige fokus var en smule anderledes. Siden da er det blevet til endnu en udgivelse, intentioner om at indtage de helt store scener, en masse snak om at gå hver til sit, en masse turneer og endnu en koncert på Copenhell.
Som i 2013 var bandet tilbage på Hades. Igen sent om aftenen – igen med masser af ild. Et tilløbsstykke i sig selv, der havde fået en del fans ind i inderpitten allerede et godt stykke tid før start. Da lyset blev slukket, og den levende ild i faklerne, der blev båret ind, varslede koncertens snarlige start, var der tæt pakket foran Hades.
En første halvleg til topkarakter
Australierne havde pakket tourbussen med ild, energisk sceneshow (for enkelte medlemmer) og solide kompositioner. Der var nyt, ældre – og materiale, vi sjældent har hørt live i Danmark. Indledningsvis fik vi beviset for, at numre fra ‘Darker Still’ (2023) fungerer live. ‘Glitch’ indledte og gjorde det med succes. Fællessang fra start til slut. ‘Soul Bleach’ derimod var en pit-starter, eksemplarisk eksekveret og perfekt fungerende i forlængelse af det ældre materiale.
‘Carrion’ sendte de af os, der var der for 10 år siden, tilbage til en tid, hvor Copenhell stadig var en ung festival. Og så fik vi ‘Dedicated’, dedikeret til The Ghost Inside og et nummer, vi sjældent har hørt i Danmark. Derved også sagt, at sætlisten have en overvægt af numre fra bandets seneste tre plader. Et naturligt valg, der afspejler bandets intention om at være stadionbandet. Hovednavnet, der kan fylde de store arenaer. Der er vi ikke endnu, men Hades levede, moshede, dansede, crowdsurfede og skabte præcis den fest, man kunne håbe på til en koncert med dagens sidste navn på festivalens andenstørste scene.
Der var ikke grund til andet. Winston McCall er efterhånden blevet en stilsikker performer. En rolle, han udfyldte til perfektion. Interagerede med publikum på vanlig vis og agerede indpisker. Instruerede publikum, så ‘Vice Grip’ var mere end bare et nummer. Publikum lyttede og fulgte på imponerende vis. Ild, instruktioner, singalong og potent performance. Parkway Drive ejede på kort tid og langt ind i koncerten Copenhell.
En fatal satsning
Lige så god en frontmand McCall er, lige så elendig er han til at synge rent. Nuvel, alt er relativt. Især onsdag på Copenhell, hvor sammenligningsgrundlaget er speget. Desværre ændrede det ikke ved, at det flot opsatte segment med ‘Shadow Boxing’ og ‘Darker Still’ var en fadæse. Ikke kun på grund af den ellers sympatiske forsangers talenter, men også fordi de to numre fungerede som en nødbremse, der akut blev trukket på et tidspunkt, hvor koncerten var på sit højeste.
Segmentet var flot udført fra et instrumentalt og visuelt perspektiv, men generelt set fuldstændig malplaceret. Man forstår bandets intentioner om at skabe en “stadion”-koncert, med de episke ballader og telefoner, der lyser himlen op, det fungerede bare ikke sammen med resten af sætlisten.
Til trods for at publikum tog godt imod de to numre, skabte det en unødvendig pause. Tilpas langsomt til, at det efterfølgende trekløver virkede som et kvantespring. ‘Bottom Feeder’, genoplivede festen, ‘Crushed’ var lige så eminent, tung og voldsom som altid, og ‘Wild Eyes’ mindede alle om, at Parkway Drive har stadionmelodierne, det er bare ikke dem, hvor McCall synger rent.
Det sluttede hurtigere, end det startede. Publikum fik en god oplevelse. Ikke den bedste og et stykke fra. hvor sublimt bandet tidligere har leveret. Ikke på niveau med 2013, nærmere koncerten i 2018. Mon ikke australierne får finpudset formlen og vender tilbage om nogle år? Med en ny plade, bedre ballader og en plads på Helviti, hvor kvintetten hører hjemme.