Metaldiktator: Black Sabbath – Sabotage
Populær
Vreden og frustrationerne var synlige på Sabbaths sjette album – det mest indestængte og eksperimenterende i rækken, der blev indspillet, mens advokaterne så til i studiet.
Don’t Start (Too Late)
Symptom of the Universe
Megalomania
The Thrill of it All
Supertzar
Am I Going Insane? (Radio)
The Writ
“You can only trust yourself and the first six Black Sabbath albums”, lød det engang fra Henry Rollins – et citat, mange sidenhen har valgt at knytte sig til, skrevet sig bag øret eller bærer uden på deres T-shirts. Naturligvis et budskab med modifikationer, for der var jo også flere Ozzy-skiver forude, for ikke at nævne Dio-årene og alskens andre Sabbath-juveler. Omvendt vælger nogen også at drage skillelinjen tidligere – og hvor ofte var det nu også lige, at Black Sabbath selv inddrog numre fra ‘Sabotage’ i live-sættet?
Det er der så måske en helt anden årsag til, men mere om det senere …
Allerede under indspilningerne til forgængeren, ‘Sabbath Bloody Sabbath’ fra 1973, gik det op for bandet, at de blev snydt af både management og pladeselskab. Penge røg andre veje, og bandet turnerede længere end vanligt for at indhente noget af den tabte fortjeneste, men lige lidt hjalp det.
Det var derfor et mærket band, der i februar 1975 gik i studiet midt i deres søgsmål mod den tidligere manager Patrick Meehan, da de opdagede, at han havde kanaliseret størstedelen af deres royalties over på sin egen bankkonto. Som bassist Geezer Butler siden hen har udlagt det:
“... Det meste af tiden, når vi ikke var på scenen eller i studiet, var vi på advokatkontorer og forsøgte at slippe ud af alle vores kontrakter. Vi var bogstaveligt talt i studiet og forsøgte at indspille, mens vi underskrev alle disse erklæringer. Det er derfor, albummet fik titlen ‘Sabotage’ – fordi vi følte, at hele processen bare blev fuldstændig saboteret af alle disse mennesker, der snød os.”
Med de skeletter i skabet tog pladen form i Morgan Studios i London over et par måneder, med vrede og indestængte energier på tapetet. Teksterne, som vanligt altovervejende skrevet af Geezer, afspejler i flere tilfælde opgøret med Meehan og managementet bag kulissen, mens musikken er en kende mindre betonrocket end tidligere. Guitarist Tony Iommi lader sig gribe af studiets mange muligheder, lydfladen bliver mere broget i samtidens progressivt søgende ånd, og det øger yderligere spændingerne mellem Iommi og Ozzy, der savner dengang, hvor man bare kunne knalde en plade i kassen over et par dage. 
Indtrykkene flyver ind gennem pladens 44 minutters spilletid fra højre og venstre, med stramt lirede soli og ondskabsfulde grin, harpsichord og korarrangementer, omkvæd der grynter “Suck me!” og stemmer, der fader ind til Ozzys gentagelse af ordet “Obsessed” som for at hyle dig endnu mere ud af den. Overraskelsens element udnyttes i stor stil, og som et veltimet DJ-mix er det nemt gang på gang at lade sig rive med af detaljerne, uagtet hvor godt du kender pladen allerede. På en eller anden måde passer hver lyd så perfekt, så det dårligt kunne være anderledes.
Og heri ligger en af pladens store styrker, sammen med det sublime samspil. Iommis vilde og lidt mere eksperimenterende idérigdom end vanligt i kompositionerne, uden at forfalde til teknisk selvfedme. Geezer og Wards formidabelt indlejrede puls, der groover og river alt med sig, og også viser lækre finesser i den underspillede afdeling. Og, ikke mindst, Ozzy, der pladen igennem leverer sin mest overbevisende vokalpræstation i Black Sabbath-kanonen, hvis da ikke i hele karrieren. For første gang er dette den Ozzy, vi alle kender, der viser masser af spændvidde, kraft og selvtillid, som en forsmag på solokarrieren flere år ude i horisonten.
Det første, der slår én ved sidestillingen med forgængerne, er dog uden tvivl, hvor meget mere indadvendt en plade det er, og hvor meget man kan mærke deres personlige dæmoner. Med enkelte undtagelser, hvor den kontante energi fra de første fire lever videre, men det er bestemt de tilbagevendende temaer om mentale nedture, det indædte raseri og fantasierne om den store flugt fra det hele, der lægger grundtonen for pladen.
‘Hole in the Sky’ starter dog i et helt andet gear, med et galopperende riff der rumler afsted og omgående giver lyst til at hæve knytnæverne i takt. En fantastisk åbner, og sandsynligvis den mest dunkende kontante og hookladede sang, de havde skrevet siden ‘Paranoid’. Iommi flasher lidt på spaden, inden Ozzy gør sin entré i det høje leje, lige på nippet til det råbende; en lækker skæring med raffinerede licks undervejs, mens den lyrisk er lidt af et råb om hjælp, det første af mange på pladen, som de leder efter deres “Window in time” til at “Take me to heaven”.
