"This next song is about black magick"
Populær
Blood Ceremony er okkult retrorock, når det er bedst, og formåede på trods af et forholdsvis beskedent publikum at blive klappet ud på scenen igen - ikke én, men to gange.
Ethvert band med respekt for sig selv har et ordentligt backdrop. Et band med et backdrop i rød velour og guldpailletter har noget ekstra. Opvarmningsbandet i fredags på Loppen stod for en yderst 70’er-inspireret omgang heavyrock, og det var svært ikke at se det karikerede i det. Ufatteligt stramme jeans, frynser og cowboystøvler. Svenske Spiders leverer hele pakken, hvis du mangler et band til temafesten. Dog var der intet dårligt at sige om musikken og især ikke om forsangerinde Ann-Sophie Hoyles. Som midtpunkt for optrædenen jonglerede hun vokal og mundharmonika, maracas og tamburin og brillerede især på de to første. Mens resten af bandet forholdt sig meget neutralt, med håret hængende for ansigtet og fokus på instrumentet alene. Det dæmpede det ellers intense udtryk en anelse, men Hoyles leverede mange gange sin egen størrelse, og Spiders var samlet set en meget passende opvarmning.
Det teatralske og næsten karikerede er heller ikke ukendt territorium for canadiske Blood Ceremony. Bandet, som en del kender som “dem med tværfløjten, der ikke er Jethro Tull”, gæstede sidst København på hedengangne The Rock, en uge inden lukningen i november 2011. En fænomenal koncert. Det, jeg husker bedst, er sangerinden Alla O’Brien midtfor og ophøjet, ved sit orgelalter og med fløjte i hånden - ypperstepræstinden.
Der understøtter Loppens scene ikke Blood Ceremonys udtryk helt så godt. Det er til tider ærgerligt, at scenen ikke er engang er en halv meter høj, men det giver en anden stemning. En lidt mere uformel en, eksempelvis ved at man kan se, at bassist Lucas Gadke optræder i bare tæer. Det fungerer, men i dette tilfælde ikke lige så godt som på The Rock.
Mere hekseri, flere dæmoner
Der var dog ikke en finger at sætte på selve showet. Dramatisk som bare fanden introducerede O’Brien hver sang med en kommentar om enten hekse eller Satan, og det var svært ikke at smile, når hun, som overskriften antyder, sagde, at den følgende sang handlede om ‘black magic’. Surprise, surprise.
Musikken kører, ligesom tekstuniverset, meget rundt i de samme kredse; doomet, heavy og rocket, og jeg kan ikke lige komme i tanke om noget, der skiller deres album voldsomt meget fra hinanden. Måske er de blevet en anelse mere fyldige og dramatiske med tiden, men måske er det mere lydproduktionen. De er alle gode og har alle deres finurligheder, men Blood Ceremony laver musik på en bestemt måde - noget de også er meget gode til.
Det var dog fedt at høre den noget anderledes ‘Lord Summerisle’ fra det nye album ‘The Eldritch Dark’ live og lige så perfekt som på optagelsen. Den barfodede bassist virkede en anelse usikker i starten, uden at det dog kunne høres, og uden at der var nogen grund. Sangen er rolig og stilfærdig og en lækker kontrast til O’Briens teatralske udtryk.
Resten af sættet bestod ellers af en del nye numre blandet op med gammelt og var egentlig meget kort. Hvis man ikke tæller de to gange, de blev klappet ud, med. Først til en genial omgang ‘Master Of Confusion’, med ekstra lange soli og udstrakte instrumentelle stykker, og så ‘The Magician’ - sidste nummer på seneste udgivelse. Især ‘Master Of Confusion’ står tilbage som højdepunkt fra koncerten og vidner ved sammenligning med albumudgaven om den udvikling, Blood Ceremony og især O’Brien alligevel har gennemgået over årene. Resten af det ikke voldsomt store publikum så også til at være svært tilfredse, og jeg er lidt overrasket over, at Blood Ceremony ikke trak et større publikum. De skuffer ikke.