Genudgivelsen af Iced Earth-grundlægger Jon Schaffers paranoide og konspiratoriske soloprojekt er musikalsk uinteressant. Men som indblik i forstadierne til trumpismen, er det et interessant dokument.
Eyehategod gav ikke verdens bedste koncert på Copenhell i 2026, hvor forsangeren virkede ligeglad og generelt bare leverede en svag indsats.
Norske Trollfest ødelagde egen fjolde-trolde fest ved at introducere på engelsk frem for norsk.
Permanoia præsterede et usammenhængende og flyvsk show med musik, der mest af alt lød af noget andet.
Warkings var musikalsk fastfood af værste skuffe. Vi skylder os selv meget mere!
Det kontroversielle konceptband Dogma åbnede Copenhell med en koncert, der var på niveau med en diletantisk dårlig pornofilm.
Engang var tjekkiske Master's Hammer black metal-pionerer. I dag tror de selv, at de er eksperimenterende. Men mest af alt er de bare dårlige.
Der skal meget til at kede sig til et dødsmetalshow. Men én gang skal være den første.
Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen.
Folkemetal med fodboldsang og konfetti – Trold spillede med alle kort på bordet. For nogle var det en fest. For denne anmelder var det...noget andet.
Traditionen med et dansk metalband, der åbner festivalen og får støvet til at hvirvle på pladsen i en moshtpit, var i år erstattet af en amerikansk fuser.
Billy Idol bliver ved at udgive plader. Heldigvis ikke synderlig tit, men med 80'er-darlingens optræden på Copenhell til sommer ser vi os nødsagede til at forholde os til det. Det havde været bedre foruden.
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
Amerikanske Zulu er blandt de mest interessante hardcore-navne i de senere år med deres særegne og virkningsfulde mix af powerviolence, r'n'b og alt der i mellem. Interessant var deres koncert på Copenhell dog aldrig tæt på at blive.
Virgin Steeles bagmand David DeFeis og hans overflødighedshorn af ideer er atter en gang hovedproblemet på en rædderligt produceret langgaber af et album.
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
Halvt klamt, halvt debilt. Så nemt kan Nickelbacks tiende album opsummeres.