Under en kort interlude efterfølgende får Iommi demonstreret lidt tekniske chops, som en eklektisk overgang tituleret ‘Dont Start (Too Late)’ efter det råb, Birmingham-kvartetten flere gange blev mødt af fra båndoperatøren, fordi de havde det med at starte numrene, før han fik trykket Record.
Noget helt andet end det protothrashede riff, der møder os fra starten på den sublime ‘Symptom of the Universe’. Der har helt sikkert været eksempler på denne type vred, hurtig riffing før, men der er en ondsindet præcision over ‘Symptom…’, der viser sig at blive meget definerende for thrash-lyden et årti senere, især når Iommis guitar kombineres med Bill Wards hårdtslående, perkussive drive. Egentlig for simpelt et riff til at blive respekteret af guitarister, men alligevel lammende effektivt, som et bæst til struben, hvorfor alt fra Helmet og Melvins til Orange Goblin og Sepultura da også har prøvet kræfter med covers af den sang gennem årene. Geezers tekst lyder som forfattet midt i et sammenbrud, imens hvad der antager omkvædets rolle reelt blot er Ozzy, der synger “Yeeeaaah!” på den måde, kun Ozzy kan gøre det, og Bill Ward kører rundgange bag trommerne, som om han febrilsk lader op inden det næste kraftangreb.
Halvvejs inde accelererer nummeret kortvarigt, inden vi så får det abrupte skift over i en forlænget, akustisk coda med samba-venlige undertoner, mens Ozzy synger rosenrødt om at finde "happiness together in the summer skies of love". Et pudsigt skift, meget uforeneligt med det forudgående, men alligevel også virkelig charmerende til at vise, hvor dygtige de stadig var til at få samspillet til at glide i spontane jams som dette i studiet, og få nummeret rundet af i en mere optimistisk tone, inden ‘Megalomania’ fører os lukt tilbage på mørkets spor som sidste nummer på pladens A-side.
Med horrororgel i introens underspillede skumring sniger den sig frem, med lag af ekko på Ozzys stemme, og den gentagende linie “Why doesn’t everybody leave me alone?” afspejler tydeligt deres oplevelse af at være ude af kontrol med deres skæbne, jævnfør den pågående Meeham-situation. En koklokke og et NWOBHMsks riff fører den ti minutter lange sag videre til en art forløsning, som Ozzy skriger sig til drømmen om mere glæde og lyder manisk, som han beskriver sine mareridt, mens stereoeffekterne forstærker oplevelsen.
Et vildt nummer, der altid har været min favorit på ‘Sabotage’, fordi den netop viser dem fra deres mest progressive side, med mellotronflader i outroen, mens Ozzy råber og griner sig henover det hele, og demonstrerer hvor dygtige de var til også at udfordre sig selv videre ud over det fundament, de havde opbygget frem til ‘Vol. 4’, og udnytte studiets rammer til deres fordel.
‘The Thrill of It All’, der åbner B-siden, er en anderledes beskidt størrelse, hvor kraften i verset ligger i mellemrummet mellem tonerne, mens nummeret siden hen ændrer retning ved indvarslingen af fuzzy synthklange. Et twist, der i sidste halvdel af nummeret viser dem fra deres mere stadionvenlige side, som for at svælge grandiost i deres rockstjernestatus, gudskelov uden at blive for meget af det gode.
I 70'erne gik der til tider også mere prætentiøse armbevægelser i den, og ‘Supertzar’ er et glimrende billede på, hvordan den kompositoriske muse i samtiden ofte bevægede sig ud over rammerne af den almindelige bandbesætning. Uagtet den sidenhen har fået lidt hårde ord med på vejen, som et Spinal Tap-lignende twist til pladen, så er ‘Supertzar’ er et af Sabbaths stærkeste eksempler på netop at sprænge deres vante bandrammer, stærkt skruet sammen med korsektioner, harpe, marchtrommer og Iommis krogede guitarriffs, og endte da også for en stund ud som intro til deres koncerter. Man kan dog levende forestille sig Ozzys overraskelse, da han kom ind i studiet og så gik omgående igen ved synet af The English Chamber Choir, da han var overbevist om, at han var gået forkert …
Intet nummer er dog mere udskældt på ‘Sabotage’-pladen end den efterfølgende ‘Am I Going Insane? (Radio)’. Den vel nok mest upopulære sang fra de gyldne år takket være dens synth-drevne arrangement (der er ikke engang et guitarriff) og det ofte gentagede one-liner omkvæd - men ikke desto mindre en lækker, mere lyttervenlig side af bandet, som personligt altid vil stå stærkt for mig, ikke mindst fordi det var et af de første numre, der fik mine ører op for Black Sabbath i tidernes morgen. Geezers phasertone på bassen er nærmest omtåget i sig selv, mens Wards underspillede drumloops i omkvædet føjer til den meget kliniske studielyd, der præger hele pladen.
