Årsliste 2015 – Anders Molin

Dragejægeren så ikke mange nedlagte drager i et lidt sløjt år, hvor han til gengæld opdagede W.A.S.P., nød Amorphis og Lamb of God og blev meget imponeret over de danske debutanter The Vision Ablaze.

Årets danske album:

1. The Vision Ablaze: ‘Youtopia’ – Ingen er i nærheden af denne mesterlige debut. Et vanvittigt velskrevet, infernalsk og dragende værk.



2. Pyramaze: ’Disciples of the Sun’ –  Smuk, episk, stor og umådeligt melodisk udgivelse, der havde fortjent meget mere opmærksomhed på de hjemlige breddegrader.

3. Bersærk: ‘Mulm’ – På dansk! Modigt! Og nødvendigt. Men i øvrigt også pissegodt, beskidt og råt sludget hard rock. 

4. I’ll Be Damned: ’I’ll Be Damned’ – Velsvingende og enkel rockmusik helt uden den kliché-overvægt, der plager nationens øvrige rockbands.

5. Killing Gandhi: ‘Cinematic Parallels’ – Forfriskende dødsmetal.

Årets internationale album:

1. W.A.S.P: ‘Golgatha’ – Overraskende nok var dette mit første møde med Blackie Lawless, men sikke et hæsblæsende svulstigt rendezvous, der har sendt mig på opdagelse i et lige så forrygende bagkatalog.

2. Amorphis: ‘Under the Red Cloud’ – Et storslået album badet i store riff og melodier, og der sættes ikke en finger forkert. End ikke når der eksperimenteres med folk-genren, som denne skribent har det lidt svært ved. Kører stadig på heavy-rotation i pladespiller og hovedtelefoner og lader ikke til at miste pusten.



3. Lamb of God: ‘Sturm und Drang’ – Voldsomt orgie af vrede og gennemtænkte guitarfigurer. En magtdemonstration, som man må håbe, de får fulgt op på med knap så aflyste koncerter i 2016.

4. The Darkness: ’Last of Our Kind’ – Justin Hawkins i selskab med familie og venner begynder at nærme sig et Queensk udtryk med hård rock og store armbevægelser, og uden at antage, at de når forbilledets højder, så tegner fjerde album et billede af noget stort i støbeskeen.

5. Ghost: ‘Meliora’ – 2015 var året, hvor det maskerede foretagende lavede deres første helstøbte album, hvor udtryk, sangskrivning og produktion gik op i en højere enhed, og Ghost blev til et rigtigt band.

Boblere: Cattle Decapitation, Perkeros - Diabolus in Musica, Moonspell, Enforcer og Jorn Lande og Trond Holter.

Årets internationale hit:

Lamb of God: '512' – I omkvædet forefindes det, der må betegnes som årets riff – majestætisk, melodisk og ondt. Umådeligt brutalt og catchy.



Årets danske hit:

Pyramaze: ’Disciples of the Sun’ – Et formidabelt bombastisk og storladent værk.



Årets genfundne klassiker:

Statsmanden – Politikeren med værdighed, ambitioner, uselviskhed og ånd. Der var få af den slags i 2015, og det er formentlig en uddøende race, men jeg kom til at holde mere af gammeldags dyder hos folkevalgte. 

Den overså jeg i 2014:

Primordial: ’Where Greater Men Have Fallen’ – Jeg nåede simpelthen ikke at få det tjekket ud i udgivelsesåret, men sikke et band, sikke en plade og sikke et titelsangs-hit.



Årets DVD/blu-Ray:

Årets musikvideo blev leveret af David Hasselhoff i et spraglet og ikke mindst forbilledligt kung-fu-univers med dinosaurer og nazier. Men ellers interesserede den visuelle side af musik mig forbløffende lidt.



Årets koncerter:

Mit liv rummer stadig ikke megen plads til koncerter, som jeg ikke selv spiller, men der var enkelte højdepunkter, som retfærdiggør en top 3.

