Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det smukke i elendighed og ulykke

Updated
VOLA-Witness-scaled

Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.

Kunstner
Titel
Witness
Trackliste
1. Straight Lines
2. Head Mounted Sideways
3. 24 Light-Years
4. These Black Claws
5. Freak
6. Napalm
7. Future Bird
8. Stone Leader Falling Down
9. Inside Your Fur
Karakter
4

Forventningerne til Volas tredje fuldlængde udgivelse er tårnhøje. Med to solide udgivelser i bagagen har den dansk/svenske kvartet været garant for teknisk komplekse kompositioner, prog-orienteret sangskrivning og mindeværdige numre. Poppede noter i et komplekst setup resulterer i et  band, der har opnået velfortjent anerkendelse i udlandet – og herhjemme.

Det sagt er et band aldrig stærkere end den seneste udgivelse. ‘Applause Of A Distant Crowd’ (2018) taget i betragtning er baren sat lige så højt som publikums forventninger. En udfordring, Vola tilsyneladende har haft nemt ved.

Fremskriden med tunge skridt
“Vi havde lyst til at skrive noget tungere efter ‘Applause Of A Distant Crowd’”.

Således lød det, da vi i sidste uge bad forsanger Asger Mygind og bassist Nicolai Mogensen beskrive ‘Witness’. Pladen er en reaktion på de foregående plader og et solidt mix af selvsamme. Den prog-rockede lyd, der prægede ‘Applause Of A Distant Crowd’ er stadig at finde, men det er i højere grad det tunge bombastiske univers fra ‘Inmazes' (2015), der definerer kvartettens tredje fuldlængdeudgivelse.

Og så alligevel ikke. ‘Witness’ er nok komponeret på det samme solide grundlag af kompetent sangskrivning og sans for velklingende riffs som debuten, men der er en verden til forskel på de to plader. I løbet af de seks år, der er gået, siden bandet albumdebuterede, har kvartetten haft succes med at inkludere flere signifikante musikalsk udtryk. Hvor ‘Inmazes’ især var tung qua det djentede, spiller 'Witness' på flere facetter for at møde mørket og dybden i Myginds tekstunivers.

Dermed også sagt, at Vola 2021 har fået et langt bredere musikalsk udtryk. Det er blevet forfinet og raffineret til et punkt, hvor bandet har et vidt spænd trods det noget snævre djentede udtryk, der stadig er i bandets dna. Det samme er den eksperimenterende tilgang, der især prægede ‘Applause Of A Distant Crowd’. Kvartetten leger med de forskellige udtrykker og det skubber denne gang bandet mod nye vider, ikke mindst i form af en overraskende vellykket cadeau til nu-metallen.

Variation og sans for detaljen
’Witness’ er ikke kun en tungere plade musikalsk set, det er også en plade, der emmer af mørke og ubehag. Ikke mindst på grund af det narrativ, Mygind præsenterer gennem pladens ni kompositioner. Øjenvidnefortællinger om elendighed og ulykke – livets mørke sider, der, hvor de interessante historier og følelser befinder sig, som forsangeren selv beskriver det. Det er dog langt fra udelukkende årsagen til pladens tyngde. Det er i lige så høj grad de mange kontraster.

Især kontrasten mellem livets mørke sider og tragedier overfor det smukke og livsbekræftende maler karaktererne i Myginds ulykkelige fortællinger og ditto det musikalske univers. Det er det melodiske omkvæd båret af smukke vokalfraseringer og Martin Werners opløftende keyboardflader holdt op mod det auditive vers-bombardement, der sammen skaber ‘Straight Lines’. Det er det smukke, prog-rockede i ’24 Light-Years’ overfor den bastante ‘Stone Leader Falling Down’. Eksemplerne er mange og med til at give pladen liv og værdi. 



Således er det en plade rig på detaljer. Rig på overraskelser for den, der giver sig tid til fordybning. Især Werner bidrager til et musikalsk univers med mange iderige facetter, om det så er ren klavereufori eller bærende synthflader. På tilsvarende vis har Adam Janzi stor succes med at krydre pladen med eminent og livligt trommespil. Om det så er en jazzet, prog-tilgang eller neddæmpet og simpelt. Djævlen er i detaljerne, side om side med ubeskrivelig skønhed.

Individuel styrke
Det er den kombination af høj detaljegrad og konstant variation, det solide samarbejde de fire medlemmer imellem og sans for flot sangskrivning, der giver ’Witness’ sin styrke. Når støvet har lagt sig, og den imponerende flotte afslutter, ’Inside Your Fur’, er tonet ud, har man som lytter været igennem hele følelsesregistret – i positiv forstand. Bundniveauet er højt, og de få gange bandet mister momentum opvejes af selvsamme. Det sagt kunne man godt ønske sig en tydeligere rød tråd. Trods det lyriske omdrejningspunkt og synthfladerne, der generelt binder pladen sammen, har ’Witness’ tendens til at fremstå som en række af individuelt stærke kompositioner, frem for et samlet værk.

Det ændrer heldigvis ikke ved, at ’Witness’ er en flot plade – en stærk kandidat til en af årets bedste danske rock- og metaludgivelser.