Ambitiøs progrock på vej mod højderne
Feather Mountain tager endnu et skridt op ad deres egen stejle udviklingskurve på 'A Liminal Step' – en plade, der både viser tydelig modning og afslører de sidste mangler, før bandet for alvor kan måle sig med deres forbilleder.
2. Rope Me In
3. Lantern
4. Realignment
5. Prayer Wall
6. The Grid
7. Sunder
8. The Hedonist
På otte numre og 38 minutter leverer kvartetten en hybrid af funky progrock, følsom pop/rock og velplacerede metaludbrud. Den særegne blanding gør det svært ikke at drage paralleller til VOLA – både i æstetik, ambitioner og produktion – og 'A Liminal Step' føles som det surfbræt, Feather Mountain håber kan bære dem ind i samme slipstrøm. Samtidig er lydbilledet mere luftigt end hos tungere slægtninge som Dvne, hvilket giver musikken en drømmende karakter, der klæder bandets ekspressive sensibilitet.
Mellem fjerlet følsomhed og metallisk tyngde
Forsangerens bløde vokal – et sted mellem Tim Christensen i sine mest følsomme momenter og en mere moderne prog-frontmand – er en smagssag, men teknisk set både sikker og udtryksfuld. Ligesom resten af bandet, der tydeligvis har greb om deres instrumenter og varierer udtrykket tilstrækkeligt til at holde lytteren engageret. Problemet er snarere, at de helt store, uafrystelige hooks aldrig rigtig materialiserer sig. Strukturelt er flere numre desuden forudsigelige: rolige opbygninger, et dramatisk brud, tunge guitarflader, growl og tilbage igen. Effektivt, men ikke banebrydende.
Der er dog klare lyspunkter. 'Prayer Wall' brillerer med cinematiske støjvægge og luftige passager i et nærmest filmisk spændingsfelt. 'Sigil' imponerer med en dynamisk struktur og en kaotisk, velsvingende anden halvdel. I den anden ende af spektret ligger 'Rope Me In,' der føles træg og ufærdig, mens 'Realignment' aldrig når længere end et stemningsskabende pusterum. 'Sunder' sigter mod at være et poppet højdepunkt, men de progressive omveje stjæler momentum, selv om omkvædet faktisk fungerer rigtig godt
Når bandet giver slip, sker magien
Heldigvis afslutter 'The Hedonist' pladen på overbevisende vis. Her mestrer Feather Mountain deres kernekvalitet: at væve det luftige sammen med det tunge uden at forcere overgangen. De harmoniske korpassager skaber et af albummets mest stemningsfulde øjeblikke, inden en stille outro binder sløjfe på værket.
Tematisk kredser 'A Liminal Step' om psykologisk sårbarhed. Det er prisværdigt, men teksterne er til tider præget af akademiske fraser, der lyder som øvelser fra et psykologistudie. Man savner et mere konkret dilemma eller en genkendelig menneskelighed at holde fast i. For når Feather Mountain tør kalde en spade for en spade og løsne grebet om teoribøgerne, er det også dér, bandet blomstrer.
'A Liminal Step' er derfor netop dét: et skridt i den rigtige retning. Feather Mountain har talent, spilleglæde og ambitioner nok til at nå højt. Men næste klatretag kræver modet til at slippe alt det sikre – deroppe, hvor bandet endelig kan finde sit helt eget udsyn.