Metaldiktator: Acid Bath – Paegan Terrorism Tactics

Acid Bath - Paegan Terrorism Tactics

'Paegan Terrorism Tactics' er et af sludgens hovedværker, men er desværre ufortjent overset. Acid Baths historie er et indblik i en genres tilblivelse og et forstyrrende blik ind i en gal verden.

Kunstner
Titel
Paegan Terrorism Tactics
Genre
Trackliste
1. - Paegan Love Song
2. - Bleed Me an Ocean
3. - Graveflower
4. - Diäb Soulé
5. - Locust Spawning
6. - Old Skin
7. - New Death Sensation
8. - Venus Blue
9. - 13 Fingers
10. - New Corpse
11. - Dead Girl
12. - Ode of the Paegan
Forfatter
Karakter
666

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne skete der en del i metalscenen. Efter at have brugt noget tid på at fordøje thrashen og dødsmetallen var et lys blevet tændt i flere menneskers hoveder. Rundt om i verden blev inspirationskilder smidt i smeltediglerne og hældt i helt nye forme. I Sydamerika og det kolde nord tog man fat i både Venom og speed metallen og spillede hurtigere end nogensinde, for Satans ære. I Florida tog dødsmetallen fart og blev ondere og grummere end nogensinde før. I Texas stemte man guitarerne ned og gjorte swag til omdrejningspunktet, når man smed dovne grooves i blandingen.

På sin vis passende finder vi Acid Bath midtvejs mellem Texas og Florida. I Louisiana.

Mississippis mudrede vande
Herude, i bayouen, hvor sort og hvid, fransk og engelsk kultur mødes, opstod en helt særlig genreblanding. Selvom man med rette kan kreditere washingtonbandet Melvins for de allerførste sludgealbum i slutningen af 80’erne, er der ingen tvivl om, at den største scene for musikken dannedes omkring sumpbyen New Orleans, der er bygget på sumpgrund, og som langsomt synker i dyndet: den perfekte placering for genren.

Groft sagt kan sludge beskrives som det uægte barn af Black Sabbath og Black Flag. Omdrejningspunktet er de tunge dommedagsrytmer fra metallens gudfædre kombineret med den snottede aggression fra New Yorks hardcore-scene.

Det langsomme riff var nyskabende for tiden. Alt havde været præget af hastighed i slutningen af 80’erne, og bands som Pentagram, Witchfinder General og Saint Vitus havde været håbløst umoderne.
Alt det kom tilbage, da Melvins’ plade ‘Gluey Porch Treatments’ udkom i 1986.

I New Orleans dukkede adskillige bands op, der alle kunne fortjene deres egne metaldiktatorer. Allerede i 1988 stiftede verdenbekendtskab med Eyehategod, og i 1989 dukkede Crowbar op under navnet The Slugs. Men vi ser frem i tiden. I 1991 stiftede en gruppe venner Acid Bath, der kun skulle komme til at udgive to album. Men de fik en enorm indflydelse på hele genren.

Dødsrock eller gotisk hardcore?
Acid Baths legendariske frontmand Dax Riggs beskrev bandets lyd som “dødsrock”, mens guitarist Sammy Duet kaldte det “gotisk hardcore”, og hvis det ikke havde været, fordi bandet havde været med til at definere sludge metal som genre, havde det været umuligt at smide dem i en kasse. 

Musikalsk spænder bandet meget vidt fra den doomy bund over de punkede riffs og den til tider nærmest dødsmetalliske vokal og stemning til de bluesy og gothrockede blødere strømninger. Acid Bath har deres helt egen lyd, og selvom de i den grad har været pionerer og har inspireret mange, er der ingen der lyder som dem.

To lp’er blev det til, og det er svært at vælge mellem dem. ‘When The Kite String Pops’ fra 1994 fortjener en metaldiktator på lige fod med ‘Paegan Terrorism Tactics’, men alligevel har vi valgt at behandle deres anden plade.

Bevæbnet med et maleri af den berygtede "Dr. Død", Jack Kevorkian, udgav Acid Bath deres anden plade i 1996, kun året inden bassist Audie Pitre døde i en bilulykke, hvilket førte til bandets opløsning.

yCcHl

Det morbide albumcover var ikke nyt for bandet, der havde anvendt et selvportræt af seriemorder og børnefødselsdagsklovn John Wayne Gacy på første plade. 

