Metaldiktator: King Diamond - The Spider's Lullabye
Populær
Araknofobi, mareridt og døden – King Diamond topper på ’The Spider’s Lullabye’.
02. Killer
03. The Poltergeist
04. Dreams
05. Moonlight
06. Six Feet Under
07. The Spider's Lullabye
08. Eastmann's Cure
09. Room 17
10. To The Morgue
Når King Diamond holder sin 57 års fødselsdag på næste års Copenhell, bliver koncerten næppe præget af numre fra ’The Spider’s Lullabye’. Mesterværket fra 1995, har en tendens til at stå i skyggen af alle de klassiske numre fra ’Fatal Portrait’ og ’Abigail’, hvilket også stod klart til kongens comeback på årets Sweden Rock Festival, hvor kun ’Dreams’ blev leveret fra albummet.
Efter ’The Eye’ fra 1990 satte Diamond sit band på stand by, til dels på grund af problemer med Roadrunner Records, men ikke mindst på grund af Mercyful Fates gendannelse. Efter 10 års pause genopstod de danske pionerer på ’In the Shadows’ i 1993 og forsatte året efter med ’Time’.
Stabile udgivelser, der dog aldrig kom i nærheden af bandets mesterværker, hvis betydning for bands som Metallica, Pantera og Machine Head næppe kan undervurderes.
Besætningen i King Diamonds band havde inden Mercyful Fates gendannelse allerede ændret sig væsentligt. Michael Denner forlod gruppen efter det internationale gennembrud med ’Abigail’ for at hellige sig sin pladeforretning og familielivet i København. Svenske Mickey Dee skiftede til at banke på tønderne i Mötorhead, og bassisten Hal Paltino – der vendte tilbage på ’Abigail part II’ i 2002, fortsatte i forskellige bands efter Diamonds nye fokus på Mercyful Fate, og ikke mindst fordi Diamond skiftede Hvidovre ud med Texas.
Flytningen til USA betød et nyt line up da Diamond vendte tilbage til solokarrieren. Den trofaste guitarist og grundpille i bandet, svenske Andy La Rocque, holdt dog fast og fortsatte i gruppen. Det ukendte texas-band Mindstorm blev hyret som Diamonds nye besætning med Darrin Anthony på trommer, Chris Estes på bas og Herb Simonsen på rytmeguitar. Tre medlemmer der holdt ved på Diamonds to næste udgivelser, og derefter forsvandt tilbage ud i det ukendte. Angiveligt er Simonsen i dag endt som brugtvognsforhandler!
Efter fem års pause var Diamond så parat med sit først ny soloalbum og første udgivelse på Metal Blade Records. Med ’The Spider’s Lullabye’ vendte Diamond tilbage i samme stil som på debuten ’Fatal Portrait’ ved ikke at være et konceptalbum, hvilket til dato stadig er de to eneste udgivelser som ikke er en lang historie fra Diamonds bizarre sind.
Den mørke side
I en tid hvor grunge-bølgen toppede, og Metallica klippede håret kort, holder Diamond her fast i klassisk heavy metal. ’From the Other Side’ åbner med en hårdt pumpende rytme, og hvor vi møder en hovedperson, som oplever sig selv set ud af kroppen. I et sandt mareridt betragter fortælleren, hvordan en dæmon har besat hans krop, og i en kamp mod tiden prøver han desperat at vende tilbage før det er for sent. "From the other side, looking down it’s the devil I see" lyder det i omkvædet med Kings falsetstemme. Teksten kan fortolkes som en metafor om den mørke side af sig selv, og kampen mod sin indre dæmon. Det er et spørgsmål om erkendelse, et spørgsmål om handling, inden det er for sent.
Og for sent er det for vores fortæller i den næste sang ’The Killer’, der handler om en dødsdømt morders sidste time, inden han skal i den elektriske stol. Diamonds tekst er inspireret af den texanske seriemorder Richard ”the night stalker” Ramirez, som i dag stadig venter på at blive henrettet. Som det forrige nummer svæver teksten igen omkring selverkendelsen. Hvad hovedpersonen har på sin samvittighed får vi aldrig svar på. Vi ved kun at døden nærmer sig, og livet på den anden side uundgåeligt bliver i helvedes flammer.
Fortælleren har her ikke nået at stoppe sine indre dæmoner, og døden er derfor en lettelse. ”I should have never been born”, lyder det reflekterende fra den dømte, inden strømmen bliver sat til ham.
