Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: King Diamond – Abigail

Updated
abigail

Få har lavet så ikoniske metalmesterværker som King Diamond. På ‘Abigail’ fandt han og bandet den præcise form og sammensmeltede klassisk horror og lige så klassisk heavy metal. Vi fejrer 35-årsjubilæet ved at dykke ned i pladen.

Kunstner
Titel
Abigail
Dato
21-10-2022
Trackliste
1. Funeral
2. Arrival
3. A Mansion in Darkness
4. The Family Ghost
5. The 7th Day of July 1777
6. Omens
7. The Possession
8. Abigail
9. Black Horsemen
Forfatter

Mercyful Fate gik som bekendt i opløsning i 1985 efter at have opnået at inspirere det meste af metalverdenen omkring sig på to gennemførte klassikere i form af ‘Melissa’ og ‘Don’t Break the Oath’. Samme år opstod King Diamond, der balancerer på kanten mellem soloprojekt og band. For der er ikke nogen tvivl om, at det er den populære sangers band – deraf også navnet, men ikke desto mindre står han ikke alene med det. Han har derimod allieret sig med enormt kompetente mennesker – nogle nye, andre gamle kendinge, hvilket få plader demonstrerer bedre end gennembruddet ‘Abigail’.



Historien
‘Abigail’ blev på mange måder den plade, der kom til at definere King Diamond de næste mange år. Helt op til i dag, faktisk, for på den fandt Kim Bendix Pedersen, som Danmarks ultimative rockikon er døbt, sit historefortællertalent.
Udover første plade, ‘Fatal Portrait’, og den uforglemmelige ‘Spider’s Lullaby’ er alle bandets plader nemlig konceptalbum. For de rustne skal dette måske uddybes.
I sin allermest grundlæggende ide handler konceptalbummet om, at alle sange på en plade på en eller anden måde behandler samme tema. Woody Guthrie var en af de første, der gjorde dette tilbage i 40’erne, men det er ikke helt nok for os i dette tilfælde. Den mest almindelige forståelse af et konceptalbum, som vi forstår det i dag, er en plade, der fortæller en sammenhængende historie. Altså musikken som bærer af et narrativ. Et af de mest berømte eksempler på dette er Pink Floyds ‘The Wall’, mens My Chemical Romances ‘Welcome to the Black Parade’ kan nævnes som en nyere version.
I metalverdenen er dette efterhånden ganske almindeligt, ofte spænder historierne endda over flere plader – hvilket også kan ses på 2002’s ‘Abigail II: The Revenge’ – og en stor del af udbredelsen kan vi takke King Diamond og ‘Abigail’ for.



‘Fatal Portrait’ var første skridt, hvor omtrent halvdelen af sangene handlede om det famøse dødbringende skilderi, men på ‘Abigail’ fortæller King en vaskægte gyserhistorie fra første til sidste vers.
Vores historie starter ved slutningen. Vores titulære Abigail stedes til hvile på ikke så lidt dramatisk vis. Syv – et eventyrligt vigtigt tal – sølvnagler skal bankes gennem en krop, vi må forstå er ganske lille, da vi får at vide, at hun kom dødfødt til verden tilbage i 1777. Syvende juli, faktisk. Syv-tallet er vigtigt. Nogle mennesker, der går under navnet “de sorte ryttere”, står for dette.

Ved andet track hvirvles vi på bedste gyserfilmsfacon tilbage i tiden, ikke at vi ved det på dette tidspunkt, men det skal vi ved albummets afslutning sande. Det unge par, Miriam Natas, 18, og Jonathan LaFey, 27, (bemærk tværsummene, kære læser, red.) er i 1845 (bemærk igen tværsummene, red.) på vej til sidstnævntes fædrene gods, da de passes op af de sorte ryttere, der beder dem om at vende om, da “18 ellers vil blive 9”. Det forstår Jonathan naturligvis ikke noget af og beder dem skrubbe af.

LaFeys gods er naturligvis ganske skrækindjagende, og skygger danser på væggene af egen vilje, hvilket kulminerer i, at Jonathan får besøg af sin forfader; han fortæller, hvordan hans kone tilbage i 1777 havde sat greven horn i panden, hvilket han hævnede ved at skubbe hustruen ned af den glatte kældertrappe, hvorefter både hun og det uægte barn afgik ved døden. Greve LaFey var mere end almindelig hidsig over det, hvorfor han mumificerede det ufødte barn, gav det navnet Abigail og forbandede det. Hvilket fører til, at barnet nu har besat Miriam.

