Bæstet brøler forgæves
Populær
Beastmilk bød på det bedste, de kunne torsdag aften i Pumpehuset. Men er det nok til at indfri forventningerne om et band, der spiller sig frem på verdensscenen med populær, melankolsk og kold rock?
"Kvalitetsmæssigt var de klasser over det meste," skrev Devilutions udsendte på Metal Magic Festival i Fredericia i sommer, om finske Beastmilks debutkoncert på dansk grund.
Nej, der var sgu næppe mange, som havde hørt om Beastmilk eller forventet et band i den klasse og genre på en af landets bedste og hårdeste metal-festivaler.
Beastmilks debutplade, 'Climax', fra sidste år blev da såmænd heller ikke anmeldt før i sidste uge her på det ellers altid up to date metalmagasin. Dommen over de finske bæster faldt på tre sorte firkanter og med konklusionen, at "udgivelsen er en satans solid rockplade, der byder på en solid [Shift +F7 = synonymordbog i Word er ukendt funktion for skribenten] blanding af dissonerende post-goth og pompøs stadionrock".
Stadionrock – bette Beastmilk? – tænker man måske så. Ja, ordet er måske ikke valgt uden egentlig indsigt fra den kompetente, men Word-fattige skribent. For der er en karma og tilstedeværelse fra bandets britiske forsanger, hvis vokal unægtelig er beslægtet med rockens store navne – fra Joy Divisions Ian Curtis over Glenn Danzig til Ian Astbury og Johnny Cash.
Fortid i Dødheimsgard
Det er store ord – meget store ord – om en mand, hvis borgerlige navn er Matthew McNerney, men bedre er kendt som sangeren ”Kvohst” fra Hexvessel og Dødheimsgards tvivlsomme 'Supervillain Outcast'.
Ind på scenen kom han så klokken 22.10 torsdag aften til den her koncert i Pumpehuset, som trods brit-finnernes stigende popularitet på Facebook (likes tæller klokkeklart og konstant ind, over de 10 K nu) alligevel ikke trak mere end 200 fans.
Ah, også dårlig timing at de prætentiøse autopilot-musikere med det velplejede hår fra Dream Theater skulle spille samme aften i Falconer Salen. Nu så vigtige, at entreen var inkluderet et tjek for knive, forklarede fotografen, der hurtigt forsvandt fra akvarium-ekvilibristernes pompøse solistkavalkade og fornuftigt troppede op i Pumpehuset.
Forrygende indledning
Nå, men ind på scenen kom så vores melankolskrungende Matthew McNerney iført sin lædervest, slidte slimjeans og knoglehalskæde.
1-2-3-guitarriffet fra 'Death Reflects Us' skød skuepladsen i gang, og der var ikke et headbangerhoved tørt på de forreste rækker. De samme, der stod foran skurvognen til Metal Magic, forstod man. Så var vi i gang. Volumen var skruet godt op. Det var rart. Man kunne høre instrumenterne.
Okay, bevares, de tre dygtige musikere, en skaldet bassist, en langhåret guitarist, en triviel og usynlig trommeslager, medvirkede frivilligt som en tågebanke ved side af vores rendestens-læderrocker i front, som dansede og vrikkede rundt som en poetisk shaman.
I de første tyve minutter fuldstændig forrygende – nærmest foryngende – som Jim Morrions ånd, der havde spyttet vandet ud og rejst sig.
Cadeau til Jeff!
'Void Mother', 'Forever Animal' fra deres 7-tommer, 'Use Your Deluge', 'Surf the Apocalypse', hvor briten synger specielt denne aften sang fuckin' eminent. 'Fear Your Mind' der har Volbeatsk klang over sig (kættersk opfattet fra begge lejre velsagtens, men positivt ment herfra).
Var det her, efter, eller før, spillestedets booker, Jeff, nok engang blev takket for at have hyret dem, står uvist hen. Men cadeau til et band, der rent faktisk sætter pris på de mennesker i landet, som mere af passion end prestige – satser vi på – gerne vil sikre publikum en ordentlig oplevelse.
Publikum hang lidt efter en halv time. De ville gerne. Ville gerne holde energien for at overbevise alt omkring dem, at de virkelig havde fundet et stjerneskud af et band, som sprudler sig mod himlen.
Beastmilk gik proforma med på den. Men lige præcis her, efter 35 minutter, stod det klart, at briten og bandet havde svært ved at malke koen fra de sidste proteiner. Røgelsen fes ud af shamanen, der gentog sine dansetrin og mest havde været tjent med at hive en lommelærke ud af lommen og resignere for en stund.
Kølig kærlighed højdepunktet
Lige dér havde han været bedst tjent med et velsignet stød fra en boltpistol. Men godt man så kun har udgivet et album. Deres velsagtens bedste nummer, 'Love in a Cold World', hvor McNerney med fed læderstreg markerede at vokalen har det potentielle ekko fra stadion-rockens marker, toppede efter 40 minutter og forvandlede den drøvtyggende stemning til potent tyrefægtning.
klokken slog 22.50. Bandet drejede knap nok om bagtæppet, inden de stod der igen, og 1-2-3 (ingen shift +F7 forslag her) sluttede de af uimponeret af med tre ekstranumre.
Detaljen gør forskellen
Brit-pop-trivielle 'Genocidal Crush' som det første, hvor McNerney synger "I'll be the devil/if you'll be the detail". Et ordspil – då'h! – over udtrykket "djævlen ligger i detaljen", der ifølge dansk sprognævn hentyder til, "det forhold at det ofte er de mindste detaljer i en sag der giver anledning til problemer og diskussion".
Hvor end Beastmilks ordspil på begrebet nu end skal fortolkes, så rammer den oprindelige betydning plet. Som undertegnede, kollegaen, der anmeldte dem i Fredericia og hans umiddelbart kompetente slæng kunne berette, havde den ene oplevet McNerney i spidsen for Hexvessel få uger inden, da bandet er på turné i Europa.
Et andet band, ja, men netop også en helt anden sanger, der angiveligt endda tilpasser sine bakkenbarter ud fra, hvilket band han optræder med.
En påstand – men alligevel. Og netop heraf udspringer diskussionen om djævlen i detaljen. Er McNerney en slags nymoden moderne reinkarnation fra det parisiske badekar, der virkelig har det, der skal til, eller blot en forrygende sanger, der, som koncerten antydede, har svært ved at placere sine trin på scenen efter en halv time?
Fordi han i sidste ende nok har stemmen, en suveræn stemme vel at mærke, men ikke det afgørende strøg af karisma, og ikke mindst bandets sidste musikalske mangel, hvor de ikke helt kommer op at røre idolerne.
Krudtet rækker ikke
"Dem, der lyder som en vimset udgave af Joy Division med Robert Smith i front uden fremtid", som redaktøren her på siden i en kommentar kalder Beastmilk.
Fremtiden ligner ikke noget, der falder ud til fordel for det finsk-britiske band. McNerney har sgu nok for mange jern i ilden til, at han bliver med den finske trio, hvis næste album ikke kan løfte sig op på det sidste niveau.
Den marginale og magiske grænse, som få bands krydser i en blanding af talent, timing og tidssvarende relevans. Volbeat kan kættersk nævnes igen.
Sådan er der krudt i bæstet, der i længden ender som et blankt skud, der kun afliver deres egen myte, inden den seriøst folder sig ud. Så vi nyder det, mens det varer. Koncerten var trods alt solid nok.