Børnedæmoner og genfærd
Gysernummeret ’The Poltergeist’ om et hjemsøgt hus er typisk og klassisk King Diamond, og stilen fortsætter på ’Dreams’. Nummeret åbner med en solo fra La Rocques stilsikre fingre, og handler om en mand med mareridt om modbydelige små piger som plager ham. ’Dreams in the night, they drive me insane’ prædiker King i omkvædet, der måske er noget af den bedste vokal i karrieren. Hans unikke stemme er generelt på ’The Spider’s Lullabye’ noget af det bedste han overhovedet har præsteret, hvilket man ikke bør være i tvivl om på nummeret ’Moonlight’. Et stemningsfuldt og fantastisk nummer, om dæmoniske små børn.
’Six Feet Under’ er en hilsen til de to sammenhængende konceptskiver ’Conspiracy’ og ’Them’. La Rocque har skrevet musikken, der er det tungeste og hårdeste nummer på albummet. På ’Them’ forsøger hovedpersonens familie at gøre det af med ham, og pinslerne fortsætter her i nummeret, hvor fortælleren bliver levende begravet i en glaskiste, mens familien grinende betragter ham gispe efter vejret.
Stakkels Harry
På ’The Spider’s Lullbyes’ sidste fire – og bedste numre – får vi historien om stakkels Harry. Titelnummeret åbner ud med en skræmmende intro, hvor vi derefter bliver præsenteret for Harry, der lider af araknofobi, og lever et tilbagetrukket liv i frygt for de ottebenede behårede små sataner. ’Here comes another one’ griner Diamond dæmonisk som den alvidende fortæller.
Næste nummer, som er albummets bedste, åbner ud med et groovy og sejt guitarriff. I den lokale avis læser Harry om et psykiatrisk hospital, som kan kurere hans tiltagende angst for de små kryb. Ved sin ankomst på Devil’s Lake sanatoriet veksler Diamond sin vokal mellem Harry i falset og med skrækvarslende stemme som den vanvittige læge Dr. Eastman.
På otte den minutter lange ’Room 17’ opdager vi at Dr. Eastman langt fra er så venlig som først antaget. Musikken starter ud med gotisk chembolo, der langsomt lægger op til Harrys skæbne. På stuen ”room 17” kommer Harry under behandling af Eastman og sygeplejersken Nurse Needle, der hele natten lang torturerer Harry ved at slippe edderkopper løs på ham.
Dr. Eastman finder næste morgen Harry død. Kridhvid og død af skræk efter edderkopperne har bidt løs på ham. Som nummeret indledes, afsluttes det med cembalo, der nu får mere karakter af begravelsesmusik. Den tunge og beskidte ’To The Morgue’ lukker albummet. Vi lærer at mange patienter før Harry har lidt samme skæbne, og er omkommet under mystiske omstændigheder på sanatoriet. Harry bliver ført ind i lighuset, hvor edderkopper omgiver liget, og æder sig gennem Harrys øjehuler. ’We must all go to the morgue’ slutter Diamond af med at synge, og opsummerer meget passende konklusionen på de forskellige skæbner vi møder undervejs på albummet.
Magisk album
Er ’The Spider’s Lullabye’ så King Diamonds bedste? I sin helhed ja. Man kan sagtens argumentere for at klassiske numre som ’The Candle’, ’Halloween’ eller ’Eye of the Witch’ er bedre sange end dem som findes på ’The Spider’s Lullabye’, til gengæld er albummet gennemført fra start til slut uden svage momenter. Bandet bakker solidt og godt sammenspillende op om Diamonds diabolske tekster, og selv synger han simpelthen fantastisk.
La Rocques blæret soli bliver konsekvent spillet med præcis passion for den klassiske genre. Og det var næppe heller ikke uden grund Chuck Schuldiner valgte La Rocque som guitarist på Deaths ’Individual Thought Pattern’, der udkom mens King Diamond holdte pause fra solokarrieren.
Året efter ’The Spider’s Lullabye’ var Diamond allerede klar med ’The Graveyard’ med samme line up. En ujævn og lettere skuffende omgang, hvor den magi som svæver omkring musikken på ’The Spider’s Lullabye’ ikke var til stede. En magi der stråler ud af numre som ’The Killer’ og ’Eastman’s Cure’, der ubestridt er noget af det bedste kongen har hevet frem fra krypten i hele karrieren.