Lyttervenlig rockmytologi

Det er ikke utænkeligt, at Hexvessel har et større gennembrud lurende om hjørnet. Det finske band, der her er klar med deres tredje studiealbum, kan bryste sig af at have britiske Mat McNerney (Grave Pleasures, ex-Dødheimsgard) som sangskriver og forsanger og har desuden flere musikere fra særdeles velspillede Dark Buddha Rising til at lægge bandets delvist folky og denne gang ganske 60'er-sprudlende instrumentale lydspor. På papiret er Hexvessel garant for en vis kvalitet, og eftersom de på 'When We Are Death', som det nye udspil hedder, netop har valgt at skære ned på de tidligere udspils acid folk-psychedelica til fordel for en anderledes popmelodisk sensibilitet a la 60'erne, synes døren til gennembruddet måske at stå en smule mere på klem end tidligere. Der er kort sagt mere overgrund end undergrund over Hexvessels musik denne gang. At de samtidig har skiftet pladeselskab fra Svart Records til metalgiganten Century Media synes kun at være i favør af et muligt gennembrud.

Nye referencer

Spørgsmålet er selvfølgelig, om bandet så også har succes med at lade nye ambitioner diktere en ny musikalsk stil, og svaret må desværre blive et temmelig uengageret "både og". Mens forkærligheden for Comus, C.O.B. og andre acid folk-bands fra de tidlige 70'ere, som vi genkendte hos Hexvessel så sent som på deres forrige udspil, ep'en 'Iron Marsh' fra 2013, er helt forsvundet på 'When We Are Death', er der på den nye plade blevet skruet sporadisk op for referencer til blandt andet Jethro Tull ('Mirror Boy') samt små anerkendende nik til både T. Rex. og Elton John (begge på 'Cosmic Truth'). Der er ikke mange sange på 'When We Are Death', hvis overhovedet nogen, som hverken kompositorisk eller produktionsmæssigt ikke er svøbt i mangfoldig lyttervenlighed (den delvist Captain Beefheart-frapperende 'Mushroom Spirit Doors' kunne med dens semi-proglystige skelet dog godt karakteriseres som en slags farisæer til pladens overordnede easy listening mode), og som man hører pladen igennem, sker det ikke sjældent, at man higer efter at blive hevet med på den specielle musikalske undergrundsrejse, som et velspillet acid folk-nummer formår at tage lytteren med på. Rejsen udebliver.

En vekslende balance

Lyttervenlighed er dog selvfølgelig ikke nogen dårlig faktor i sig selv og er det i særdeleshed ikke, når man har McNerneys forståelse for melodi og instrumentering ved roret. Det må man give McNerney og Hexvessel – de forstår sig på melodierne. Det er altså ikke kun som sanger, at den britiske frontmand balancerer flot mellem det powersyngende og det croonende. Også hans øre for sangskrivning befinder sig i et særligt vekselland med en fod som fasttømret i en sangskat af lyrisk hocus bogus-mytologi og den anden på febrilsk jagt efter en topposition i The ABC of Charismatic Rock Stars. Men selv om han uden tvivl har en røst af en særlig kaliber, og til trods for at han kan skrive melodier, som mange knap nok tør drømme om, så er der også noget synligt forceret over McNerney, og det gælder både som sangskriver og som sanger. Det, der for nærværende skribent, definerer den gode melodiøse rocksang, er, at den har karakter af at dukke mere eller mindre umiddelbart frem fra hoften. Ligesom med de bedre piger, skal også de bedre rocksange være simpelt overrumplende og ikkefortænkte. Og er der noget, 'When We Are Death' ikke ligefrem bruser over af, er det umiddelbarhed.  

McNerney i en nøddeskal

However! McNerney og co. formår rent faktisk også at give det komplette og det fokuserede en særlig attraktionsværdi i sig selv. Og det må da også for en god orden skyld siges, at når pladen her kaldes for lyttervenlig med negativt fortegn, så er det selvfølgelig set i perspektiv til det anderledes folkede udgangspunkt, som Hevessel i 2011 startede med. Der er eksempelvis nok Hammond-orgel og skovbund over produktionen på åbneren 'Transparent Eyeball' til at give dette velskrevne nummer et vedkommende, vådt rock-feel, ligesom specielt også den titel-associerende 'When I'm Dead' sidder i det bedre rockskab. Og så er det vel egentlig en smule paradoksalt, at man ser frem til at opleve et ellers halvkikset, sensationslystent riff som det på nummeret 'Drugged up on the Universe' blive fremført live. Det er dog på en eller anden måde vel nærmest blevet McNerney i en nøddeskal for nærværende skribent: Han er musikeren, hvis forcerede armbevægelser og store rockambitioner ofte gnider forkert i ørerne på en. Men samtidig er han musikeren, hvis eget øre for den gode melodi, man – til trods for alle menerne – ikke kan lade være med fortsat at have tiltro til.

Hexvessel besøger Beta på Amager tirsdag d. 22. marts.