RB 24: Fredag i fuld flor
Efter en overskuelig torsdag blev andendagen dér, hvor Roadburn tog fart, med secret gigs og pointers i alle retninger, både stilmæssigt og på tværs af scenerne.
"Formulate your own ideas // Don't get bullied by hate speech // Ignore cartoon fascists // Reject hate, reject hate, reject hate // REJEEEEEECT!"
Klokken er 13:30, og Benefits spilder ingen tid med at få den her fredag sparket i gang. 'Marlboro Hundreds' er en eminent åbner til at demonstrere, hvad denne britiske duo lige er for en størrelse, med Kingsley Halls punkede paroler, der bankes ind med syvtommersøm, kun akkompagneret af trommer og synths. Linier som "Question everything" og "Why do they fear you?!?" brages ud i brølende tirader, mens trommeslageren ligeledes eksploderer udi kakofoniske maskingeværssalver.
Det er ikke melodien, der driver Benefits, ingen melodiske konstruktioner at komme efter her. Til gengæld er det et diskant effekthav af synths, de pulserende trommer og så al galden fra Hall i front. En sanger, der minder mig meget om Barney Greenwood, havde han blot været i starttyvererne. Samme politiske indignation, samme uhæmmede kropssprog, og så den her småvrøvlende, britiske dialekt, der ikke efterlader nogen tvivl om, at talestrømmen kommer lige fra leveren.
Som han råber gang på gang i nummeret af samme navn – what more do you want? Benefits er pænt grænsesøgende og ind-til-benet, og netop derfor virkelig råt, på den seje måde forstås. Køber man ind på den præmis, så er Benefits hårdere end de fleste – det overbeviser dog mere effektivt i live-formatet end på plade.
... og således kickstartet kan vi finde tilbage i festivalgearet på en andendag, hvor alle scenerne endelig kommer i spil. På naboscenen står den amerikanske queer-duo Ragana klar til et one-time-show sammen med labelmakkeren Drowse, hvor de finder fælles musikalsk fodslag et sted i krydsfeltet mellem black, shoegaze og post-metal. 
Vi kommer dog hurtigt alle fire frem til konklusionen, at det her er uninspirerede stiløvelser, der går lige ind af det ene øre og ud af det andet. Det efterlader ingen indtryk, eller byder på nogen årsag til at blive stående, så vi haster videre mod Mat McNerney og hans 'Music for Gloaming'-commision med det såkaldte Hexvessel Folk Assembly.
Ganske vist skuffede Hexvessel fælt til åbningskoncerten torsdag, men skal man tro udmeldingen forinden om, at de særligt kuraterede numre trækker på inspirationer fra bl.a. Snorre Ruch, My Dying Bride, In the Woods og Wojciech Kilar, har McNerney gjort mere for at udfordre sig selv i denne commision – og det viser sig at give stærkt pondus til et show, hvor han lyder mere inspireret end jeg har hørt ham i årevis. Et show, du kan læse mere om her.
Straks mere catchy bliver det efterfølgende i The Terminal, hvor canadiske Home Front byder op til synth-venlig post-punk. Forsangeren bærer en skjorte, der lige præcis er så stumpet, at det nærmest føles akavet, som han flyver rundt med et utal af high kicks og generelt store ambevægelser. En stor pondus for bandet, og den eneste der reelt interagerer med publikum, mens rytmesektionen holder pulsen stramt oppe på beatet. Home Front er et forfriskende, relativt tilgængeligt åndehul imellem alle disse grænsesøgende genrehybrider, som en art "Joy Division, der spiller stadionrock over et kraut-beat" – hvilket faktisk hænger bedre sammen, end det måske umiddelbart kunne lyde.
Efter et par times skriverier og optankning af både strøm, vådt og tørt i presseområdet kan vi endelig søge tilbage ud i felten, hvor hollandske DOOL har fået Main Stage til at overbevise om deres melankolske tungrock. Raven van Dorsts skærende fraseringer bærer en central rolle for at løfte helheden, mens rytmesektionen groover forrygende – ikke mindst i kraft af trommeslager Vincent Kreyder, der mestrer evnen til at få hvert eneste slag til at stå ud, som gjaldt det livet. Det ene øjeblik hypnotisk og højt til loftet, som i det fremragende 'The Shape of Fluidity'-titelnummer, mens de i andre (fx åbneren 'Venus in Flames') okser afsted i pumpende tempo.
Alt er dog helt nyt, eftersom vi er ude i en albumkoncert i anledning af udgivelsen af 'The Shape of Fluidity', der netop udkommer i dag - men nyt eller ej, så er den melodiske, små-grungede grundnerve nem at fange. At jeg så er lidt mættet af lyden efter fyrreminutters-punktet ændrer ikke på, at de leverer pladen med alt hvad dertil afkræves af nerve og sej rockattitude, og det taler vist også sit eget tydelige sprog, at denne skuffede skribent må sande, at samtlige LP'er allerede er udsolgt fra merchboden under en halv time efter, koncerten er færdig.
