En anomali i dansk metal
Gradience debuterer med et ambitiøst album, hvor eksperimenterne får plads.
Blame Me
Agony
Master to the Slave
Stains
Deathwish
Slow
Undone
A Witness
White Noise
Grimey Potential
Debutpladen fra Gradience er generelt set en succes. For bandet såvel som musikken. For diversiteten og idérigdommen. Siden signeringen til Metal Blade Records sidste år har singlerne stille og roligt løftet tæppet for ’Anomaly’, lovet og lokket med et gennemført visuelt udtryk og en musikalsk rød tråd. Det hele har smagt af potentiale, hvilket heldigvis typisk er reflekteret i den fulde plade.
Det sagt er ’Anomaly’ ikke en genredefinerende mastodont eller en fremtidig klassiker. Hertil mangler sangskrivningen fra tid til anden den sidste præcision. Men det er et stort skridt fremad for bandet og det lille flagskib i dansk alternativ metal, Gradience er.
Netop genredefinitionen er et af de holdepunkter, hvor bandet virkelig markerer sig. Der er ingen simple løsninger. Det er nærmere et sammensurium af genre-inputs, der typisk forenes, mens riff-sektioner får lov til at udvikle sig gennem et nummer. Åbningsnummeret ’Vermin’ indledes effektfuldt af Jakob Lærke Harries blackened-orienterede vokal, hvorefter vi som forventet får det vokale og stilmæssige afbræk, som Gavin Mistry sætter ind med skønsang og senere rap.
Det er hårdt sagt definitionen af Gradience, set i forlængelse af tidligere udgivet materiale. Som titlen på debutpladen angiver, er der heldigvis meget mere i vente.
’Blame Me’ og ’Undone’ fastholder det velkendte, drømmende, blackgazede udtryk på vokal- og guitarfronten, mens det inkluderede Vola'ske synth-element på sidstnævnte nummer, er med til at skubbe til opfattelsen af, hvad bandet er og kan.
Endnu tydeligere bliver det på ’Agony’, hvor synth-elementet for alvor får lov til at drive nummeret – succesfuldt. Skal man pege på en åbenlys live-banger, så er det ’Agony’. ’Deathwish’ opretholder core-elementet med et tilføjet nu-metal-kant. Det samme gør ’White Noise’, men her får vi ditto et eminent trap-stykke, horn og trommer, der akkompagnerer Gavins spoken word-afslutning (kan man få mere af det?), inden den indlevende, selvudleverende og enormt poppede ’Grimey Potential’ lukker pladen.
Sidstnævnte med en fin vokalharmoni mellem de to grundlæggende medlemmer.
Udover det mere markante mix af genrer er udviklingen i brugen af medlemmernes kompetencer tydelig. Erfarne muskler er blevet tilføjet lineuppet i form af Frederik Kjelstrup Hansen og Patrick Petersen, men specielt Gavins vokalføring er et udviklingspunkt, hvor bandet står styrket. Nuancerne er mange, og vi får vokalisten vred, indadvendt, selvreflekterende og afdæmpet. Svøbt i et sammensurium af rap, afdæmpet spoken word, poppet skønsang og det dybe, hurtige trap-flow, som netop indleder ’Master to the Slave’.
Lad eksperimenterne forsætte
Mens musikken selv peger i udviklingens retning, er det imponerende, hvor stramt og velorkestreret bandet har været i sit visuelle udtryk. Netop videoen til ’Master to the Slave’ lader til at have fungeret som grundlag for pladen, hvor kronen af reb går igen som et enkeltstående ikon for udgivelsen og på sin vis er med til at skabe retning.
På den måde er Gradiences fuldlængdedebut langt hen ad vejen en anomali. I forhold til den gennemgående røde tråd og det lettere stringente, men passende, visuelle udtryk såvel som musikalsk. Danmark har ikke et sidestykke, og langt hen ad vejen har bandet fundet en lyd og kombination af elementer, der ikke kun er unik for Danmark. De udenlandske referencer står naturligvis i kø, men netop den blackened kombination af rap, hiphop, trap og r’n’b adskiller Gradience fra de nemme namedrops som Loathe og Sleep Token.
’Anomaly’ er et skridt fremad for det danske band. Der er stadig rum for at udbygge og styrke sangskrivningen, for at kombinere genre-puslebrikkerne helt rigtigt og sikre, at den positive lyst til at kombinere genrer ikke skaber stilforviring – udfordringer og børnesygdomme, der kan overkommes. Alt andet lige kan man kun håbe på en fremtid, hvor bandet fastholder den opfindsomme og eksperimenterende tilgang, der er udgangspunktet for debutpladen.