Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ekstrem og vigtig udgivelse

Populær
Updated
Ekstrem og vigtig udgivelse

Cattle Decapitation gør det igen. Deres 'The Anthropocene Extinction' sidder lige i skabet med sin brutale musik og sit mindst lige så brutale og ærlige budskab.

Titel
The Anthropocene Extinction
Dato
07-08-2015
Trackliste
1. Manufactured Extinct
2. The Prophets of Loss
3. Plagueborne
4. Clandestine Ways (Krokodil Rot)
5. Circo Inhumanitas
6. The Burden of Seven Billion
7. Mammals in Babylon
8. Mutual Assured Destruction
9. Not Suitable For Life
10. Apex Blasphemy
11. Ave Exitium
12. Pacific Grim
Karakter
5

For de, der ikke kender Cattle Decapitation, er det vist på sin plads at få dem præsenteret. For de er en aparte størrelse og mindst lige så vigtig en stemme, som deres musik er svært tilgængelig for det utrænede øre.

Cattle Decapitation stammer fra San Diego i det sydlige Californien og blev dannet tilbage i 1996. Deres brutale og ekstreme musik kan, hvis man vil, bedst betegnes som en blanding mellem dødsmetal og grindcore. Eller deathgrind, som Wikipedia foreslår. Cattle Decapitation har udsendt syv plader, hvor denne 'The Anthropocene Extinction' er det seneste skud på stammen.

Bandets navn kunne antyde, at de godt kan lide at muntre sig med dyr på en knap så rar måde. Intet kunne dog være mere fjernt fra virkeligheden. De er nemlig meget imod dyremishandling og den måde, dyr må lide, for at vi mennesker kan få kød på bordet. Cattle Decapitation har dog ikke kun én mærkesag. De synger også om menneskets rovdrift på naturen og de konsekvenser, dyrehold og forbrug af bl.a. fossile brændstoffer, plasticfremstilling m.v. har for vores miljø. Disse emner har de været inde på i samtlige af de foregående seks plader, og det er også tilfældet med denne.

For 'The Anthropocene Extinction' handler simpelthen om menneskets endeligt pga. de beslutninger, vi hver dag indirekte træffer med vores levevis. Denne æra i menneskehedens historie er den, hvor vi har belastet miljøet allermest, og med øer af plastic i Stillehavet så store som kontinentet Afrika har der været rigeligt med brændstof for sangskriverne i Cattle Decapitation til at forfatte teksterne til denne plade. Forsanger Travis Ryan er i hvert fald ikke bange for at understrege, hvor grumt et forfald menneskeheden er på vej imod. Som han siger:

"Allerede fra før den industrielle revolution og frem til nu har menneskehedens utømmelige tørst efter ressourcer samt den eksplosive befolkningstilvækst på kloden sendt os med raketfart mod en fremtid, hvor vi enten har konsumeret eller forurenet os selv til en skæbne, hvor arten uddør."

Dette ret dystre fremtidsbillede er omdrejningspunktet for 'The Anthropocene Extinction', og Travis Ryan understreger da også, at denne plade har de mest deprimerende tekster af alle.

Musikken er, som vi kender Cattle Decapitation. Ryans afgrundsdybe vokal tilsat instrumenter, der spiller i et lige så uvirkeligt tempo, som vi forbruger klodens ressourcer. Ligesom deres kunstneriske udtryk i teksterne ikke er endimensionelt, således er musikken også afvekslende. For til trods for det brutale angreb mod lytterens øre, er der skam også blevet plads til at lægge noget melodi ind over frontalangrebet, hvilket allerede viser sig på åbningsnummeret 'Manufactured Extinct'. Det er en udvikling, som bandet har taget over de sidste plader, og her på 'The Anthropocene Extinction' kommer vi så tæt på en melodisk udgivelse, som vi nogensinde har været med Cattle Decapitation. Lyt til åbningsnummeret her:

">

Det er faktisk noget, der klæder musikken. For de melodiske indslag og en snert af black, eller det instrumentelle nummer 'The Burden Of Seven Billion', er med til at gøre hele pladen mere tilgængelig og rar at lytte til. Omend det i sig selv kan synes at være en selvmodsigelse, når vi taler om Cattle Decapitation. For det skal være hårdt, brutalt, ondt og tankevækkende. Hvilket det heldigvis også er. For mens deres musik for det utrænede øre kan virke som totalt kaos, er der her på denne plade rent faktisk den så forjættede røde tråd, som mange bands og fans af musik leder efter.

Cattle Decapitation har også fået lidt hjælp på pladen. De har bl.a. fået Phil Anselmo til at synge med på 'The Prophets Of Loss', mens Tristan Shone og Bethlehems Jürgen Bartsch også bidrager på pladen.

Disse gæsteoptrædener overskygger dog på ingen måde bandet her på den nye plade. Det er helt deres eget værk, og de fortsætter med at bruge producer Dave Otero fra forgængeren, 'Monolith Of Inhumanity', som de udgav i 2012. De bruger også Wes Benscoter til deres cover denne gang, som de har gjort lige siden pladen 'To Serve Man' fra 2002. Meget passende er det et menneske, der lider den skæbne, som mange dyr må bukke under for, når de har fyldt mavesækken med det affald og plastic, vi dagligt sender ud i verdenshavene.

Er man fan af Cattle Decapitation, er 'The Anthropocene Extinction' bestemt en plade, man bare må eje. Er man som musiklytter bare det mindste nysgerrig, er dette også absolut en god indføring i det univers, som bandet har skabt sig såvel lydmæssigt som tematisk. Vi var ovenud begejstret for 'Monolith Of Inhumanity', som vi gav den forjættede karakter 666. Denne plade nærmer sig også, idet den kompetent viderefører stilen og tilsætter den endnu flere facetter. Topkarakter herfra og en klar anbefaling til vores læsere om at give den en chance.