Årsliste 2015 – Emil Svendsen

Et internationalt set rigt og alsidigt metalår har det været for Emil Svendsen, hvor især Ghost og Lamb of God har gjort sig godt.

Årets danske album:

1. Vola: ‘Inmazes’ – Et meget internationalt lydende prog-album, som fra begyndelsen vender ryggen til hjemlandet. Det er nok vejen frem.



2. By the Patient: ‘Gehenna’ – Det er her, hvor året går på hæld, lidt vemodigt at tænke tilbage på ‘Gehenna’, når nu det er den bedste plade, By the Patien har lavet, og de nu er stoppet som band.

3. Evra: ‘Lightbearer’ – Bandet begyndte med at være et energisk liveband med nogle so-so numre. Med 'Lightbearer' har de fået numrene op på højde med deres liveformåen.

4. Myrkur: ‘M’ – Myrkurs blanding af den frysende kolde og menneskefjendske klang af pigekor med svartmetallen er, når den er bedst, ganske effektiv og godt tænkt – og så hjælper det også, at det er lidt skæg, at hun får black metal-politiet til at fare i flint.



5. Bersærk: ‘Mulm’’ – Der er noget ligefremt og effektivt ved dette danske stoneroutfit, der både leverer tunggode riffs og har en af landets mest lovende vokalister.

Årets internationale album:

1. Lamb of God: ‘VII: Sturm Und Drang’ – Lamb of God formåede på årets udgivelse at vise, at frontmand Randy Blythes europæiske fængselsoplevelser og efterfølgende frihed havde givet dem alle gnisten tilbage. Mange gode detaljer og god sangskrivning.



2. Ghost: ‘Meliora’ – Efter min ringe mening er det først på dette tredje album, at Ghost er blevet forløst. Sangene står klarere end nogensinde, og det gælder også for bandets humoristiske sider. Og ja, hårdere og mere dødbringende musik er hørt, men som bredtfavnende hårdrock er det lige i øjet.

3. Cattle Decapitation: 'The Anthropocene Extinction' – Ærkemetal i høj klasse, der både formår at lyde kaotisk, men samtidig er meget velorganiseret. Og så er jeg bare vild med den gurglende Gollumvokal!



4. Enslaved: ‘In Times’  – Få formår som nordmændene at gå på opdagelse i metallens vildmark, hvilket de igen beviser på seneste udgivelse. Det er hårdt og ufriseret, men fordi de ikke har travlt med en mere brutal end alle andre-attitude, bliver det også meget komplekst og noget, jeg gider at vende tilbage til. Igen og igen.

?list=PLs-moGsqpN9Ii62I4i1dNQR9s7ir10IkZ

5. Mutoid Man: ‘Bleeder’ – Mutoid Man er en trio indeholdende to undergrundsberømtheder, nemlig Ben Koller fra bl.a. Converge og Stephen Brodsky fra Cave In. De har formået at lave en plade, der slår bro over kløften mellem hard rock og hardcore. Skævt smilende spilleglæde møder gode og navnligt vilde ideer. Mere af det.

Årets internationale hit:

Ghost: ‘From The Pinnacle to The Pit’ – En skæring, der både rykker og rummer cirka alt, hvad der er at sige om svenskernes underfundige tilgang til satanrocken.



Årets danske hit:

Electric Guitars: ‘White Flag’ – Ok, det er i den bøllerockede ende, men den er en meget effektiv sang, og siden kategorien hedder noget med “hit”, så lad det for en gangs skyld være et hit, som de fleste kan rocke med til.



Årets genfundne klassiker:

Deep Purple: ‘Burn’ – Det er egentlig Europes fortjeneste, fordi deres i øvrigt glimrende plade ‘War of Kings’ fik mig til at gå tilbage til kilderne, som vist må siges at være Deep Purple.



Årets DVD:

Der er ikke rigtig nogen, jeg vil fremhæve, men jeg har da set nogle musikdokumentarer på Netflix, der faktisk er tiden brugt værd, bl.a. filmen 'Keith Richards – Under the Influence' der er informativ, om end vel heltedyrkende; og 'I Dream of Wires', der kastede lys over et af de vide pletter på mit musikalske landkort: Synthesizerens historie.

Årets koncerter:

1. Lamb Of God, Roskilde Festival, 03-07-2015  – En koncert, som var lige så god, som man turde have håbet på. Og mere til. Perfekt sætliste, perfekt stemning, perfekt størrelse.

2. Gojira, Copenhell, 20-06-2015 – Gojira er niveauer over de fleste, når det kommer til at spille live. Copenhell var ingen undtagelse. Så godt, at man var lidt trist bagefter.



3. Ghost, Amager Bio, 14-11-15 – Det var dagen efter det afskyelige terrorangreb i Paris, og alle var derfor mere eller mindre berørt. Ghost styrede det dog formidabelt og lagde både et minuts stilhed ind i sættet og fik leveret et brag af en koncert, der demonstrerede viljen til at blive stående.

4. Mutoid Man, Beta, 26-10-15 – En meget underholdende og velspillet koncert, der viste, hvor rutinerede de tre herrer er.

5. Ufomammut, Loppen, 13-10-15 – For deres kalejdoskopiske tilgang til monotoni.

Årets internationale navn:

Ghost – Fordi de i år rykkede et stort skridt op mod hårdrockens superliga og er begyndt at trække store tilskuerskarer.

Årets danske navn:

Det må blive Volbeat for at have lavet den største enkeltstående rockkoncert (med billetsalg) med et dansk band på dansk jord.

Årets nye internationale navn:

Mutoid Man – For at kombinere så forskellige tilgange til den hårde musik, som hard rockens og hardcorens.



Årets nye danske navn:

Møl  – Der er selvfølgelig flere at pege på, men denne gang bliver det altså Møl for deres optræden på festivalen UHØRT i København var den mest troværdige og helstøbte blandt de fremmødte metalbands, og de gjorde genren ære.

Årets comeback:

Faith No More – De kunne være endt så grumme galt, men tværtimod var det nogle meget vitale sange, de diskede op med på udgivelsen ‘Sol Invictus’.

Årets optur:

At jeg havde æren af at DJ’e i Beta for selveste HammerFall efter Pretty Maids + HammerFall-juleshowet i Amager Bio.


Årets største skuffelse:
Min kalenderbrøler, der gjorde, at jeg godtnok kom til at DJ’e for Hammerfall, gjorde også, at jeg ikke var til Slayer, Anthrax og Helhorse andetsteds.

Største ønske for 2016:

At danske bands får mere stamina, så de ikke går i opløsning, lige efter de har udgivet glimrende plader (I ved, hvem I er…). Machine Head var ti år om at lave noget, der gav mening. Lær af det.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

At have færre mailbokse og komme noget mere ud.