DOOL (Foto: Jacobh Hansen)
Det er dog ikke den eneste overraskelse, jeg må sande på dette tidspunkt. Det andet værende et secret gig med Inter Arma, der allerede er i fuld gang, mens det tredje stadig kan nås, i form af min nyfundne kærlighed for Couch Slut, der også spiller et hemmeligt show på Skate Park, inden hovedshowet om lørdagen. Vi snakker en farlig hybrid af sludge, core og noise, hvor melodierne trods alt har fået lidt mere fokus på den dugfriske 'You Could Do it Tonight', men vi altså her i skaterparken kun hører deres gamle, mere rå materiale, perfekt til disse ligeledes rå, omend meget oplyste omgivelser. Som Megan Osztrosits konstaterer:
"You know, we've never played a skate park before, and also with this amount of light. Now I can see all of you deranged creeps!"
Couch Slut (foto: Jacobh Hansen)
Well - os sindsforvirrede kryb kan til gengæld dårligt se dig, i kraft af den usædvanligt skæve sceneplacering, men det tager gudskelov intet fra koncerten, der brager aggressivt og støjende fremad, med masser af bad ass-attitude fra Osztrosits, der både skriger, som var det med livet som indsats, mens hun deler joints med de forreste rækker.
Skaterparken er ikke just akustisk indrettet til koncerter, hvor lydtrykket bliver lige lovligt massivt og buldrende, men omvendt er Couch Sluts noise-rockede udtryk så ekstremt i forvejen på de tidligere plader, at det kun er med til at forstærke fare-faktoren i denne voldsomme energiudladning. En glimrende, overgearet teaser, inden vi får hele 'You Could Do It Tonight' at høre fra dem i morgen, på udgivelsesdagen!
Tusmørke (foto: Jacobh Hansen)
Også en massiv kontrast til det næste indslag, hvor jeg lige når at krydse min medskribent, der er på vej mod et af de sjældent hiphoppede indslag på disse kanter fra clipping. , mens jeg selv er i mere prog/folket lune, i form af de norske charmetrolde fra Tusmørke. Redefining heaviness er de bestemt ikke, medmindre det da tæller nok i sig selv at skrive sange om hekse og troldmænd. Til gengæld er vi ude i en ualmindeligt dansabel omgang norsksproget folkrock, fuldt stylet op med dyreskind og høj troldmandshat. Tusmørke ønsker bestemt ikke at blive taget alvorligt, hvilket de lange, nærmest stand up-agtige komedie-indslag, der flettes ind mellem alle numrene, kun yderligere cementerer, og på den måde er de unægteligt et forfriskende pust, hvor vi lige kan få løsnet træbenene og lattermusklerne lidt op, så længe fjollen ikke stiger os alt for meget til hovedet.
Echoes of Zoo (foto: Jacobh Hansen)
Klokken nærmer sig efterhånden 23, og lejligheden byder sig til et visit forbi jazz-venuen Paradox, hvor det finurlige, belgiske orkester Echoes of Zoo byder ind til instrumental-jazz af den, ifølge programmet, eksperimentielle og eventyriske skole.
I mine ører lyder det desværre mere som en gruppe unge musikkonservatorie-nørder, der leger rundt med skalaer uden rigtig at gøre andet end at bevise, at de mestrer deres instrumenter. Musikken er bedøvende uinteressant, og så kan de nok så meget prøve at bilde os ind, at saxofonisten er vokset op i nærheden af en zoo, og at det skulle forklare hans måde at gengive dyrelyde på saxen – men i praksis ligner det bare smart medie-lingo fra bandets side, og jeg udvandrer hurtigt, så vi i det mindste kan få lidt samling på tropperne, inden dagen går på hæld.
Tilsyneladende har de andre fortrukket til Engine Room, hvor Patriarchy er sat til at lukke scenen af for fredagen, med alt, hvad dertil hører af bar hud og seksuelle innuendoer. Den små-industrielt pumpende dance fra backing tracket flankeres af simple trommefills og så Actually Huizenga i front, som spiller stramt op på sit look af lak og læder, mens hende og trommeslageren kaster hinanden rundt i en giftig opbygning til hed sex. Det er desværre alt for tydeligt, at Patriarchy handler mere om signalværdi og offensiv seksualisering, end reelt at have noget særligt musikalsk at byde på, og jeg må se mig helt stået af, da hun tager en spiket, sort metalguitar på og foregiver at kunne spille noget som helst på den, andet end skærende feedback – og hvad der vist skal forestille at være et riff i drop-D, hvis hun da ellers kan holde takten.
Et par af kollegerne er vist anderledes betagede af den farlige seksualitet, og sådan er vi så forskellige. Det forekommer blot som et skalkeskjul for, at de ikke har nok andet til at sælge varen, og således runder dagen af på to af fredagens største anti-klimakser.
Til gengæld var der rigeligt med højdepunkter til at godtgøre for afrundingen, hvor særligt Benefits, DOOL, det hemmelige Couch Slut-gig og Mat McNerneys commision skrev de største overskrifter undervejs – mon ikke der er mange flere stærke Roadburn-moments i vente i morgen ... ?