Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'14: På visit i rummet

Populær
Updated
RF'14: På visit i rummet

Psykedeliske briter med kurs mod rummet gav en psykedelisk oplevelse lørdag nat på Roskilde.

Kunstner
Dato
05-07-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Forfatter
Karakter
4

Roskilde-lørdagens afslutning på Pavillion-scenen har i nyere tid været garant for nogle af festivalens bedste og mest ekstatiske koncerter – for eksempel Spids Nøgenhat i 2011, Dead Skeletons i 2012, Goat i 2013 og Dragontears i 2009. Et eller andet ved den sene spilletid lørdag synes at animere til nogle virkelige indædte og løsslupne koncerter.

En herlig tradition, som Leeds-baserede Hookworms skulle løfte i år. På studieudgivelser minder de mest om en softcoreudgave af Wooden Shjips, men live viste de sig at være langt mere løsslupne, energiske og støjende psykedeliske. Det skete dog ikke uden problemer, for de første cirka 10 minutter foregik uden vokal – det lød som om, lydmanden havde glemt at tænde for mikrofonen, og sanger og synth-spiller Matt Johnson virkede både vred og semidesperat over den begyndelse.

Heldigvis blev det rettet efter første sang, selvom vokalen ikke på noget tidspunkt fremstod forståelse. Her indgik den på lige linje med resten af instrumenterne i Hookworms motorik-rytmiske syrerockbastard, der denne aften mindede mest om en blanding af Neu!, Hawkwind og Joy Division blandet med Spacemen 3 og sågar med afstikkere – især i pulsen og rytmegruppen – til den britiske beatscene fra 1960'erne, alt sammen kørt gennem den kosmiske rockkværn, hvor beatet holder sammen på syrerockeksplosionerne.

En koncert af høj klasse, der desværre sluttede, lige da vi for alvor var på vej ud i rummet  – det vil sige efter cirka 50 minutter. Alt for kort tid. Hookworms er et band, man bør unde sig selv at se live - gerne med længere spilletid, så rumturen er mere end blot en visit. Se dem, næste gang De har muligheden.