En single havde været rigeligt
Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.
2. Wintersaga
3. Drunken Dwarves
4. Diggy Diggy Hole (Yogscast Cover)
5. Mine Mine Mine!
6. The Art of War
7. There and Back Again
8. The King Under the Mountain
9. We Were Warriors
Italienske Wind Rose har netop udgivet bandets fjerde album, 'Wintersaga'. Stilen er fortsat en blanding af powermetal, symfonisk metal og folk metal. Det vil formentlig ikke blive taget ilde op af bandet at påstå, at stilen også kan betegnes som tegneserie-metal, for det hele rodes sammen i et eventyrunivers med Tolkien-inspiration. Der er tale om "dværgemetal"; hurtig og melodiøs metal med ”dværgekor” i alle omkvæd.
Efter en indledning med den instrumentale ’Of Iron And Gold’ kommer albummet rigtigt i gang med titelsangen. Det er ganske fornøjeligt med en omgang folk- og powermetal. I modsætning til så mange andre folkmetal-bands gør Wind Rose ikke brug af traditionelle folk-instrumenter. Alle de ”traditionelle” instrumenter befinder sig åbenbart i keyboardet.
">
På næste sang bliver vi så præsenteret for en flok fordrukne dværge i ’Drunken Dwarves”. Den lyder stort set som forgængeren, selv om der skruet yderligere op for dværgekoret. Allerede her begynder matheden at melde sig hos lytteren, og det fortsætter albummet igennem. Der er ikke den store diversitet i albummets sange. Man har en formel, som man ikke afviger fra.
">
Efterfølgeren kan vist roligt betegnes som mærkelig. Wind Rose har valgt at lave en coverversion af en sang relateret til Minecraft-spillet. ’Diggy, Diggy Hole’ lyder som en børnesang med metalspade og -tønder og bestyrker ikke én i troen på, at Wind Rose tager sig selv særligt alvorligt (hvilket er udmærket), eller bandets egen musik for den sags skyld (hvilket er knapt så godt). Det er sjovt nok første gang. Men grinet har ikke lang levetid.
">
Det skal dog bemærkes, at der kommer lidt mere substans i slutning af albummet. I sangen ’There and Back Again” er der skruet lidt ned for tempo og skrål, hvilket klæder bandet helt godt. Tilsvarende er albummet afslutningssang den mere end 9 minutter lange ’We Were Warriors’ også en moderat, mere helstøbt komposition end hovedparten af de øvrige sange.
Men rigtig spændende bliver det desværre aldrig.