At den var singlen fra pladen siger måske mest om, hvor lidt af et single-band Black Sabbath var, omend ‘Am I Going Insane? (Radio)’ da bestemt har en vis kommerciel eftersmag over sig – hvis da ellers Ozzys stemme, der døsigt grubler over sin fornuft, eller fraværet af samme, matcher din idé om kommercielt potentiale. Forståeligt nok, at sangen ikke just blev noget større hit, og de manipulerede skrig fra en af Ozzys børn i outroen har nok heller ikke hjulpet på den del …
Måtte man i øvrigt studse over “radioen” i parentesen, så er det Cockney-slang for radio rental, aka mental (jævnfør sangtitlen).
Som krøllen på halen luller Geezer os indledningsvis stille og roligt ind i ‘The Writ’. Baslyden er mærkeligt EQ'et, som indikator på, at noget bobler under overfladen langt nede – og så POW! Ozzys vokal eksploderer ud af højttalerne, mens Iommi endnu engang leverer et bombastisk hårdtslående akkompagnement bag Ozzy. En svulstig åbning til af de få numre i Sabbath-kataloget, hvor Ozzy selv står bag lyrikken. I bidske fraser som “Are you Satan? Are you man?” og “What kind of people do you think we are?/ Another joker who’s a rock and roll star for you…” er skydeskiven endnu engang skarpt rettet mod Meehan, mens Ozzy leverer en af sine stærkeste vokalpræstationer i hele karrieren, som han løfter os igennem adskillige stemninger i løbet af sangens otte minutter, og vi i sidste halvdel af nummeret drages fra drømmende harpsichord-sekvenser til slibrig betonriffing, hvor phaseren undtagelsesvis er overtaget af den mere karakteristiske Iommi-lyd, efterhånden som pladen når sin endelige finale.
Nogen bragende succes blev ‘Sabotage’ ikke - og coveret har næppe talt deres sag heller. Egentlig blev fotosessionen blot præsenteret som et testskud, hvorfor de overhovedet ikke havde koordineret deres påklædning, og vi bl.a. ser Bill Ward i hans kones famøse røde tights. Man kan vel nærmest også iscenesætte netop det cover som endnu et eksempel på den sabotage, som titlen refererede til, idet de først opdagede, at coveret faldt sådan ud, da det var blevet for sent til at trække det tilbage.
Det var da heller ikke mange af numrene, der fandt vej til deres sætlister. Den stigende brug af orkestereffekter og nye lyde i studiet gjorde det mere kompliceret at fremføre numrene, omend de da for første gang valgte at turnere med en keyboardist for at fylde noget af den del ud, i form af Gerald "Jezz" Woodroffe. Det blev dog en lettere afkortet turné, i øvrigt med KISS som supportband, p.g.a. en motorcykelulykke, som Ozzy pådrog sig i november samme år.
Hvor fristende det end måtte være at være trodsig, når det gælder tesen om de første seks albums, så er netop ‘Sabotage’ min Sabbath-favorit, og den efterfølgende ‘Technical Ecstacy’ en af mine bundskrabere, hvorfor jeg personligt umuligt kunne være mere enig. Ikke, at de alle seks er perfekte fra start til slut, men de er om ikke andet definerende på hver sin vis, og deres indflydelse på den genre, vi behandler her i dag, kan ganske enkelt ikke overvurderes.
Sprækkerne begynder ganske vist at vise sig i det små, men ‘Sabotage’ er stadig spækket med nytænkning, fantastiske riffs og sange, der fortsat er vanvittigt inspirerende. Den er indbegrebet af, hvad der gør Black Sabbath til et så unikt band i deres tidlige år, og det er ikke mindst deres udfoldelser udi en ikke-lineær sangstruktur, der gør den til noget helt særligt i Sabbath-kataloget. En progressiv fase uden dog nogensinde at være kategorisk prog – deres arrangementer er trods alt stadig baseret mere på en forståelse af dynamik end blot at være brainy for at være brainy.
Til syvende og sidst er ‘Sabotage’ dog også dér, hvor Black Sabbath strakte sig til bristepunktet, men ved genhør afslører den kompositoriske logik sig. Den har måske ikke den betonholdige konsistens som ‘Master Of Reality’ eller den mere umiddelbare karakter som ‘Sabbath Bloody Sabbath’, men på trods af sin mere eksperimenterende karakter og de vidtfavnende ambitioner er den uomgængelig som et af deres største værker, og lidt af en kultfavorit i de mere dedikerede Sabbath-kredse. Den største svaghed værende, at det i så høj grad er en studieproduktion, og at numrene var svære for dem at gengive live. Iommi måtte da også gerne have modereret phasereffekterne en smule, men det er nu blot små laster på en plade, der altovervejende demonstrerer nogle helt andre styrker og facetter i denne Black Sabbath-konstellation, som de aldrig prøvede kræfter med i samme grad igen – og det er netop derfor, at 'Sabotage' indtager en helt unik plads i Sabbath-kataloget.