Klokkerne ringer for dig
Som klokkerne ved midnatstide ringer canadiske Loviatar natten ind
2 - Horse in Thrall
3 - Cave In
4 - Silica
5 - All the Witches You Failed to Burn
Canadiske Loviatar har udgivet plader siden 2011, men nyder endnu ikke stor genkendelse. Det er måske heller ikke et band, der lægger op til mainstreamsucces. Deres første fuldlængdealbum fra 2018 bestod af ikke mere end fire numre med en spilletid på kun 37 minutter, heraf stod det sidste track dog for 19 af dem.
Den nye plade, ‘Lightless’, har man dog trimmet sanglængden lidt, og de færreste af dem overstiger 7 minutter. Det har de nydt godt af, for hvert eneste nummer er pakket med koncentreret doom.
Candlemass, men mørkere
Loviatar slå deres folder i den episke doom, og der er en klar inspiration fra de svenske dommedagskonger at spore. Inspirationen er dog i den grad internaliseret og omdannet til at passe til canadiernes egen agenda. Epikken er fremtrædende, og særligt Shane Whitbreads leadguitar tilføjer den tunge musik stigende vingesus, godt flankeret af forsanger JD Gobells rytmeriffs.
Whitbread tilføjer også musikken atmosfære i form af sine kompetente synths, der, i modsætning til alt for mange doomorkestres casioklaverer, tilføjer musikken et ekstra, næsten religiøst lag. Kirkemetaforikken følges til dørs af den hylende guitartone, der nærmest lyder som kirkeklokker. Den bruges også på A-sidens sidste nummer ‘Cave In’, hvor den forfølges til sit maksimale og begaver os med en absolut gylden solo.
Det magelige tempo holdes godt af JP Sadeks trommer og Mike Bonds bas, der tilsammen lægger en robust bund, som det sig hør og bør for et doomband. Også de får dog lov at lege lidt med formen. Særligt kan fremhæves de tranceinducerende stammetrommer på den instrumentale skæring ‘All the Witches You Failed to Burn’, der fremstår nærmest meditativ i sin samklang af rytmesektion, synths og akustisk guitar. Det er imponerende, når et band formår at gøre en instrumentalpassage catchy som her.
Den store afslutter, der har givet navn til albummet, er et monument udi epik, der ikke står tilbage for noget, førnævnte Candlemass har givet os siden Messiah. Alt fra den langsomme åbning til den tunge og bastante mur af lyd, der bygges op og siden brydes ned i komplet stilhed efter Gobells sidste vokallevering og den turbulente tromme- og guitarpassage, der ledsager den.
Vokalen er muligvis Loviatars svageste punkt, og dette handler i højere grad om personlig smag end tekniske utilstrækkeligheder. Gobell har et umiskendeligt 90’er-strøg i sin stemme, og det kan til tider opleves som et minus. Den let anstrengte levering mangler det sidste kick for at komme hele vejen igennem, når han, loyalt mod bandets fantasyophav, udpensler sygdommens og dødens rædsler, når han altså ikke kritiserer den moderne verdens slavelignende arbejdsmarkedsvilkår.
‘Lightless’ er et godt album, der forhåbentligt giver Loviatar mere tid på scenen rundt om i verden, når pestgudinden engang vender sit milde blik mod os ,og pandemien kan slås ned. I mellemtiden er ‘Lightless’ en god gang underlægningsmusik, når du ofrer dine etårslam og femårstyrekalve i hendes navn.