Ekspedition til navlens indre
Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.
For ikke længe siden udkom Peter Jacksons Beatles-dokumentar ‘Get Back’. Udover igen at understrege, at Jackson absolut ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man begrænser sig, er den syv timer lange miniserie et indblik i et band, der trods lyse øjeblikke forsvandt ned i tåbelig hippie-idioti, selvfedme og vildtravende trippethed. Beatles var uden tvivl et foregangsband inden for pop- og rockmusik, men de var i den grad også en samling tåbelige kæmpeegoer, der fortabte sig i tanken om det svævende og æteriske, og glemte alt om, hvad god musik var.
Så slemt står det ikke til med Kadavar og Elder – langt fra. Ikke desto mindre er samarbejdet ‘Eldovar: A Story of Darkness & Light’ håbløst begravet i selvoptagethed og de kedeligste elementer fra 70’ernes sødsupperock. Donovan står og lurer lige i nærheden.
Dude, where’s my riff
Kadavar og Elder, der begge har slået sig ned i Tysklands hovedstad har i løbet af lockdownperioden åbenbart slået sig sammen i et øvelokale og ladet jam-ånden få frit løb. ‘Eldovar’ er begravet i effekter og skyede effekter, der sammen med en grel ren vokal fuldstændig overskygger hvad, der kunne have været interessant. Allerværst er det på andet track, ‘In the Way’, hvor hippiebevægelsens spøgelse har taget bolig i de samlede bands, og tankerne henledes på rædsomheder som musicalen ‘Hair’ og alt den fremstiller. Den svagt nasale vokal, med reverb-effekter over det træls umindeværdige, men aggressivt nosseløse guitarspil er lige til at gøre en hidsig nok til at heppe på salig Richard Nixon, og den følelse forstærkes kun i løbet af sangen.
Heldigvis findes der lysglimt efter dette, men det skæmmes i så høj grad af det manglende fokus og selvfedmen, der nærmest kan fornemmes som daggammel, uopvarmet andesovs 1. juledag.
Selv efter at have spillet sig varme, blandt andet på ‘El Matador’, der med lidt god vilje kan siges at være interessant på den der middelmådig post-rock-agtige måde, afsluttes albummet med den klaverbaserede ‘Cherry Trees’, der mest af alt lyder, som om noget havde forsøgt kun at spille overstemmen fra The Mamas & the Papas, hvilket er omtrent lige så spændende, som det lyder.
Hippiekulturen er i den grad født af sin samtid, og det meste af dens musik fungerer også kun på den basis, eller hvis man er gammel nok til at have en eller anden form for nostalgi forbundet med den.
For ikke længe siden deltog undertegnede i en privatfest, hvor deltagerne efter at have kigget dybt i rødvinsglasset satte en LP med sangen ‘Selvom vi er kvinder’ fremført aldeles ubehjælpsomt på, og svømmede hen i minder fra kollektivtiden. Det havde dog en vis charme, alene i det faktum at det byggede på et eller andet, der på et tidspunkt havde været ægte, dets ubehjælpsomhed uagtet.
‘Eldovar’ er præcis den samme stemning af selvhøjtidelig og påtaget trommecirkeldeltidsshamanisme og der er ikke en kæft, der på noget tidspunkt mærker anden dybde end den, der kan findes i egen navle på ‘Eldovar: A Story of Darkness and Light’.
Selvom man skulle være fan, have hvinet begejstret over trommeslager Christoph "Tiger" Bartelts uimodståelige swagger eller have syret ud til Elders riffspækkede ‘Lore’, er der ikke det fjerneste at komme efter her. Og så er det ligegyldigt, om de kalder det “musik som terapi”, eller hvad man nu ellers kan svinge sig op til af floskler.