Calva Louise mister grebet i leg med genrer
Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.
2. W.T.F
3. Aimless
4. Lo Que Vale
5. Impeccable
6. Barely a Response
7. The Abyss
8. El Umbral
9. La Corriente
10. Hate in Me
11. Under the Skin
Britiske Calva Louise – der i virkeligheden ikke har ét britisk medlem – er en musikalsk smeltedigel af både mennesker og genrer. Vokalist Jess Allanic stammer fra Venezuela, trommeslager Ben Parker fra New Zealand og bassist Alizon Taho fra Frankrig. På ’Edge of the Abyss,’ bandets fjerde fuldlængdealbum, fortsætter de deres kompromisløse leg med stilistiske konventioner – men denne gang på bekostning af sammenhængskraft.
Albummet favner alt fra alternativ metal og post-hardcore til latinpop, EDM og poppunk. Men i stedet for en harmonisk fusion, føles det som at zappe mellem radiokanaler på en gammel, skrattende FM-radio. Ét øjeblik hører jeg bløde latinske rytmer med håndklap – skrat, skrat – så hører jeg et elektronisk club-beat med distortet guitarer. Det er ambitiøst, men også rodet.
Bundløs pop
Albummet åbner stærkt med 'Tunnel Vision,' hvor Allanics vokal elegant bevæger sig fra blød pop til vred skrigesang over kaotiske guitarflader og pulserende beats. Her lykkes genrehybriden, og der opstår en balance. Samme energi findes i 'W.T.F.', hvor legende klavertoner og et velplaceret hook gør nummeret mindeværdigt. Også 'Aimless' skiller sig ud som et af pladens højdepunkter, selvom den afsluttende reggaetón-passsage låner lovligt meget fra Knocked Loose’s 'Suffocate.'
Calva Louises evner til at skrive gode popnumre med hardcore-elementer kommer til sin ret i pladens åbning, men så løber de tør for hooks. Og uden hooks bliver det pludselig tydeligt, at Calva Louise ikke har en bund at stå på – en grundlyd af godt håndværk og sammenspil, der kan bære os over mindre catchy passager.
Lyden af maskineri – og ikke mennesker
Et af de største problemer er guitararbejdet – eller manglen på samme. Bandet har ingen guitarist, og det høres. Guitarlyden fremstår steril og programmeret, nærmest som skabt med AI-prompts. Det kan fungere i kluborienteret musik, men her dræner det numrene for karakter og nærvær. Hvor man kunne håbe på rå, levende energi à la genrekollegerne i Rolo Tomassi, får man i stedet en mekanisk fladhed, der leder tankerne hen på Electric Callboy – dog uden samme selvironiske charme.
Særligt i pladens anden halvdel går Calva Louise helt i elektronisk dance-mode – lyt fx til numre som ’The Abyss’ og ’La Corriente.’ Det genreeksperimenterende forvandler sig nu til genreforvirring, og det ellers interessante udgangspunkt smuldrer.
Calva Louise skal roses for modet til at udfordre lytteren og lege med genrene. Deres musikalske nysgerrighed og vilje til at krydse grænser er i sig selv værdifuld. Men på 'Edge of the Abyss' bliver den kreative eksplosion aldrig rigtig kanaliseret. Albummet har glimt af genialitet – især i sin første halvdel – men lider under mangel på struktur og nærvær.