Prog på præcisionens præmisser
Earthside leverede en teknisk blændende koncert, hvor stor kemi og stærke opbygninger langt hen ad vejen opvejede savnet af en forsanger.
A Dying Star
We Who Lament
A Dream in Static
Watching the Earth Sink
All We Knew and Ever Loved
Let The Truth Speak
The Closest I’ve Come
Ikke blot snakker vi den sidste aften på Stengade, inden der går sommerferie-tilstande i den. Vi snakker også en lørdag aften, der i stor stil står i det progressive tegn.
Earthside er sjældne gæster på denne side af Atlanten, og efter at have dyrket deres nu over ti år gamle debutalbum ‘A Dream in Static’ lige siden den udkom, har det derfor været længe ventet endelig at se, om deres feinschmecker-progtakter folder sig lige så smukt ud fra scenekanten.
Allerførst står der dog danske Feather Mountain på programmet. Et band, jeg erindrer at have set på Stairway for 4-5 år siden, hvor jeg endte med at gå en halv time inde, fordi det blev lige lovligt prog-smart på den der irriterende, studentikose måde. Bismagen har nok været årsag til, at jeg aldrig rigtig har fået givet deres seneste album en reel chance, men det kan der så stadig rettes op på.
Den polerede og perfektionistiske facade fra dengang er fortsat et Feather Mountain-trademark, men det er det nu så absolut også hvad hovednavnet senere angår. Spørgsmålet er bare, om sangene er gode nok til at bære det, og ‘In Passing’ viser i hvert fald en mere direkte og kontant side af dem fra start, der klæder dem rigtig godt. ‘Cloud-Headed’ bliver til gengæld lidt mere fabulerende uden rigtig at sætte sig, men det rettes der op på i den efterfølgende ‘Prayer Wall’. Et nummer, de passende introducerer med en stunds stilhed til ære for nyligt afdøde Peter Clement Lund, inden den åbner intenst og sidenhen folder sig ud med stærke kontraster mellem de indladende vers og de bombastiske markeringer. ‘Prayer Wall’ vinder virkelig live, mens ‘The Hedonist’, der lukker sættet, også er en fuldfed, tiltrængt banger til igen at demonstrere de mere kontante kvaliteter, vi også fik lidt af fra starten en halv time tidligere.
Alt i alt et dejligt gensyn, der bekræfter, at Feather Mountain har bevæget sig et stykke siden dengang på Stairway – at jeg ikke har fået lyttet ordentligt til sidste års ‘A Liminal Step’ er i hvert fald åbenlyst en fejl.
Vidste man ikke bedre, ville det efterfølgende valg af Raphael Weinroth-Browne som support virke lidt … spøjst. Som en metalhead-gone-Wagner indtager han scenen solo og bygger sine numre op med loops og et væld af pedaler tilsluttet sin cello. Nogen har muligvis oplevet ham med Leprous eller med vores egne VOLA, som han bl.a. sluttede sig til i DR Koncerthuset sidste år, men her får vi ham altså i den rene form, hvor han tydeligt demonstrerer sin metalliske side. Effektivt er det, og han har tydeligvis styr på pedalerne, men desværre bliver det så også hurtigt en kende endimensionelt. Desværre, fordi jeg vitterligt godt kan lide tanken og udfoldelsen, nærmest som en art én-mands-Apocalyptica, men der er bare for lidt at spille det op imod, og ind imellem får jeg lidt tomgangs-Perturbator-associationer med de underliggende beats, der sjældent ligefrem afviger eller bevæger på nogen måde. 
Af samme årsag går min makker og jeg op på Stalingrad, hvor Feather Mountain har overtaget anlægget og smidt hele Genesis’ 23 minutter lange ‘Supper’s Ready’ på. Vi approver og vender de fælles sommerferieplaner for en stund, før vi atter drager nedenunder til det sidste af koncerten, som tydeligvis ikke har ændret sig det store. Altså udover, at Weinroth-Browne demonstrerer en åbenlys svaghed for Opeth, da han trækker outro-riffet fra ‘Deliverance’ frem til anledningen, og så kan os Opeth-nørder ellers stå der og nikke anerkendende, fordi vi er blandt de indforståede i rummet. Vel smurt.
