Copenhell 25: Det King'lige Teater
Populær
Kongen fra Hvidovre holder fortsat klassikerne i live med mere show for pengene end vanligt – og et par lovende, nye numre at teste af på publikummet.
A Mansion in Darkness
Halloween
Voodoo
Spider Lilly
Sleepless Nights
Welcome Home
The Invisible Guests
The Candle
Masquerade of Madness
Eye of the Witch
Burn
Abigail
På papiret kan det undre, hvorfor det i år ikke er Helviti, King Diamond er blevet tildelt, ligesom de to foregående gange han har gæstet festivalen under King Diamond-navnet. Og så alligevel ikke, når det som her giver mulighed for at spille endnu senere end vanligt, på den anden side af kl. 23, så settingen af det stort opslåede drama på scenen bedre tjener sin ret her efter solens nedgang. Så meget mindre er Hades trods alt heller ikke, omend den så også er godt pakket i aften, for det er jo altid noget særligt, når Kongen kommer forbi.
Sidste gang i 2016 (Nej, Mercyful Fate er noget andet!), hvor hele ‘Abigail’-pladen kom under kærlig behandling, mens vi afventede nye uhyggeligheder at sætte tænderne i – og det gør vi faktisk endnu, her i 2025, men i det mindste er bandet efter denne tour klar til at gå i studiet. Så kan vi i mellemtiden trøste os med en lille forsmag på et par af de nye numre sammen med et velkendt arsenal af klassikere her i aften.
Efter de indledende toner fra Uriah Heep er runget ud sænkes forhænget, og den store sceneinstallation med dør nr. 9, trappesatserne og Matt Thompsons hævede trommesæt står frem, mens King Diamond selv står klar med det samme til at tage livtag med sin Abigail-baby i kisten foran ham. Efter den, meget dramatisk, må lade livet til en kniv, forløses de indledende takter fra pladen, nummeret ‘Arrival’, og så er alt omgående ved det gamle. 
Thompsons stortrommer buldrer ganske vist en smule fra start, men der skal ikke gå mere end et par numre, før de er afbalanceret, mens resten af rytmesektionen står skarpt, og det er da også et rutineret cast han har bag sig, med bassist Pontus Egberg, der trådte til i 2014, som det seneste led i kæden. Især makkerskabet mellem d’herrer guitarister Mike Wead og Andy LaRocque er en vigtig komponent, og de får flere stjernestunder til at folde sig ud, eksempelvis i formidable versioner af ‘A Mansion in Darkness’ og ‘Sleepless Nights’ tidligt i sættet.
Dramaet har altid haft en central rolle i King Diamonds sceneshow – alligevel har jeg aldrig oplevet det fylde så meget, som det gør i aften. I ‘Voodoo’ forhekser han en kvinde til at danse efter hans lillefinger. I en fortræffelig version af ‘The Invisible Guests’ køres en tom rullestol fortællende frem – men er den nu også tom, eller er brugeren bare usynlig? Den nye single ‘Spider Lilly’ får også en længere indføring med på vejen, og sådan kan man indimellem tage sig selv i at tænke, om det nu også er nødvendigt at bruge helt så meget tid på, hvad der indimellem føles som staffage?
Også selvom jeg ligesom King Diamond selv nærer en stor forkærlighed for kunstnere som Genesis og Alice Cooper, der på samme måde gjorde teateret til en central del af deres koncerter tilbage i midt-70’erne. I aften går der megen tid med at høre på mumlen og horror-tematikker, mens King Diamond gør sit til at tryllebinde os med endnu et længere, dramatisk forspil.
Det er et element, som er en fast del af hans koncerter, men det vil dog altid i højere grad være musikken, der driver værket, og her er alt så veleksekveret, som man efterhånden forventer sig fra et King Diamond-show. ‘The Candle’ bliver pumpet formidabelt op til lejligheden – en sjælden gang imellem kan man nærmest få en nyåbenbaring over at genhøre et nummer på en ny måde, og ‘Fatal Portrait’-åbneren går for mit vedkommende omgående lige i hjertet i aften med LaRocques lynskarpe soli og Kings lyse skrig, akkompagneret af konens andenstemme.
Har man som undertegnede set ham en god håndfuld gange, må man dog også erkende, at det begynder at blive lidt for trygt at turnere på snart tyvende år uden et nyt album i ryggen, og at det som oftest også bliver meget de samme schlagere, der gentages gang på gang uden de store indskiftninger. Uden i øvrigt at have et problem med nogen af nævnte schlagere – det er jo King, for pokker! – men forudsigeligheden giver efterhånden lidt bagslag, og det ville klæde ham at dykke lidt dybere fra tid til anden. Eksempelvis med et throwback til denne måneds 30års-fødselar, ‘The Spider’s Lullaby’.
Det er dog i højere grad showet end sætlisten, der er blevet revideret og gjort mere central i denne ombæring, og således rammer King Diamond & co. ikke helt de samme uforlignelige højder fra de tidligere besøg i 2013 og 2016 – men mindre kan bestemt også gøre det. Man skal være et ignorant skarn for ikke at nyde at skråle med på ‘Eye of the Witch’, hver gang lejligheden byder sig.