Black metal i verdensklasse
Populær
Efter en skråsikker opvarmning fra svenske In Solitude, gik deres landsmænd i Watain på scenen og leverede en misantropisk black metal-oplevelse, der fra start til slut var suveræn.
De Profundis
Malfeitor
Black Flames March
Storm of the Antichrist
Devil's Blood
Sleepless Evil
Total Funeral
The Wild Hunt
Ekstra:
Outlaw
Sworn to the Dark
Ekstra:
Holocaust Dawn
Waters of Ain
Når Behemoth og Cradle of Filth indtager Amager Bio 26. februar bliver det med In Solitude som support. Og efter i lørdags er der god grund til at glæde sig over et så snarligt gensyn med det svenske band.
Musikken er introvert og old school, som kolliderede et NWOBHM-band med dystert doom. Med læderjakke og håret hængende ned over ansigtet var der et bistert skær af Joey Ramone over den kun 22-årige frontmand Pelle Åhman. En bemærkelsesværdig alder taget i betragtning af, at bandet blev dannet i 2002 og Åhman allerede kom med året efter.
I den okkulte ånd
Den selvbetitlede debut udkom i 2008 og sidste års 'Sister' var tredje og bedste udspil fra kvintetten. Ikke overraskende kom de fleste numre herfra under koncertens 45 minutter, hvor de tunge guitarriffs og helt basale breaks fik publikummet på de forreste rækker til at svinge garnet godt rundt.
Der er måske intet banebrydende over In Solitude, men kompositionerne viderefører smukt den okkulte ånd i heavy metal, og det er svært ikke at forestille sig, at fremtiden kun bringer et større publikum med sig for gruppen fra Uppsala i det nordlige Sverige.
Musikalsk voldsorgie
Landsmændene fra Watain har hjemme i samme by og guitarist Per Forsberg gæstede såmænd også på et enkelt nummer på In Solitudes 'Sister'.
Watain så mørket i 1998, og er fra en ny generation af black metal-bands, det som har fået størst succes. Sidste års 'The Wild Hunt' røg direkte ind på førstepladsen på den svenske hitliste. Imponerende – eller siger det bare mere om svenskernes musiksmag end danskernes?
Flere svenskerne havde også fundet vej over sundet denne her aften, nogle så smarte de endda havde medbragt knojern, der åbenbart skulle anvendes på øvrige publikummer. Flot. Men total unødvendigt.
Watain var et voldsorgie i sig selv. Af den slags hvor tævene var så suveræne, at de i musikalsk forstand sjældent har føltes så godt i Lille Vega.
Omgivet af visuel ondskab
Har man set Watain på større festivalscener, plejer de gerne at stå i et inferno af flammer. Mange flammer! Selvsagt næppe et optimalt valg i Lille Vega (om end interessant), men visuelt kunne musikken ikke have været ledsaget mere perfekt end med de kulisser, der forvandlede scenen til en blanding af middelalderlige ruiner og Satans torturkælder.
Iført corpse paint, læder, og nitter gik Watain på efter intronummeret 'Night Vision' fra 'The Wild Hunt', som fik sindstilstanden i den rette misantropiske stemning. Bandet satte ritualet i gang med 'De profundis', og både lydmixet og volumen var som så ofte upåklagelig på spillestedet. "Det er lyden af en guitar, som flænser", som en kollega fra redaktionen passende bemærkede om de skarpe og aggressive toner, der kom fra spaderne.
Musikere af stort format
Som bekendt er Watain en trio, hvor frontmand Erik Danielsson håndterer bassen. Live klares den dog af Alvaro Lillo fra Execrator og Undercroft, mens David Totaro supplerer Per Forsberg som ekstra guitarist. Italieneren var også session-medlem i hedengangne Dissection, som Watain turnerede med inden Jon Nörveidts sørgelige selvmord.
Totaros medvirken på scenen understreger også blot formatet, det kræver at være en del af Watain. De er musikere i verdensklasse, når det kommer til black metal, hvor de fører ånden respektabelt videre fra giganter, som netop de melodiøse landsmænd i Dissection og de kompromisløse pionerer i Mayhem.
Unik frontmand
Erik Danielsson fylder måske ikke meget med sin spinkle fysik, men frontmanden har en tilstedeværelse på scenen, de færreste i genren kan matche. Og modsat så mange øvrige black metal-bands, kan den 31-årige satanist rent faktisk også synge rent, som han med transcendental effekt gjorde det i titelnummeret fra 'The Wild Hunt'.
Desværre fik vi ikke hans melankolske stemme at høre i 'They Rode On', som sætlisten stemningsfuldt kunne have budt på. Guitarsoli er der også plads til, som brutale 'Outlaw' fra samme plade mindede én om.
Holder den sorte fakkel højt
De alsidige numre strakte sig tilsammen over 90 minutter, inden 'Waters of Ain' messende og sublimt lukkede koncerten tankevækkende af. Få black metal-bands spiller så længe live, og det vidner ikke bare om bandets mægtige fysik. Men også om en respektfuld indstilling over for deres publikum, som på ingen måde blev spist af med en metervare denne aften.
Watain holder faklen højt med deres kaotiske, men kontrollerede, lydbillede, som formår at bringe én mentalt tilbage til genrens oprindelige og drabelige univers i starten af 1990'ene.
Og det er netop det, som gør svenskerne så unikke og fantastiske i en tid, hvor alt for mange intetsigende og elektroniske post black metal-grupper vokser hastigt frem som ukrudt.