1. Ghost: Amager Bio - 14-11-15 – Koncerten faldt dagen efter det rædselsfulde terrorangreb i Paris, hvor omkring 140 mennesker mistede livet, og den begivenhed gjorde en i forvejen forrygende koncert endnu mere vedkommende.

2. Primordial: Helviti, Copenhell - 19-06-15 – Reelt set et fremragende onemanshow med en medrivende forsanger, men også en berusende oplevelse, der kunne leve op til hypen fra Devilutions negerkonge.

3. Kreator Helviti: Copenhell - 19-06-15– En thrashet stadionkoncert. Fremragende. Ikke stor kunst, bare forførende.

Årets internationale navn:

Eagles of Death Metal – Blev årets mest omtalte rocknavn, og intet middelmådigt bands fortsatte turneren har nogensinde været så væsentligt for den vestlige civilisation som dette.

Årets danske navn:

Pyramaze – Det er et problem, at et så fremragende band spiller så få koncerter. Men lad dette være en opfordring til at komme ud på landevejen og bløde for musikken.

Årets nye internationale navn:

Valget falder på W.A.S.P., selvom jeg kan forstå på resten af verden, at de har været her noget tid. Men lige nu er det altså årets nye oplevelse, og det nyder jeg.



Årets nye danske navn:

The Vision Ablaze – Årets debut gør dem selvskrevne til titlen i denne kategori. Hvis de spiller kortene rigtigt, kan det blive til noget meget stort. Gør venligst det!

Årets comeback:

Det må være første gang i Devilutions årslistehistorie, at det samme band kan løbe med hæderen her og samtidig blive årets internationale navn – men W.A.S.P.  fortjener al den omtale, de kan få.

Årets optur:

At lave interview med bandet Dynamic – et frisk pust med to ambitiøse unge mennesker.

Forfatteren Benni Bødker, som fortalte ærligt om metals betydning for hans omfattende bibliografi.

Samt korrekturlæserens bestyrtelse da han fandt ud af, at undertegnede ikke forstår Celtic Frost – sjældent er så meget galde og dedikation væltet ud på så kort tid, og sjældent har ophidselse dugget et par briller så intenst. Det er den passion, der gør, at jeg elsker at være en del af Devilution. Jeg har sidenhen tjekket Celtic Frost ud igen, og jeg forstår stadig ikke hypen. (Jeg slår dig ihjel. Venlig hilsen korrekturlæseren).

Årets største skuffelse:

Den er desværre alt for let – Iron Maiden skuffede med den fatalt ringe og ligegyldige ’Book of Souls’, som jeg frygter bliver en trist afslutning på karrieren.

Blind Guardian og jeg måtte også skilles i år, selvom jeg dog stadig glæder mig til mødet med dem på Copenhell. Det er bare alt for længe siden, at jeg har fundet glæde ved deres skiver.

Største ønske for 2016:

Med tilføjelsen af årets skuffelse, så gentager jeg mit ønske fra 2015:

”Opløsningen af følgende dinosaurbands, som reelt ikke har leveret varen en rum tid, men lever højt på fortidens meritter og er blevet til omrejsende unødvendigt cirkus, der tager opmærksomhed, penge og koncertgængere fra langt mere aktuelle kunstnere. Farvel eller fornyelse af: Metallica, Megadeth, Manowar, AC/DC, Judas Priest, Anthrax, Iron Maiden ... udfyld selv!” - Vi bliver simpelthen også nødt til snart at finde ud af, hvem der skal overtage scenen fra mastodonterne.

Se eventuelt Mötley Crüe for skræmmeeksemplet over dem alle.



Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Indspilningen og udgivelsen af andet album fra mit eget musikalske foretagende Electric Hellride, King Diamond på Copenhell, mere Devilution, en unge mere i den familiære fold samt færdiggørelsen af mit seneste skriveprojekt.