På den måde bliver 18-årige Miriam gravid i niende måned (forstår I det nu?) natten over, mens klokkerne ringer fra det tomme kape,l og andre onde varsler breder sig over landet, og dagen efter bliver Jonathan pinefuldt bevidst om, at Miriam ikke længere er sig selv, men i stedet bliver ædt op indefra af det onde barn. Han forsøger at få hende lokket ned i kælderen, hvor Abigail blev både født og døde århundredet før, men denne gang er det kvindens tur til at skubbe manden ned ad trappen, og Jonathan kommer af dage, kort før Miriam dør under fødslen.
De sorte ryttere vender tilbage som forudsagt og finder den nyfødte i færd med at fortære den krop, der bar hende, hvorfor rytterne fører hende ud til at det tomme kapel i skoven, og vores historie slutter, hvor den begyndte.



Det er naturligvis ikke stor litteratur – det er horror sjældent. Dermed ikke sagt at det ikke fungerer. For det gør det, og King Diamond har altid haft fingerspidsfornemmelse for det uhyggelige, hvilket også tydeligt høres på Mercyful Fates foregående album. ‘Nightmare’, der bygger på King Diamonds tilbagevendende natterædsel om 12 kutteklædte figurer, blev i øvrigt også til forlægget for de sorte ryttere på ‘Abigail’ og på den måde er der en rød tråd igennem karrieren.

Ikke desto mindre er ‘Abigail’ i en anden klasse end de foregående, hvad historiefortællingen angår. Det, at en historie udfolder sig i løbet af kompositionen, tilføjer et nærmest progressivt islæt, da man som lytter nærmest ufrivilligt fanges ind af dens snoninger og drejninger gennem de ni skæringer, der på samme vis sjældent gentager sig, men lader sig føre med af fortællingens strøm.

Historien er klassisk – præcis som man ville forvente det af en gyserfilm, som en mand, omkring de 30 ville sætte pris på i 1987. Vi har den hovmodige hovedperson, hans unge og yndige udkårne, der har omtrent lige så meget subjektstatus som en udslidt øreklapstol og primært fungerer som kulisse uden så meget som en enkelt replik, den mystiske frelserfigur, der har brugt mere tid på at træne kryptiske vendinger end kommunikationsevner, og, i en flot gæsterolle, den ulideligt jaloux ægtemand, hvis groteske overreaktion og påkaldelse af mørke magter knap nævnes, men overses til fordel for hans, efter egen opfattelse, aldeles retfærdige harme.

Og så har vi naturligvis Abigail.

Abigail, pladens titulære hovedkarakter, gør faktisk ikke specielt meget i denne historie. Først på den, mildt sagt inferiøre, efterfølger, får vi en eller anden form for motivation – i al dens incestuøse hævnfantasi - hos karakteren, der ellers primært består i at være ond. Det er naturligt, al den stund at barnet dør, før det overhovedet får en chance for at leve.

På denne måde giver det mening, at Abigail egentlig blot er et plotværktøj, nøjagtig som Regan MacNeil i ‘Eksorcisten’, der nok også har været i høj kurs hos King Diamond under udarbejdelsen af denne plade.

Hovedpersonen er derfor naturligvis Jonathan LaFey, der på bibelsk vis straffes for sin forfaders synder og i sin hybris undlader at lytte til de advarsler, der sendes hans vej.

I selv den mest venlige læsning af historien er det svært at se de øvrige karakterer som stort andet end objekter i Jonathans deroute, hvor han i sin uvidenhed straffes for både det, der er gået forud, og den uretfærdighed, der er begået, men også for sin egen svaghed, der bedst udfoldes i titelsangen, hvor han opgiver sit håb om at redde Miriam, samtidig med at han igen overhører en klokkeklar advarsel – denne gang fra den vederstyggelige greves genfærd.



Soloer, soloer, soloer
At Mercyful Fate var ikoniske og stilskabende i deres førstebølge-black metal, kan ikke siges for ofte. Uden Mercyful Fate ville verden se helt anderledes ud, og bands som Metallica, Pantera og Machine Head og enormt mange andre ville aldrig have lydt, som de gør (eller gjorde).

Dette niveau af pionerarbejde kommer King Diamond som band ikke op på siden af.
Men når det er sagt, er King Diamonds musik særligt på ‘Abigail’ enormt medrivende – og efter denne skribents opfattelse også mere fornøjeligt at lytte til end selv de store, imponerende udgivelser, der gik forud.

Dette skulle også vise sig at være sidste gang, det klassiske King Diamond-line-up udgav noget, da Mercyful Fates Michael Denner forlod bandet efterfølgende. Denner spiller en meget stor rolle på ‘Abigail’, og det er særligt i kraft af hans samspil med kollegaen Andy LaRocque, at pladen lyder så stærkt som den gør.

