Mest dårligt med risiko for lokale skuffelser

Katatonia - City Burials

Katatonia opretholder stimen efter 11 års elendighed.

Kunstner
Titel
City Burials
Dato
24-04-2020
Trackliste
1. Heart Set to Divide
2. Behind the Blood
3. Lacquer
4. Rein
5. The Winter of Our Passing
6. Vanishers
7. City Glaciers
8. Flicker
9. Lachesis
10. Neon Epitaph
11. Untrodden
12. Fighters
Forfatter
Karakter
1

Det er interessant, hvordan et band alligevel kan skuffe, selvom de har lavet dårlige plader i over ti år. Ikke desto mindre er det præcis, hvad 'City Burials' gør.

Katatonia er et af de bands, der bliver ved med at figurere på metallytteres radar, selvom de strengt taget ikke har spillet metal i størstedelen af deres karriere. Efter at have lavet habil dødsdoom i 90’erne skiftede svenskerne stil omkring årtusindskiftet. Efter sigende skulle growlen have taget så hårdt på sanger Jonas Renkses stemmebånd, at han ikke længere kunne holde til dem. På 'Discouraged Ones' (1998) påbegyndte bandet derfor en rejse mod noget mere goth-inspireret alternativ rock, der, efter den almene opfattelse kulminerede med den fremragende 'Viva Emptiness' i 2003, men som, efter min mening, i lige så høj grad var til stede på efterfølgeren, 'The Great Cold Distance'.

Min personlige betagelse af Katatonia endte dog med 2009-skiven ‘Night is the New Day’, der ganske vist opretholdt stemningen, men var så håbløst kedelig i sin sangskrivning, at det var en umulig opgave at holde opmærksomheden på musikken. Efterfølgende har vi fået et par forglemmelige plader inden dette foreløbige lavpunkt.

Forudsigelighed og dårlige beslutninger
Grunden til denne noget hårdhændede modtagelse er ganske enkelt, at Katatonia på ‘City Burials’ er gået fra at være kedelige til nu at udgive et decideret makværk.

‘City Burials’ stritter i alle retninger i sine eksperimenter og elementer, men fælles for dem alle er, at de er håbløst uddaterede og dilettantisk udførte.

Åbneren ‘Heart Set to Divide’ er egentlig okay. Den er en af pladens bedste og er vel på højde med nogle af de mindre mindeværdige tracks fra 'Great Cold Distance'. Det samme kan siges om tracks som ‘Flicker’ og ‘Rein’ – sidstnævnte viser endda nogle tegn på god vokalføring fra Renkse. Disse skubbes dog totalt i baggrunden af blandt andre den skrækkelige single ‘Lacquer’, der i midttempo agerer indfølende, mens Renkse, måske i et forsøg på at fremstå følsom, forsøger sig med soul-inspirerede fraseringer, der falder totalt til jorden og kun formår at fremstille den ellers udmærkede sanger fra sin værste side.

Det samme kan siges om ‘The Winter of Our Passing’, hvor tekstens svulmende indhold tvinger Renkse til nærmest at rappe for at få alle ordene med, alt imens et uinspireret electrobeat fra forrige århundrede nådesløst pulserer nedenunder.

Tilsvarende ældgamle tricks høres på ‘Vanishers’, hvor en kvindelig gæstevokal smides igennem en computer og ender med at lyde som Dido på Eminems ‘Stan’. Måske noget, der var godt i Boogielistens tid, men ikke nu og ikke med Katatonia.

Ud over at det er besynderligt, at så dygtigt et band beslutter sig for at inddrage disse elementer, overrasker selve udførelsen ikke. Det er forudsigeligt og kedeligt og lyder gammeldags.



80’er-prog og årets dårligste joke
Det er ikke kun Renkse, der skal have på puklen. I hvert fald ikke alene. I Katatonia har de tre guitarister, og de er på en eller anden måde blevet enige om, at det, vi mangler i 2020, er 80’er-hard rock-riffs og halvhjertede prog-soloer.

Katatonia har tidligere været gode til at udnytte de seksstrengede til at levere solide vægge af lyd, der forsynede blandt andet 'The Great Cold Distance's ‘My Twin’ med et chunky riff og et frenetisk tempo, der holdt lytteren på tæerne. I dette tilfælde er det eneste, de har fået gang i, dog mine mundvige i ærgerlig vrængen.

Helt elendigt bliver det til sidst. Albumafslutteren ‘Fighters’ er på alle måder latterlig. Lyrikken er tough guy-agtig og handler om bandet som en eller anden form for gadekrigere. Måske er det bedst, hvis læseren selv vurderer den. Her andet vers:

We won't back down
Stay true to the core
Stay true to the core
If you fear the heat
You best be leavin'
You gotta stand back if you don't love the beating
For me and my crew don't play for keeps
We blow up and clear the streets

Hvis det ikke var nok, er musikken endnu værre. Sangen minder om en af historiens allerstørste musikalske ligegyldigheder og mindst fortjente succeser, amerikanerne i Live. Med håbløse, semihurtige og forstilt hårde ryk i guitaren og en vekslen mellem bisset og blød vokal med overdramatiske omkvæd sættes man i et mindset, jeg aldrig har brug for at komme i. Vi belønnes endvidere med en solo så liret og latterlig, at dens allerbedste kvalitet er, hvor hurtigt den er overstået. Har man kendt mage.

(Devilution er efter redaktionens afslutning blevet gjort bekendt med, at 'Fighters' oprindeligt er lavet af svenske Enter the Hunt. Derfor skal dette naturligvis ikke ligge Katatonia til last.)