Kevorkian var kendt som patolog og læge og fortaler for aktiv dødshjælp. Han konstruerede den såkaldte Thanatron, hvilket groft kan oversættes til en “dødsmaskine”, hvor den håbefulde selvmorder kunne indsprøjte sig selv med gift, og Mercitronen (“nådesmaskinen”) hvor man ved hjælp af en maske kunne slå sig selv ihjel via kulilteforgiftning. Han var meget berømt for sit arbejde, og selvom han blev hevet i retten flere gange, var det først, da han selv havde stået for indsprøjtningen, der stoppede en mands liv i 1998, at han blev fængslet.

Udover altså at være læge og selvmordsassistent var han oliemaler, og beskæftigede sig særligt med grotesk surrealisme og havde meget ofte døden som omdrejningspunkt for sin kunst. Det værk, der tjener som cover på ‘Paegan Terrorism Tactics’, hedder ‘For He Is Raised’. Kevorkian beskrev det selv som en del af en sønderlemmende kritik af den moderne opfattelse af kristendommen og særligt det, der bør være den mest højtidelige af alle højtider. Påsken.

Kevorkian For He Is Raised

Maleriets motiv er en tydeligt afdød figur, der bryder ud af et festligt kulørt påskeæg. Personen, Jesus, er gennemboret af snore, der fører op til marionethåndtag, og kadaveret kan derved styres af andre. Selv Jesu øjenlåg er forsynet med snore og holdes kunstigt åbne, ligesom hans hænder holdes foldet i bøn. De skikkelser, der hiver Jesus ud af påskeægget, ifører ham en kunstig glorie og kontrollerer hans bevægelser, er hvide kaniner, og en af dem er iklædt kunstige vinger. Sammenholdt med malerens kommentar er det morbide værk en hård kritik af et samfund, der især i det amerikanske syd i høj grad bæres af en kristendom, der fuldstændig har tabt forståelsen for religion som noget som helst andet end en massekommercialiseret dødskult.

Body horror, kannibalisme, Hitler og incest
Acid Baths tekstunivers er intet mindre end ekstremt. På alle måder forstyrrende og ubehageligt, og man kan tydeligt mærke, at de ofte er inspirerede af forskellige substansers påvirkning på sindet.

Et nærmest shamanistisk forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer ligger som en rød tråd igennem pladen. Fra åbneren ‘Paegan Love Song’s besyngelse af, hvor skønt indtagelsen af hallucinogene blomster føles, mens Riggs beskriver følelsen af en sol, der nådeligt brænder hans ansigt af, inden den tager form af en psykotisk tilstand, der fører ham til drab og en umådeholden og altfortærende afhængighed af den kombination af følelsesløshed og lyksalighed, substansen medførte.

Bevidsthedsudvidelsens mørke side fortsætter pladen igennem, men sættes særligt i perspektiv af det mørke og forvrængede spoken word-nummer ‘Old Skin’, hvor det hallucinogene sættes i forbindelse med at indtage kropsdele, fra hår og tånegle over øjenæbler til hjernemasse, som en del af et begravelsesritual, der skulle give indtageren del i den afdødes liv og kundskab.

I denne sammenhæng bliver denne makabre praksis religiøs og sætter sig derfor på et højere stadium end de uhyrligheder, den beskriver. Hvis den havde stået alene, havde teksten kunnet fungere som en beskrivelse af et kulturelt rite, men sammenholdt med pladens øvrige tematik om fornedrelser, perversion, selvhad og misantropi giver ‘Old Skin’ i højere grad et indblik i en absolut forvreden sindstilstand lig den, man forventer at kunne finde hos en seriemorder.

Som indblik i en gal hjern, fungerer også et af albummets absolutte toptracks, ‘Venus Blue’. Som kærlighedserklæring til en ikke nærmere beskreven person ritualiserer vores hovedperson selvskaden og en fornemmelse af undergang, inden det fører til ritualdrab i en cyklisk forståelse af død og liv, efterfulgt af hovedpersonens egen udslettelse.

Perversionen og den personlige ødelæggelse holdes ikke indvendigt, men udvides derimod til også at omfatte omverdenen i en uhyrlig iscenesættelse af lovecraftiansk deformation forårsaget af mørke magter og en horrortradition for indavlede rednecks a la ‘The Hills Have Eyes’ og ‘Texas Chainsaw Massacre’ i den uhyrlige ‘13 Fingers’. 