De to guitarister gør sig gældende allerede fra første færd på ‘Arrival’, hvor svulstige passager, og et vanvittigt stafetløb af et samspil skaber stemningen, der gør King Diamond mere tilfredsstillende at lytte til end forgængeren. Der er nemlig ingen tvivl om, at King Diamond opererer på et helt andet melodisk plan end Mercyful Fate, og det er det, der skiller dem fra hinanden.

Michael Denner og Andy LaRocque spiller ganske forskelligt, hvilket tydeligt eksemplificeres allerede på første nummer. Denners er solid, skarp og med en snert af det thrashede, vi også hørte ham imponere med i Mercyful Fate, mens LaRocque i højere grad nærmer sig shredder-territorium og overvælder lytteren med teknikalitet, hvilket naturligvis også var grunden til, at han blev rekrutteret til at spille på Deaths ‘Individual Thought Patterns.



Det tunge og thrashede fra Denners hånd kommer særlig til sin ret på ‘The Possession’, hvor det for alvor går galt for vores hovedperson Jonathan LaFey. Dette transmitteres klart og rent gennem både solo og den efterfølgende rytme, hvor Denner sammen med King Diamond bærer det mørke og ildevarslende aspekt af sangen, mens LaRocques solo, omend den er god, ikke i samme grad bærer temaet.

Hvor LaRocques talenter dog skinner igennem er på ‘Omens’, der ellers kører i et mørkt og solidt middeltempo, i højere grad båret af Mikkey Dee på trommer og Timi Hansen på bas, men pludselig ryger direkte over i en nærmest AOR-inspireret solo fra LaRocques side, der fremviser alt det, den genre kan, uden at forfalde til sleaze.



Rytmesektionen, bestående af Mercyful Fates Timi Hansen, der forlod bandet samtidig med Denner i 1987, da King Diamond flyttede til USA, og Mikkey Dee, der af både Lemmy Kilmister og King Diamond selv er blevet udråbt som verdens bedste trommeslager, spiller begge store roller for at sikre, at stemningen på ‘Abigail’ er præcis så dyster og mørk, som det sig hør og bør.

Det største og absolut stærkeste nummer på pladen er afslutningssangen ‘The Black Horsemen’, og dette er i høj grad på grund af de to ovenstående, der virkelig lægger sig i selen for at give de to guitarister kam til deres hår, hvad angår både teknikalitet og stemning. Alle cylindre pumper i den klimaktisk afslutning, hvor Dees trommer galoperer af sted og tvinger de seksstrengede til at følge med, inden han uden at tøve sænker tempoet gevaldigt og understøtter fremragende soloer fra både LaRocque og Denner. Det føles ikke som om, der er noget, der ville være for svært for Dee, og selvom han aldrig stjæler billedet, ville pladen slet ikke kunne klare sig uden ham.



Arven efter ‘Abigal’
King Diamond fandt sig selv på ‘Abigail’ og pladen har defineret både ham selv og hans band lige siden. Sjældent har han lydt stærkere. Bemærk særligt ‘Black Horsemen’, der for evigt vil stå som en af hans allerstærkeste præstationer. Den afsluttende linje “That's the end of another lullaby / time has come for me to say good night”, byder på en af de allerbedste anvendelser af hans falsetskrig nogensinde.

Generelt er han i storform på samtlige 9 (!) numre og det er her, mere end nogensinde tidligere, at Bendixen udforsker sin stemme og de mange, mange måder han kan bruge den på.

‘Abigail’ skulle blive blåtrykket for resten af King Diamonds karriere, og det er udelukkende, fordi opfølgeren ‘“Them”’, der kom allerede året efter, er af lige så høj karat, at den ikke står som det absolut centrale midtpunkt i den efterhånden lange karriere.

Det er ikke uden grund, at King Diamonds 2016-turne, der for vores vedkommende kulminerede i en perfekt koncert i silende regn på Copenhell var så længe ventet af så mange.

At høre hele pladen fremført med tilhørende visualisering og King Diamonds kitschede horrorsceneri var intet mindre end magisk, og at høre værket i sin fulde form, så tæt på de steder, hvor den var skrevet og indspillet, føltes historisk.

Det var ikke kun for King Diamond selv, at pladen skulle være definerende. For King Diamond blev i sig selv et band, mange så imod i årene efter. Selvom King Diamond i sin solokarriere lagde black metallen bag sig, glemte de tidlige bands ham ikke. Og det er endog meget svært at forestille sig Dissections ‘The Somberlain’ eller hele Emperors karriere, men i særdeleshed det oversete mesterværk ‘IX Equilibrium’, uden King Diamond og i særdeleshed ‘Abigail’. Se blot coveret til førstnævnte.

På samme måde som klassisk horror aldrig går af mode, står ‘Abigail’ også som en urokkelig støtte placeret midt i metalhistorien. Det er svært at forestille sig nogen gøre det bedre.

Menu