En halv time senere er Earthside så klar som aftenens trækplaster. Et band med blot to albums på CV’et, men som allerede på debuten fik sit navn godt ud over rampen i de mere dedikerede prog-kredse.
Det er dog først og fremmest ‘Let the Truth Speak’ (2023), de fortsat er ude at promovere på denne tour, og som derfor også dominerer sætlisten. Et hæderligt udspil, der bestemt har nogen af de samme lækkert indlejrede opbygninger, men som alligevel mangler lidt af den mindeværdige sangskrivning, vi fik i første ombæring. Det skal dog ikke slå skår i oplevelsen i dag, hvor de virkelig får rig lejlighed til at demonstrere deres musikalske færdigheder. Frank Sacramone er ikke blot ferm bag tangenterne, hvad end han tager keys, synths eller sin keytar i brug – han er også en energisk personlighed, der giver meget til dynamikken på scenen, bl.a. med store armbevægelser, der flere gange går i clinch med Stengades lave loft. Jamie van Dyck er ligeledes en stærk guitarist, der både mestrer de nærmest shoegaze-vævende lydtapeter, de tungt huggende riff-omveje og alskens teknisk lir derimellem. Det er så afgjort de to, der sælger bandet udadtil, mens Ryan Griffin (bas) og Ben Shanbrom (trommer) antager de mere sikkert bærende roller i baggrunden. 
Det er især bandets kemi og sans for de store opbygninger, der bærer koncerten frem. ‘We Who Lament’ er et godt eksempel tidligt i sættet, der som en kamæleon konstant ændrer karakter fra de store, brede akkorder til det mere himmelstræbende, med både underspillede kvaliteter og distortet tyngde, når sangen afkræver det. Et nummer, der løfter sig endnu mere live, mens det fantastiske titelnummer fra ‘A Dream In Static’ kun mangler lidt af synthens luftige klang for at kunne hæve sig over studieversionen. Der er desuden en kontrolleret coolness over den faktor, at Sacramone gør det så svært for sig selv at stoppe et loop, at han skal gå helt tilbage til laptoppen bagerst på scenen for at trykke på en knap – det her handler tydeligvis først og fremmest om live-eksekveringen, og så må de nok så effektive playback-mekanismer stå i anden række.
“Did any of you see us play at Forbrændingen with VOLA and Port Noir ten years ago?” Responsen afspejler, at det vist ikke var tilfældet for særlig mange af de fremmødte her i dag, men bedre sent end aldrig. At fremmødet så er ekstremt stille og stift koncerten igennem, kommer vi næppe udenom – det er trods alt prog af den krævende slags – men Earthside får da rost os undervejs for at være det bedste sing-along crowd på touren. Det må nødvendigvis være fedteri, og det tager vi så med.
Ganske vist kører deres vokal fra backingtracket, men det er perfekt syncet, og da Weinroth-Browne slutter sig til dem sidst i sættet, går det kun endnu mere op i en højere enhed. ‘Let the Truth Speak-titelnummeret’ halter ganske vist, ligesom på plade, i leveringen, hvor der går lidt stiløvelser i den, men den del får de så hentet ind til allersidst med en himmelsk smuk udgave af åbningsnummeret fra debuten, lige så der udvikler sig en elektrisk stilhed i hele rummet.
Vi vidste jo nok alle på forhånd, at de næppe kom for at løsne op for de leksikalske taktslag. Kataloget er kompositorisk udfordrende nok i forvejen, og uden en forsanger i bandet er materialet naturligt skabt til at sælge på den musikalske fremførsel – og det er da så absolut også det, der gør, at vi går herfra med et bredere smil på læben. Efter endelig at få sat det mentale flueben ved en af de vigtige spillere på progscenen de sidste ti år – og hvis lejligheden byder sig igen, så ser vi nu trods alt gerne, at det bliver med en forsanger til at fuldende live-oplevelsen. Når det er sagt, så fik vi da bevist i aften, at de også klarer sig fortrinligt uden, om end med lidt backing undervejs, og det klager vi da så heller ikke over.