Som en dæmonisk Lenny fra Steinbecks ‘Mus og Mænd’ udforsker hovedpersonen det andet køn i en dramatisk og voldelig seksuel oplevelse med en 13-fingret pige. Det ender i hovedpersonens fuldstændigt afkoblede fascination af pigens død.

Lyrisk lægger Acid Bath sig op ad Eyehategods fascination af det groteske og frastødende, men i den sygelige fascination af det kødelige aspekt spiller de samtidige dødsmetallere i eksempelvis Cannibal Corpse stærkt ind. Det morbide og perverse står forres,t og kombineret med det okkulte og overnaturlige skaber det et mørkt og modbydeligt univers.

Kædsesavsriffs og countrycroon
Lyrisk er Acid Bath noget for sig, men musikalsk står de heller ikke tilbage. Hvor Eyehategod, Crowbar, Buzz*Oven, Grief og mange andre har en interessant, men også ensartet lyd, hvor de rå guitarer og den dybe bund kombineres. Nogle, som Eyehategod, inkorporerer mere sydstatsgroove, mens andre, som Crowbar, lægger sig tættere op ad klassisk heavy metal. Acid Bath har en langt mere forstyrret musikalsk profil, hvor især forsanger Dax Riggs er drivkraft for de store spænd.

Riggs er i besiddelse af en stemme, der kan bære alt fra black- og dødsmetalbrøl overskrig, som på ‘Graveflower’, hardcoreskrig på den umådeligt ubehagelige outro til ‘Locust Spawning’, og til hans særkende; den varme, post-grungede vokal, der blandt andet figurerer prominent på undertegnedes yndlingsnummer ‘Venus Blue’.

Den varme lyd sættes i hæsligt relief med de groteske tekster og helhedsoplevelsen er indre mindre end foruroligende i sin kontrast. Hvis det ikke havde været for indholdet, kunne nogle af sangene, ‘Bleed Me an Ocean’ og ‘Venus Blue’ særligt, næsten have været spillet sideløbende med Creed på diverse collegeradiostationer.

Andre tracks er dog så langt fra mainstream, som noget kan være.

‘Locust Spawning’, som eksempel føles som et godstogsuheld begravet i en dyb, blød dyne af produktion, der formår at få den skærende kædesav af en guitars ubønhørlige angreb til at føles endnu mere kropsligt og modbydeligt. Kombineret med de hamrende trommers ustoppelige rytme og Riggs' klikkende og skrigende vokal lagt i lag bygger det op til det slæbende beat til sidst, der understreges af de mange gentagelser af ordet “deflower” over den dissonante og de prominente trommer, inden den fører over i førnævnte ‘Old Skin’ med dens gurglende ambient og den kunstigt forvrængede og forsinkede vokal.

Afslutningen er den akustiske ‘Dead Girl’, der melankolsk og meget sydstatsagtigt fortæller om fortællerens forelskelse i Delilah, der spiller den døde pige i det omrejsende freakshow. Det er en forelskelse, der, som det meste andet i Riggs' univers, tager en endnu mørkere drejning, da deres fælles fascination af døden skal føres ud i livet, og pigen spørger om det vil gøre ondt. Til lyden af den spinkle guitar lyver fortælleren og siger nej, og fordærvet skinner igennem, mens fortællerens fysiske og spirituelle stemningsbilleder går i et i dødens adrenalinsus.

‘Paegan Terrorism Tactics’ er et de helt store arbejder i genren. Det er et album, der i så høj grad asfalterede sin egen vej, at vejen aldrig siden rigtig er blevet betrådt. Efter Pitres død gik bandet hver til sit og har aldrig siden optrådt sammen, ligesom de har afvist alle tilløb til gendannelse. Riggs har været arbejdsom både under eget navn og som del af blandt andet Deadboy and the Elephantmen og de på deres egen vis geniale Agents of Oblivion, mens guitarist Sammy Duet spiller i Goatwhore. De øvrige medlemmer har man ikke hørt yderligere fra siden.

Acid Bath sang om døden og døde selv, da de mistede et af deres medlemmer. Det er næsten en passende afslutning for det band. I mellemtiden har vi endelig fået mulighed for at høre deres musik online igen, efter Rotten Records langt om længe har givet mulighed for at streame den. Det har ellers i langt tid været umuligt, og dét har sandsynligvis gjort det sværere for bandet at opnå den legendariske status, de ellers i så høj grad fortjener.